Flere langtidssygemeldinger efter fusioner
© Piron Guillaume
Ny undersøgelse fra Bispebjerg Hospital viser sammenhæng mellem organisationsændringer, som fusioner og lederskift, og stigning i langtidssygmeldinger.
Organisationsændringer som fusioner og opsplitninger af afdelinger og lederskift er ændringer mange medarbejdere har erfaring med på deres arbejdsplads.
Ændringerne kan have negative indvirkninger på det psykiske arbejdsmiljø og trivslen på en arbejdsplads. Det viser hidtidige resultater fra et forskningsprojekt, som psykolog Johan Høy Jensen står bag på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.
I ph.d.-projektet har Johan Høy Jensen anvendt data fra trivselsmålinger, der er gennemført i 2011 og 2014 blandt ansatte på alle Region Hovedstadens arbejdspladser. Det trivselsdata er sammenholdt med data om organisationsændringer i årene forud, herunder bl.a. sammenlægninger og opsplitninger af arbejdsenheder på hospitalsafdelinger.
Her taler tallene deres eget sprog. Blandt medarbejdere, der har været udsat for en eller anden form for organisationsændring steg langtidssygefraværet med 15 pct. Ved fusioner og fyringer steg sygefraværet med henholdsvis 20 og 35 pct.
”Hypotesen er, at sygefraværet stiger umiddelbart efter de her organisationsændringer, og så vil ændringerne normalisere sig på et tidspunkt, hvor sygefraværet vil falde”, siger Johan Høy Jensen til Magisterbladet.
”Vi har arbejdet ud fra en tese om, at organisationsændringer medfører jobusikkerhed og mindre jobkontrol, som er den oplevelse, man har af udviklingsmuligheder på arbejdet, og at ændringer i det psykiske arbejdsmiljø, kan forklare noget af den stigning, vi ser i sygefraværet”, tilføjer han.
Mikroniveau
Johan Høy Jensen fortæller, at forskningsprojektet har undersøgt organisationsændringer i arbejdsenheder, som er det laveste niveau i organisationshierarkiet. Det er særligt detaljegraden af denne undersøgelse, der er nyt.
”Meget af den tidligere forskning har set på højere niveauer, hvor fx to virksomheder bliver lagt sammen. Problemet med nogle af de undersøgelser er, at man ikke kan være sikker på, at den enkelte ansatte faktisk bliver påvirket af ændringen”, siger Johan Høy Jensen.
”Når vi undersøger organisationsændringer over tid på så detaljeret et niveau, giver det bedre mulighed for at sige noget om, hvordan ændringerne har indflydelse på medarbejdernes hverdag”, fortsætter han.