Dansk Magisterforening

Dansk universitet blandt verdens 100 mest prestigefyldte

© Birgit Brinch Nielsen/Colourbox

Af Tobias Dinnesen
Del artikel:

Københavns Universitet er tilbage blandt de 100 universiteter i verden, som har det bedste omdømme. Sidste år måtte universitetet ellers lide den tort at falde uden for top 100.

De 10 universiteter i verden, som har det bedste omdømme, ligger stadig i enten USA eller England, men konkurrencen fra især de store asiatiske universiteter bliver større og større, viser Times Higher Educations World Reputations Rankings, der rangerer universiteterne efter omdømme.

Lidt tættere på vores breddegrader er der positive nyheder, da Københavns Universitet er tilbage blandt de 100 mest prestigefyldte universiteter i verden målt på omdømme i den akademiske verden. Sidste år røg universitetet ellers ud af listen. Det skriver akademikerbladet.dk.

“Det er gode nyheder, at Danmark har fået en plads på Times Higher Educations World Reputation Rankings efter at være røget ud af listen sidste år. Københavns Universitet kunne ikke hjemtage en placering blandt de 100 bedste sidste år i kølvandet på den danske regerings store bespareler på området, som førte til, at universitetet fyrede mere end 500 medarbejdere, optog 10 procent færre ph.d.-studerende og stoppede med at udbyde nogle af sine uddannelser”, siger Phil Baty, som er redaktør for ranglisten, til akademikerbladet.dk.

”Men i år har Danmarks førende universitet fundet vej tilbage til en placering i spændet fra 81-90 på listen, og det antyder jo, at universitetet er lykkedes med at komme helskindet igennem det økonomiske stormvejr som følge af besparelserne til trods for den stadigt større konkurrence fra Asien”, tilføjer han.

Næstbedste universitetsbrand i norden
Mens Københavns Universitet har fundet vej tilbage på listen, så fastholder Sverige sin magtposition i Skandinavien ved at have to universiteter på den prestigefyldte rangliste. Det anerkendte Karolinska Institutet er Skandinaviens med afstand bedst placerede universitet med sin placering på en plads mellem 51 og 60 på listen.

Sveriges andet universitet på listen, Lund Universitet, hvor en del danskere læser, fordi det ligger tæt på København, er placeret på en plads mellem 91 og 100 på listen og dermed Skandinaviens tredjebedst placerede universitet på listen, hvilket i sagens natur giver Københavns Universitet andenpladsen.

Men Københavns Universitet, Lund og Karolinska Instituttet skal ikke føle sig alt for sikre på deres placeringer, forklarer Phil Baty. Konkurrencen er nemlig stor.

“Selv om det her er en flot præstation, så er Københavns Universitet nødt til at passe på de stadigt mere prominente asiatiske universitetsbrands, som er i gang med at skabe et navn for sig selv på den internationale scene og derfor overhaler førende universiteter her i Vesten”, siger rangliste-redaktøren til akademikerbladet.dk.

Her er top 30 på listen over de mest prestigefyldte universiteter:
Placering Universitet Land
1 Harvard University USA
2 MIT USA
3 Stanford University USA
4 University of Cambridge Storbritannien
4 University of Oxford Storbritannien
6 University of California USA
7 Princeton University USA
8 Yale University USA
9 University of Chicago USA
10 California Institute of Technology USA
11 University of Tokyo Japan
12 Columbia University USA
13 University of California USA
14 Tsinghua University Kina
15 University of Michigan USA
16 University College London Storbritannien
17 Peking University Kina
18 Imperial College London Storbritannien
19 University of Pennsylvania USA
20 London School of Economics Storbritannien
21 Johns Hopkins University USA
22 ETH Zurich Schweiz
23 Cornell University USA
24 University of Toronto Canada
25 Kyoto University Japan
25 New York University USA
27 National University of Singapore Singapore
28 Duke University USA
29 University of California USA
30 Moscow State University Rusland