Spring menu over
Dansk Magisterforening

Langt færre kvinder end mænd får anerkendt deres arbejdsskader

Pia Fonnesbech-Sandberg

Pia Fonnesbech-Sandberg fik depression efter at være sygemeldt med stress i flere omgange - men fik ikke sin sygdom anerkendt som arbejdsskade. © Foto: Privat.

Af Anna Dalsgaard
Del artikel:

Kvinder anmelder oftere psykiske arbejdsskader end mænd, men får sjældnere medhold. Kvinder får også langt mindre i erstatning.

Pia Fonnesbech-Sandberg fik i sommeren 2020 diagnosen moderat til svær depression efter samtaler med læger og psykologer på Arbejdsmedicinsk Klinik på Bispebjerg Hospital. De anbefalede hende at anmelde det som en arbejdsskade, og det gjorde hun. Men få måneder senere fik hun afslag fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Dermed er hun en del af statistikken over kvinder, der anmelder og får afvist deres arbejdsskadesag.

Stort set lige mange kvinder og mænd anmelder erhvervssygdomme. Men i 2018 fik 18 procent af kvinderne og 29 procent af mændene anerkendt deres erhvervssygdomme. Og ser man på erstatningsudgifterne for erhvervssygdomme fik mænd i 2018 tildelt 1138 millioner kroner, mens kvinder fik 516 millioner - altså rundt regnet dobbelt så meget.

Kvinder har mindre sandsynlighed for at få anerkendt deres psykiske erhvervssygdom

Malene Friis Andersen

Arbejdsmiljøforsker Malene Friis Andersen mener, at tallene vidner om, at vi ikke er i mål med ligestillingen mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, når det handler om at få medhold i anmeldelser af arbejdsskader.

”For kvinder har signifikant mindre sandsynlighed for at få anerkendt anmeldelsen af deres psykiske erhvervssygdom” siger Malene Friis Andersen, som har skrevet en videnskabelig artikel om problematikken til antologien ’Utopier for Arbejdslivet’.

Kvinder anmelder oftere psykiske sygdomme

Malene Friis Andersen mener, at den skæve kønsfordeling i AES-statistikkerne har udgangspunkt i, at mænd oftere anmelder fysiske sygdomme, mens kvinder oftere anmelder psykiske sygdomme, og at det er langt sværere at få anerkendt en psykisk sygdom.

Derudover er der større sandsynlighed for, at mænd får deres psykiske arbejdsskade anerkendt, og de får endda også væsentligt større erstatning ved psykiske arbejdsskader end kvinder.

Det fremgår af hendes videnskabelige artikel, at 17 procent af alle danske medarbejdere føler sig psykisk belastede, og forsikringsselskaber som PFA melder om en stigning på 43 procent over tre år af anmeldte stressskader over helbredssikringen.

”Det er også veldokumenteret, at forekomsten af stress, angst og depression er højere blandt kvinder end mænd, og kvinder scorer oftere højt på belastningsindekset for psykisk arbejdsmiljø. Dermed er der større sandsynlighed for, at de oplever det psykosociale arbejdsmiljø som belastende”, siger Malene Friis Andersen, der forsker på Det Nationale Center for Arbejdsmiljø.

Spritnye tal fra DM viser således også, at 27 procent af de kvindelige erhvervsaktive medlemmer har været sygemeldt med stress i løbet af deres arbejdsliv, mens det ”kun” gælder 18 procent af mændene.

Tina Andersen er konsulent i Forhandling og rådgivning i DM og møder medlemmerne i DM’s rådgivningsvagt. Her taler hun med en del kvindelige medlemmer, som ringer på grund af eksempelvis stress og angst, og som ønsker hjælp til at anmelde symptomerne som en arbejdsskade.

”Vi gør en del ud af at forklare, hvordan arbejdsskadesystemet fungerer, og at det er en udfordring at få psykiske arbejdsskader anerkendt. Men vi anbefaler altid at anmelde arbejdsskader, da vi som faglig organisation synes, det er vigtigt, at der kommer fokus på det”, siger hun.

