Hospitalsdirektør: Videomøder har gjort os mere effektive
Jonas Dahl ved sit hjemmeskrivebord, hvor han siden begyndelsen af marts har brugt en del tid alle ugens 7 dage. © Privatfoto
For hospitalsdirektør Jonas Dahl er en af de vigtigste opgaver at sørge for, at medarbejderne føler sig trygge. En fast dagsorden sikrer informationsflowet i organisationen - og videomøderne har været en succes.
Vi har cirka 2.000 medarbejdere, som er specialiseret inden for forskellige faglige områder, og mange opgaver, som skal omfordeles og medarbejdere, som skal have et andet fokus, end de plejer, fordi vi har omstillet hospitalet til et covid-19-hospital.
Derfor har det været en stor og vigtig opgave at sørge for, at medarbejderne føler sig trygge. Deres arbejdsforhold har betydet meget i de her uger.
Jeg har daglige møder med afdelingsledelserne, så de er klædt bedst muligt på til at beskytte medarbejderne og svare på spørgsmål. Jeg mødes også med HovedMED-udvalget (et samarbejdsudvalg, hvor medarbejdere og ledere taler sammen, red.) hver 14. dag for at sikre, at for eksempel tillidsrepræsentanterne får løbende information om værnemidler, og hvilke scenarier vi kigger ind i, så de også har den nødvendige viden for at kunne svare på spørgsmål fra kollegerne.
Faste møder sikrer overblikket
I øjeblikket ser min hverdag sådan ud: Jeg har mit første telefonmøde med hospitalsledelsen kl. 7.30. Kl. 8 mødes hospitalskrisestaben på video, og kl. 12 har jeg videomøde med den regionale taskforce. Så vi starter i eget hus, og mødes så efterfølgende med de andre hospitaler i regionen.
Blå bog
Jonas Dahl er cand. mag. i historie og samfundsfag. Siden 2016 hospitalsdirektør for Regionshospitalet Randers. Sad i Folketinget for SF fra 2007 til 2016 og var blandt andet gruppeformand og sundhedsordfører. Fra 2013–2014 skatteminister i Helle Thornings regering.
De faste møder sikrer den vigtige interne koordinering hos os selv, samtidig med at vi har overblik over, hvor belastningen er størst, så vores medarbejdere kan træde til, hvor de gør mest gavn. På denne måde bruger vi ressourcerne mest effektivt hele vejen rundt.
Sådan har det været ugens 7 dage i lang tid. Siden begyndelsen af marts har jeg kun holdt fri skærtorsdag og sidste lørdag.
Det giver et andet familieliv, og det har haft omkostninger for vores nærvær, at der har været så mange møder, og at telefonen har ringet på mærkelige tider. Så jeg glæder mig, til vi kommer ind i en ordinær drift igen, og der bliver tid til at holde weekend. Jeg ser også frem til at holde sommerferie. Vi skulle på tur med en masse gamle studiekammerater med koner og børn, så vi er 21, som har lejet et stort hus i Spanien. Men det er selvfølgelig tvivlsomt, om vi kommer afsted.
Har været bekymret for morgendagen
Det sværeste har været usikkerheden om, hvor alvorlig sygdommen kan blive, og om vi har tilstrækkeligt med værnemidler, og om de er sikre nok. Det skal man kunne håndtere, og der er jo ikke et autoritært svar. Ingen kan med sikkerhed sige, hvad der kommer til at ske, og det ændrer sig hele tiden, så det er en usikker virkelighed at kigge ind i.
Det har aldrig været kritisk med værnemidler hos os, men der har været dage, hvor vi har tænkt, om der mon er nok til dagen efter, så der har været tidspunkter, hvor jeg har været noget bekymret for, hvordan morgendagen ville se ud. Men regionen har gjort et stort arbejde for at sikre os værnemidler, og sidste gang jeg tjekkede, var vi grønne alle steder. Så vi har til mange uger, uden at vi har kæmpe lagre. Det giver tryghed ledelsesmæssigt og forplanter sig til medarbejderne.
Når ting bliver svære, slår man flere sanser til. Krisen har blandt andet gjort, at jeg er blevet mere opmærksom på, at vi har en stor tillid til hinanden i de fire kommuner i regionen. Der er en enorm stor styrke i, at vi kan løse så mange ting sammen, og omstillingsparatheden er større, end vi tror. Det håber jeg, vi kan holde fast i efter krisen.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at når vi kigger fremad, vil vi bruge videomøder i stort omfang. Det mindsker transporttiden, så nogle møder bliver skiftet ud med hurtige videomøder i stedet for, at vi sætter os i bilerne. Det kræver en helt anden mødeledelse, og nu holder vi bedre og mere effektive møder i forhold til, da krisen startede. Møder, der kunne tage flere timer, da vi mødtes fysisk, kan vi nu afvikle på en halv time, måske fordi der ikke er så megen diskussion på videomøder. Men det stiller krav til mødeledelsen, så der har jeg lært en del.
Møder, der kunne tage flere timer, når vi mødes fysisk, kan vi nu afvikle på en halv time, måske fordi der ikke er så megen diskussion på videomøder.Hospitalsdirektør Jonas Dahl