Spring menu over
Dansk Magisterforening

Tilbage på arbejde? Sådan skal din arbejdsgiver sikre arbejdspladsen

© Foto: Symbion / Kristian Brouer Seedorff

Del artikel:

Arbejdstilsynet er kommet med en række anbefalinger til, hvordan kontorarbejdspladser skal indrettes, så de er sundhedsmæssigt forsvarlige.

Med færre coronasmittede end frygtet og et sundhedsvæsen, der fortsat kan følge med udviklingen, er den gradvise genåbning af hverdagen sat i gang. 

Og selv om statsministeren har opfordret til, at private virksomheder fortsat lader de ansatte arbejde hjemmefra så vidt muligt, er der også åbnet for, at flere kan vende tilbage på pinden i det små - ikke mindst akademikerne.

Arbejdstilsynet har derfor samlet en række anbefalinger til, hvordan private arbejdsgivere kan sikre forsvarlige forhold for medarbejdere, der arbejder på kontor.

1. Du skal blive hjemme ved selv den mest milde sygdom

Hvis du har milde symptomer på COVID-19, må du ikke møde på arbejde. Det kan være symptomer som ondt i halsen, sygdomsfølelse, muskelsmerter, tør hoste og feber. Det kan også være hovedpine, kvalme og diarré.

Du bør først vende tilbage til arbejdspladsen, hvis du er blevet testet negativ efter henvendelse til egen læge, eller hvis du ikke har haft symptomer på corona i mindst 48 timer, lyder Sundhedsstyrelsens nuværende retningslinjer.

Medarbejdere i risikogruppen (se listen hos Sundhedsstyrelsen) bør få en konkret, individuel snak med ledelsen om, hvordan arbejdet skal håndteres.

2. Arbejdspladsen skal indrettes, så der er god afstand mellem dig og kollegerne

Ledelsen bør undlade at indkalde alle på arbejde samtidig. En del af dine kolleger bør altså stadig arbejde hjemmefra. 

På arbejdspladsen skal der som minimum være to meters afstand fra din arbejdsstation og til nærmeste person på et givent tidspunkt. I bør ikke benytte mindre rum på samme tid, for eksempel to- eller tremandskontorer, mødelokaler og opholdsrum.

Der bør være forskudte mødetider, så ikke alle møder ind samtidig – det gør det også nemmere at rejse med offentlig transport uden at komme tæt på andre

Kantinen må ikke servere buffet og skal gerne undgå at tilbyde siddende spisning i fælles lokaler. Hvis kantinen fortsat bruges til spisning, skal der være større afstand mellem borde og stole end normalt, gerne med afstandsmarkører på gulvene, som vi kender det fra butikkerne. Planlæg forskudte pauser, så ikke alle spiser samtidig.

3. Det skal være let at vaske hænder og bruge håndsprit

Der skal være vand og sæbe eller håndsprit ved alle relevante steder på arbejdspladsen. Det gælder indgangsdøre, kaffemaskiner, frokoststue, kantine og naturligvis toiletter.

Ledelsen skal desuden give klar information om, hvordan du vasker hænder og bruger håndsprit korrekt.

4. Der skal være minimal kontakt med andre

Undlad naturligvis at give hånd eller kommer i tæt kontakt med kolleger, chefer og kunder.

Møder bør som udgangspunkt holdes via telefon eller video. Hvis I alligevel skal mødes fysisk, så gør det helst udenfor og kun med få deltagere.

Forretningsrejser, kurser og konferencer skal begrænses, med mindre det foregår virtuelt.

5. Rengøring skal have højeste prioritet

Alle kontaktflader, der bliver brugt af flere personer, skal jævnligt rengøres og desinficeres. Det gælder:

  • Dørhåndtag
  • Knapper på automater
  • Fælles faciliteter som bad og toilet
  • Betalingsterminaler
  • Kaffemaskiner
  • Køleskabe, mikrobølgeovne og lignende

Toiletter skal desuden rengøres regelmæssigt, så alle overflader bliver vasket og kontaktpunkter på fx vandhane og dørhåndtag bliver desinficeret. Der må ikke være fælles håndklæder.

Hvis medarbejderne ikke har faste pladser, skal hver enkelt plads rengøres grundigt, før en ny medarbejder overtager den. Hvis du eller en kollega bliver syg, skal jeres arbejdsstation også rengøres grundigt.

6. Ledelsen har ansvaret for at sikre gode forhold

På alle arbejdspladser er det ledelsens ansvar at sikre klare instrukser til, hvordan man skal forholde sig til medarbejdere, der har symptomer på COVID-19. Og for at sikre sunde og sundhedsmæssigt forsvarlige arbejdspladser i det hele taget.

Ledelsen bør desuden udarbejde klare retningslinjer for, hvordan medarbejdere kommer bedst muligt tilbage på jobbet efter et sygdomsforløb.

7. Arbejdsgiver skal melde klart og tydeligt ud

Det er afgørende, at arbejdsgiverne melder klart ud til de ansatte. Derfor har myndighederne følgende anbefalinger til god kommunikation om corona:

  • Saml informationer ét sted
  • Giv klar besked om tiltag i organisationen. Hvem arbejder hjemme for tiden? Hvor må du ikke bevæge dig? Hvordan rengør du din plads?
  • Sørg for ensartet kommunikation, så alle har samme viden
  • Begræns lange mailtråde. Henvis i stedet til generelle anbefalinger og FAQ et centralt sted