Chefen skabte usikkerhed og utryghed

Pia Fonnesbech-Sandberg er cand.mag. i psykologi og kommunikation og arbejdede i 13 år som udviklingskonsulent i Københavns Kommunes tekniske forvaltning. Hun nåede at opleve 4-5 omstruktureringer, hvor chefen hver gang blev skiftet ud.

Især den ene havde en så dårlig påvirkning på det psykisk arbejdsmiljø, at det gjorde Pia Fonnesbech-Sandberg syg, fortæller hun.

Til møder kunne hun snerre ad mig og hænge mig og andre kolleger ud. Det kom altid som lyn fra en klar himmel

Pia Fonnesbech-Sandberg

”Chefen var en splitter og ikke en samler”, siger Pia Fonnesbech-Sandberg, som havde mange forskellige opgaver. Hun var webredaktør, arbejdede med kommunikation og lavede budget-notater og indstillinger til det politiske niveau.

Chefen spillede medarbejderne ud mod hinanden ved blandt andet at tale om dem bag deres ryg, siger Pia Fonnesbech-Sandberg.

”Jeg var også tillidsrepræsentant, og konflikterne lurede konstant lige under overfladen. Hun var passivt aggressiv, når vi to sad sammen, og til møder kunne hun snerre ad mig og hænge mig og andre kolleger ud. Det kom altid som lyn fra en klar himmel, så man havde intet forsvar”, siger hun.

”Det skabte usikkerhed og utryghed, for jeg var usikker på, hvad jeg mødte ind til om morgenen”.

Er det mig eller chefen der har knald i låget?

Pia Fonnesbech-Sandberg blev første gang sygemeldt i maj 2019 og anden gang i februar 2020.

”Anden gang havde jeg faktisk fået ny chef, og han var en rigtig god chef. Men det var for sent, jeg var allerede for syg”, fortæller hun.

”Under den tidligere chef var jeg begyndt at tvivle på, om det var mig, der gjorde noget forkert, og jeg tænkte meget over, om det var mig eller chefen, der havde knald i låget”, siger hun.

Jeg var god til at lægge låg på mine egne følelser, så jeg kunne ikke se, at jeg var ved at blive syg, selv om jeg havde masser af symptomer på stress

Pia Fonnesbech-Sandberg

”Samtidig skulle jeg være noget for en masse mennesker som tillidsrepræsentant, og det var hårdt. For nogle af mine kolleger havde det også rigtig svært, og som tillidsrepræsentant var jeg forpligtet til at tage mig af kollegerne og deres trivsel”, siger hun og fortsætter:

”Jeg var god til at lægge låg på mine egne følelser, så jeg kunne ikke se, at jeg var ved at blive syg, selv om jeg havde masser af symptomer på stress”.

Pia Fonnesbech-Sandberg sov nærmest ikke om natten og havde på skift tics i begge øjne. Hendes hud begyndte også at se mærkelig ud, men når folk spurgte, om hun var stresset, svarede hun nej.

”Jeg gik til lægen på grund af min hud, og hun spurgte, hvornår vi havde taget mit blodtryk sidst. Hun tog det flere gange, for det var steget helt vildt. Der begyndte mine alarmklokker at ringe, og det var som at åbne Pandoras æske”, siger hun.

Brød sammen på en gåtur

Det hele ramlede for Pia Fonnesbech-Sandberg en fredag aften efter arbejde. Hun ved ikke hvorfor det lige kom den aften, og hun kan ikke huske så meget. Aftenen fortaber sig i tåger.

”Jeg ved bare, at jeg blev bange for, hvad jeg kunne finde på at gøre ved mig selv og overvejede at lade mig indlægge”, siger hun.

Om søndagen var hun ude og gå med en veninde og brød sammen i Frederiksberg Have.

”Jeg kunne ikke forklare, hvad der skete, så hun blev forskrækket. Men hun fik mig til at ringe til min chef og sygemelde mig. Jeg ringede også til DM og fik det råd at slappe af, så jeg kunne blive rask. Jeg fik også at vide, at det var ok at slippe tøjlerne, og det var en lettelse, for det troede jeg ikke, man kunne”, siger hun.

