Dansk Magisterforening

7-trinsskalaen kan være på vej ud: Ekspertgruppe skal finde ny løsning

Studerende, universitet, undervisning, karakterer

"Det er som at flytte rundt på dækstolene på Titanic", siger formand for DM Viden Olav W. Bertelsen om regeringens undersøgelse af en ny karakterskala. © Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Del artikel:

Regeringen nedsatte tirsdag en ekspertgruppe, som skal komme med bud på erstatninger til den omdiskuterede 7-trinsskala. Men projektet er uambitiøst, siger formand for DM Viden.

Den nuværende karakterskala med syv karakter fra -3 til 12 er tidligere blevet kritiseret for at være både ødelæggende og talfikseret.

Det har regeringen nu også indset, efter en stor evaluering af karakterskalaen fra EVA i 2019 har gjort det klart, at der er flere alvorlige problemer med den nuværende 7-trinsskala.

Regeringen nedsætter derfor en ekspertgruppe som skal komme med bud på nye løsninger til karaktersystemet, skriver Børne- og Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Ekspertgruppen består af 14 medlemmer med forskellig viden om grundskole, ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

Nyheden skuffer formanden for DM Viden, Olav W. Bertelsen. Ekspertgruppen har nemlig på forhånd fået udstukket klare, konkrete rammer for, hvad forslagene skal indeholde, og de ligner til forveksling 7-trinsskalaen, mener han.

”Kommissoriet ser ikke på, hvad karakterer og karaktergivning efter en skala faktisk gør ved de unges læring. De nævner for eksempel slet ikke gymnasieelevernes overfokusering på at bestå eksaminer i stedet for at lære”, siger Olav W. Bertelsen.

”Her havde vi en chance for faktisk at undersøge effekterne ved karaktersystemet og blive klogere på, hvordan det påvirker læring, men i stedet fortsætter vi bare af de samme stier. Det er som at flytte rundt på dækstolene på Titanic”.

Det er som at flytte rundt på dækstolene på Titanic

Olav W. Berthelsen, formand for DM Viden

De nye krav

Ekspertgruppens bud på nye karakterskalaer skal opfylde følgende krav:

  • Modellerne for karakterskalaer skal kunne anvendes til bedømmelse af elever og studerendes faglige præstationer
  • Modellerne for karakterskalaer skal kunne anvendes på samme måde i hele uddannelsessystemet
  • Modellerne skal repræsentere karakterskalaer, der fortsat er absolutte skalaer med eksplicitte læringsmål
  • Der skal kunne udregnes et gennemsnit
  • De enkelte karakterer og trindifferentieringen skal understøtte entydige bedømmelser og være transparente for den enkelte elev/studerende
  • Karakterskalaen skal være anvendelig i en international sammenhæng, og der skal tages hensyn til, at danske studerende ikke stilles dårligere internationalt set
  • Der skal ikke kunne gives minuskarakterer

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet

Stadig bare tal

Regeringen har blandt andet fremlagt, at der skal kunne udregnes et gennemsnit af den nye skala. Det betyder, at skalaen fortsat vil være i tal.

Maja Bodekær Black fra DM Studerende har ellers tidligere foreslået et forenklet karaktersystem, der kun har karaktererne “ikke bestået”, “bestået” og “bestået med udmærkelse”, så der kan komme mere fokus på udvikling og feedback.

I kommissoriet står også, at karakterskalaen skal være anvendelig i international sammenhæng, og at modellerne skal kunne anvendes på samme måde i hele uddannelsessystemet.

”Jeg synes, at opgaven bliver alt for snæver, så jeg kan ikke se, hvilken forskel en ny karakterskala nu vil kunne gøre. Da man indførte 7-trinsskalaen var det også med et ønske om at skabe international mobilitet”, siger Olav W. Berthelsen.

Regeringen ønsker også at fjerne minuskarakterer, der i dag findes i form af -3, og så vil de have ekspertgruppen til at belyse fordele og ulemper ved at genindføre 13-skalaen.

Olav W Bertelsen kalder det "noget gøgl".

”Man valgte jo at indføre minuskaraktererne, så man kunne straffe dem, som slet ikke ville prioritere at lære faget. Det var et valg, man traf. Det samme var valget om at fjerne 13-tallet. Der skulle man have været bedre til at formidle beslutningerne", siger han.

Senest ved udgangen af september skal ekspertgruppen have afrapporteret deres løsningsmodeller til Uddannelses- og Forskningsministeriet og Børne- og Undervisningsministeriet.

Ekspertgruppens medlemmer

  • Per Holten-Andersen (tidl. rektor på CBS), formand
  • Camilla Hutters (Københavns Professionshøjskole), medlem
  • Hanne Beermann (Professionshøjskolen UCN), medlem
  • Hanne Leth Andersen (Roskilde Universitet), medlem
  • Jesper Arkil (Arkil Holding A/S), medlem
  • Lars Ulriksen (Københavns Universitet), medlem
  • Lene Tanggaard (Designskolen Kolding), medlem
  • Marianne Kvist (Sølvgade Skole), medlem
  • Martin Mejlgaard (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning), medlem
  • Nanna Højlund (Fagbevægelsens Hovedorganisation), medlem
  • Rasmus Holme (Lærerstuderendes Landskreds), medlem
  • René La Cour Sell (De Erhvervsøkonomiske Universitetsuddannelser), medlem
  • Signe Tolstrup Mathiasen (Danske Studerendes Fællesråd), medlem
  • Søren Hindsholm (Nørresundby Gymnasium og HF), medlem

Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet