Dansk Magisterforening

Flygtninge er ydmyge og "knokler for deres chance" i studiejob

Novo Nordisk ansætter flygtninge i studiejobs.

Novo Nordisk har succes med at ansætte flygtninge i studiejobs. Indtil videre har 6 ud af 8 fået stillingen forlænget udover det aftale, mens 2 er blevet fastansat efter studiet. © Foto: Novo Nordisk.

Af Lasse Højsgaard
Del artikel:

Unge flygtninge med akademisk uddannelse kommer ofte bagud på jobmarkedet, fordi de ikke har haft studiejob. Novo Nordisk har oprettet en række studenterstillinger til den gruppe, og det er en stor succes.

Det er almindeligt kendt i Danmark, at et godt studiejob kan hjælpe dig godt på vej ind på det akademiske arbejdsmarked. Men mange udlændinge kommer fra en uddannelseskultur, hvor studiejobs ikke har den samme betydning og status. Og hvis man samtidig ikke har et godt netværk, er der stor risiko for, at man som flygtning allerede kommer bagud på grund af manglende studiejob-erfaring.

Derfor forsøger Foreningen Nydansker gennem projektet ’Studiejob for flygtninge’ at hjælpe flygtninge under uddannelse både med at finde et studiejob og lære arbejdspladskulturen i Danmark.

”Det kommer bag på mange flygtninge, at så mange danskere har studiejob-erfaring. De ved ikke, at det er noget, man skal. Og samtidig har de en livssituation, der gør det svært for dem at få et relevant studiejob”, siger Sofie Havn Jensen, seniorkonsulent i Foreningen Nydansker.

Hun fortæller, at man i mange lande slet ikke har samme tradition for studiejobs, som vi har i Danmark.

Står bag i køen til studiejobs

I projektet samarbejder Foreningen Nydansker med en række virksomheder, der ansætter studerende flygtninge i relevante studenterstillinger, som de ikke skal kæmpe om med danskfødte studerende. Det sidste gør en stor forskel.

”Det er super dygtige studerende, og når de har en tryg ramme og ikke skal konkurrere i en jobansøgningsproces, som de ved lidt om, så går det rigtig godt”, siger Sofie Havn Jensen.

Det bekræfter Henriette Ipsen, HR Konsulent i Novo Nordisk, som er en af de virksomheder, der deltager i projektet.

”Det er en succeshistorie. Nydansker har været gode til at finde match, og de unge mennesker er meget ydmyge og knokler for deres chance. 6 ud af 8 af dem, vi har haft, blev forlænget ud over de 6 måneder, som der er aftalt i projektet. To af dem er faktisk blevet ansat her efter deres studier”, fortæller hun.

De unge mennesker er meget ydmyge og knokler for deres chance

Henriette Ipsen, HR Konsulent i Novo Nordisk

Hendes oplevelse er også, at flygtninge ofte har svært ved at finde studiejobs og som udgangspunkt altid står bag danske ansøgere i køen. Særligt mangelfuldt dansk sprog kan være et problem. Men ikke i Novo Nordisk.

”Vores corporate sprog er engelsk, så du behøver ikke kunne tale flydende dansk. Der er også nogle, der tager uddannelser på engelsk, og det er heller ikke en barriere”.

Studiejob skal danne netværk for flygtninge

Til gengæld er der andre hensyn, man skal være opmærksom på, når man har flygtninge at gøre. I projektet gør Nydansker og Henriette Ipsen meget ud af at klæde afdelingerne på, hvis der skulle komme reaktioner på den barske baggrund, nogle flygtninge kommer med.

”Vi gør meget ud af, at afdelingen bliver trænet i, hvad vil det sige at være flygtning. Nogle har måske mistet familie eller har traumer fra krig. Det er ikke sikkert det kommer frem, men afdelingerne skal have viden om, hvordan de kan håndtere det, hvis der kommer reaktioner”, siger Henriette Ipsen.

Et andet opmærksomhedspunkt er, at nogle er så opsatte på at slå til i jobbet, at det næsten kan blive for meget. Henriette Ipsen nævner som eksempel en ung mand, der allerede efter 14 dage begyndte at spørge – næsten desperat – om han kunne få lov at blive i stillingen. I det tilfælde trådte Nydansker til og fik landet situationen.

Som sagt er manglende netværk en af de udfordringer, udlændinge kæmper med på jobmarkedet. Derfor er det også et vigtigt formål med projektet, at de bruger tiden på virksomheden til at netværke.

”Vi lægger vægt på at sige: Når du er her i 6 måneder, så skab noget netværk. Inviter til kaffemøder, gå ind ved siden af og snak. Og det har de været gode til”, siger Henriette Ipsen.

Højtuddannede får mindre hjælp

Studiejob-projektet kommer i forlængelse af et andet initiativ, Novo Nordisk har været med i siden 2015, nemlig et mentorprogram for højtuddannede flygtninge.

”Da den store flygtningestrøm begyndte i 2015, hvor der kom mange fra især Syrien, besluttede vi at tilbyde nogle af de højtuddannede flygtninge en mentor i forhold til, hvordan de kan bruge deres kompetencer. Jeg har selv arbejdet som socialrådgiver i kommunalt regi, og jeg ved, at der er en gruppe, der ikke får så meget hjælp i jobcentrene, fordi de hører til blandt de mere ressourcestærke. Men de har svært ved at få bragt deres kompetencer i spil”.

I alt har 163 flygtninge haft mentorer fra Novo Nordisk, der primært hjælper med personlig faglig sparring og vejledning. Henriette Ipsen lægger heller ikke skjul på, at Novo Nordisk som arbejdsgiver har en generel interesse i, at vi i Danmark får udnyttet folks talent og potentialer bedst muligt – også hos dem, der er flygtet hertil.

”Vi gør det, fordi vi har socialt ansvar, men det skal give mening og værdi både for Novo Nordisk og den enkelte”.

Ud over Novo Nordisk har også firmaer som Rambøll og IBM deltaget i projektet, der desuden er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.