Pia Fonnesbech-Sandberg kom tilbage på arbejde, men efter nogle måneder fik hun en fratrædelsesordning.

Dokumentationen bør være tidssvarende

Forsker Malene Friis Andersen mener, det er på tide at ændre måden, man dokumenterer erhvervssygdomme på. Det bør være nemmere at dokumentere sammenhængen mellem eksempelvis risikofaktorer i arbejdet udviklingen af psykiske sygdomme. Risikofaktorer kan fx være negative handlinger, høj arbejdsmængde kombineret med lav indflydelse og høje følelsesmæssige krav.

”Der er sket rigtig meget med arbejdslivet, siden vi heldigvis begyndte at sætte ind og lovgive i forhold til risikofaktorer i det fysiske arbejdsmiljø, som - malet med den store pensel - opstod på grund af røg, møg og støj”, siger hun.

”Der er sket en transformation af organisationsformer og arbejdets karakter. Mange er flyttet over i andre former for arbejde, fx vidensarbejde og relationsarbejde. Der er nye glæder, men også nye former for risikofaktorer i det moderne arbejde. Alligevel skal vi stadig dokumentere sammenhæng mellem arbejde og psykiske helbredsproblemer ud fra samme videnskabelige logik som for ’røg, møg og støj’, men det er svært, for udviklingen af psykiske problemer er mere komplekse”, siger hun.

Advokat Joachim Faber-Rod er ekspert i personskadesager og er den eksterne advokat, DM bruger i forbindelse med arbejdsskadesager. Han mener også, at mennesker, der bliver ramt af fx stress, depression eller angst på grund af forhold på jobbet, har for svært ved at få anerkendt deres sygdom som en arbejdsskade.

“Problemet skyldes, at dokumentationskravene er næsten umulige at imødekomme, når det gælder årsagssammenhæng mellem arbejdsbelastninger og psykiske sygdomme”, har Joachim Faber-Rod tidligere forklaret i DM Akademikerbladet.

Kæden hopper af

Og hvis man ønsker, at ansatte i videns- og relationsarbejde skal have bedre muligheder for at få anerkendt deres psykiske arbejdsskader, kan der være brug for et kritisk blik på systemet, mener Malene Friis Andersen.

For det er lettere at få anerkendt en erhvervssygdom, hvis den står på Erhvervssygdomsfortegnelsen. Men i dag optræder kun to psykiske lidelser på fortegnelsen: PTSD efter en traumatisk begivenhed og depression efter krigsdeltagelse og/eller situationer af exceptionel truende eller katastrofeagtig natur.

Dermed er det svært at få anerkendt den form for depression, som opstår af psykiske belastninger over længere tid, som det er tilfældet med Pia Fonnesbech-Sandbergs depression. For ved denne type helbredsproblemer er det vanskeligt at pege på en afgrænset episode eller situation som årsag. Typisk er der tale om mange mindre og mange komplekse årsager.

Kæden hopper af for mig, når vi skal bruge samme metoder til at dokumentere psykiske og fysiske arbejdsbetingede sygdomme

Forsker Malene Friis Andersen

”Kæden hopper af for mig, når vi skal bruge samme metoder til at dokumentere en sammenhæng mellem arbejde og psykiske sygdomme som ved fysiske helbredsproblemer. Og så havner vi i den situation, at vi kun har to psykiske diagnoser på Erhvervssygdomsfortegnelsen”, siger Malene Friis Andersen.

”Som reglerne er i dag, skal der løftes medicinsk dokumentation for at få en sygdom med i fortegnelsen. Og der skal være flere studier, der viser en klar sammenhæng mellem årsag og virkning. Det er bare nemmere at gøre dette, hvis man fx arbejder med maling og får eksem, end hvis man fx oplever lav indflydelse, høje krav og dårlig ledelse. Derfor er det svært at få flere psykiske sygdomme med”, siger Malene Friis Andersen.

