Dansk Magisterforening

Genåbning af kulturlivet er på trapperne

Museum, kultur, genåbning, kunst

Museerne kan nu komme med input til kulturministeren om, hvordan de mener, det er mest sundhedsmæssigt forsvarligt at genåbne. © Foto: Daniel Roland/AFP/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Kulturminister Joy Mogensen (S) har nu konkrete møder med centrale kulturaktører om, hvordan de kan genåbne.

Kulturministeriet melder nu klar til næste fase i planerne for at genåbne de danske museer, zoologiske haver og biblioteker.

Det oplyste kulturminister Joy Mogensen på Facebook mandag efter et opstartsmøde med kultur-, forenings- og idrætslivet i sidste uge. Her skriver hun, at det nu er de sundhedsmæssige rammer, der skal på plads.

”Der er selvsagt stor forskel på, hvordan genåbningen kan komme til at se ud afhængigt af, om man fx er et teater, et zoologisk anlæg eller en idrætsforening”, skriver Joy Mogensen i opslaget.

De kommende møder skal handle om, hvordan en genåbning kan forløbe hos de forskellige aktører.

Kulturministeriet har derfor inddelt møderne i seks underspor:  

  1. Kulturproduktionerne (film, scenekunst, koncerter m.m.)
  2. De "stående" kulturoplevelser
  3. Kulturoplevelser i bevægelse
  4. Idræt
  5. Foreningsliv (udover idræt)
  6. Professionel fodbold

På møderne vil aktørerne også få mulighed for selv at komme med input til, hvordan de vurderer, det vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at genåbne.

Klar fra mandag

Organisationen Danske Museer har løbende holdt møder med Kulturministeriet siden 13. marts, hvor museer og andre kulturinstitutioner blev lukket ned.

Nu satser de på, at museerne allerede kan slå dørene op for publikum igen i næste uge, siger formand Flemming Just til Politiken. ​

”Ministeriet har strikket et notatudkast sammen, som foreslår en genåbningsplan, der ser meget fornuftig ud. Det flugter fint med de retningslinjer om afstand og hygiejne, som vi selv har forestillet os. Afstand mellem publikum og frontpersonale, et særligt antal kvadratmeter per gæst og så videre. Det ser overordnet håndterbart ud”.

”Vi håber at kunne åbne museerne fra midten af maj”, siger Flemming Just.

Lignende udmeldinger kommer biblioteker, kunsthaller, akvarier og zoologiske haver med til Politiken, og det lader derfor til, at store dele af kulturlivet er klar til at genåbne allerede fra mandag d. 11. maj, hvis regeringen giver dem lov.