Øjenvidneberetning: Forskere på GEUS blev sendt til Letland for at forsvare råstoffer og vand

Det er ikke hverdagskost, at forskere på GEUS bliver bedt om at påtage sig en opgave, der skriver sig ind i verdenshistorien.

Det er heller ikke hver dag, at det danske udenrigsdiplomati ringer for at bede om akut assistance hos geologerne på Øster Voldgade. Men det var nøjagtigt, hvad der skete i starten af 90'erne, da Sovjetunionen viste tegn på kollaps nogle år efter murens fald.

I Baltikum forsøgte russerne at bevare kontrollen med de tre småstater ved at sætte sig på råstofudvindingen og vandforsyningen. Det gik hårdt for sig og kom blandt andet til kampe i gaderne omkring radiotårnet i Letlands hovedstad Riga. Daværende chefgeolog Jens Morten Hansen var netop ved at sætte sig til rette i vicedirektørstolen på GEUS, da en usædvanlige forespørgsel kom fra daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

”Han bad om, at GEUS straks sendte folk afsted, der kunne hjælpe med at sikre, at den vitale infrastruktur i byen ikke kom på russiske hænder. Vi holdt et møde i min afdeling. Vi følte virkelig historiens vingesus. Det var en stormagt, der var ved at bryde sammen, så der var enighed om, at ”dét her – det skal vi sgu!”.

”To timer senere tog de første geologer afsted”, fortæller Jens Morten Hansen.

Afgørende betydning for løsrivelsen

Det var i forbindelse med Uffe Ellemann-Jensens død i juni, at den tidligere statsgeolog delte sit minde fra start 90´erne på Facebook og LinkedIn.

For Jens Morten Hansen, der selv er venstrepolitiker i dag på fødeøen Læsø, er der ingen tvivl om, at Uffe Ellemanns resolutte ledelse dengang havde afgørende betydning for, at de baltiske lande formåede at løsrive sig.

”I al beskedenhed betød det noget, at Danmark sendte både videnskabsfolk og embedsmænd afsted så hurtigt. Vi ydede moralsk støtte, var vidner til historien – og med vores blotte tilstedeværelse medvirkede vi til, at russerne blev mere tilbageholdende med at bruge våben”, forklarer Jens Morten Hansen.

Ingen vidste, hvordan det ville ende

I GEUS havde man på det tidspunkt allerede et tæt samarbejde kørende med polakkerne, som Danmark deler undergrund med i Østersøen. I forhold til de baltiske stater var situationen en ganske anden.

”Den lokale institutionsopbygning havde store mangler, vi skulle i første omgang hjælpe letterne med at opbygge en tilstrækkelig lokal viden til, at de selv kunne drive både råstofudvikling og den vitale vandforsyning, som russerne ellers havde siddet tungt på”, forklarer Jens Morten Hansen.

Selvom geologerne ikke blev sendt direkte i frontlinjen, var der nerver på, da de tog afsted.

”Det var højintenst. Ingen vidste jo på det tidspunkt, hvordan konflikten ville ende”, påpeger Jens Morten Hansen.

Sammen med to af institutionens geologer fik han oprettet et kontor i Riga og langsomt fundet frem til en række mulige lokale samarbejdspartnere.

”Det var temmelig kaotisk i starten. Sprogbarrieren var et problem. Heldigvis kunne seniorgeolog Edmund Gosk tale russisk. Han endte med at bo permanent i Riga”, fortæller Jens Morten Hansen.

På forskningen og sandhedens side

Jens Morten Hansen, der i dag er pensionist og skriver bøger på Læsø, brugte et par år i Baltikum. Det er ikke uden stolthed, at den nu 74-årige statsgeolog husker tilbage på tiden omkring Sovjetunionens sammenbrud.

”Kun én anden gang i min karriere har jeg haft den samme følelse af, at det havde stor betydning, hvad jeg gjorde. Det var i forbindelse med de store atomaffaldsundersøgelser i 70´erne, hvor vi geologer virkelig kæmpede for at få fakta ind i debatten. Vi var hverken for eller imod atomkraft – vi var på forskningens og sandhedens side”, siger han.

Situationen i Letland var så usædvanlig, at medarbejderne på GEUS ikke havde tid til at spekulere ret meget over, om det kunne være problematisk, at den uafhængige forskning pludselig skulle være en del af Danmarks udenrigspolitiske indsats.

”Det var da en højst usædvanlig forespørgsel, vi fik fra Uffe Ellemann. Jeg er meget tilfreds med indstillingen blandt forskerne, da vi blev spurgt, og situationen krævede noget af os. Alle havde det sådan, at ”det her skal vi finde ud af - og så bekymrer vi os om detaljerne bagefter”. Sådan håber jeg også der vil blive reageret næste gang, verdenshistorien banker på”.