Hun mener, at forandringerne i job- og organisationstyper gør, at det er tid til at se på arbejdsskadesystemet med nutidens øjne.

”Kunne vi gentænke, hvordan vi skal dokumentere sammenhæng mellem arbejde og helbredsproblemer, når vi ved, der er andre problemer i vidensarbejde? Der er ikke nogen nemme løsninger, og det at have en arbejdsskadesag kørende kan også være krævende, men det kan skubbe til vigtigheden af at forebygge og skabe større lighed på området”, siger hun.

Arbejdsskadesystemet skal gøres lettere og hurtigere

Yun Ladegaard er forsker på Københavns Universitet, Institut for Psykologi og har forsket i, hvordan personer med anmeldte psykiske arbejdsskader oplever processen i arbejdsskadesystemet. Hun er langt hen ad vejen enig med Malene Friis Andersen.

”Men hvis vi åbner for højere grader af anerkendelse og nye metoder til at belyse sagerne, vil det med høj sandsynlighed resultere i flere anmeldelser og flere længerevarende arbejdsskadeforløb for personer med psykiske lidelser. I vores forskning så vi, at processen gennem arbejdsskadesystemet er udfordrende for mange, og at 18 procent oplevede, at selve forløbet i arbejdsskadesystemet havde forsinket eller forhindret deres tilbagevenden til arbejde”, siger hun.

Derfor bør det nuværende arbejdsskadesystem justeres, mener Yun Ladegaard, så det som anmelder bliver lettere at forstå systemet og grundlaget for anerkendelse eller afvisning. De syge skal hjælpes lettere gennem systemet, så sagen ikke i sig selv bliver en byrde.

Beskæftigelsesministeren:
Arbejdsskadeområdet kan naturligvis forbedres

På Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriets hjemmeside kan man læse, at regeringen har en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats som et indsatsområde. Der står ligeledes, at regeringen og arbejdsmarkedets parter i slutningen af 2020 blev enige om fire nye nationale mål for arbejdsmiljøindsatsen, hvor det ene mål er et sikkert og sundt psykisk arbejdsmiljø.

Vi har spurgt beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S), om han i forbindelse med arbejdsmiljøindsatsen også vil se på, om arbejdsskadeloven kan gøres mere tidssvarende, så psykiske arbejdsskader i et højere omfang kan anerkendes.

I en mail svarer ministeren, at det ligger ham meget på sinde, at "alle har sunde og sikre arbejdsforhold, og at man ikke skal komme til skade eller bliver syg af at gå på arbejde. Det gælder, uanset hvilket job man har, og hvilken type af sygdom eller skade, vi taler om". 

Peter Hummelgaard skriver, at det er Erhvervssygdomsudvalget, som blandt andet består af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, der har ansvaret for, at arbejdsskadesagsbehandlingen er baseret på forskningsmæssig viden om årsagssammenhænge mellem skadelige påvirkninger og sygdomme – fysiske såvel som psykiske. 

”Som minister har jeg stor tiltro til, at Erhvervssygdomsudvalget lever op til denne forpligtelse, således at man som tilskadekommen kan have tillid til, at man får sin arbejdsskadesag vurderet på baggrund af den nyeste relevante forskning”, svarer han i mailen og fortsætter:

”Eksempelvis har jeg noteret mig, at Erhvervssygdomsudvalget på baggrund af en landsretsdom sidste sommer har bestilt en forskningsmæssig udredning om psykiske skader relateret til PTSD med henblik på at tage stilling til praksis på dette område. Det synes jeg er positivt”, skriver Hummelgaard.

”Med det sagt, er jeg selvfølgelig opmærksom på, at arbejdsskadeområdet naturligvis kan forbedres. I den sammenhæng kan jeg fremhæve, at mit ministerie aktuelt afholder tekniske drøftelser med arbejdsmarkedets parter, som skal kvalificere efterfølgende politiske forhandlinger om arbejdsskadeområdet. Det er et forløb, hvor store dele af arbejdsskadeområdet drøftes, og hvor input fra parterne er velkomne", svarer han.