Dansk Magisterforening

Første tegn på besparelser: KU fjerner valgfag

Del artikel:

Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet skal spare syv mio. kroner næste år. De findes ved at reducere valgfag og lave megahold på 70-80 studerende. Det giver mindre valgfrihed i uddannelserne og overfyldte lokaler.

Regeringens besparelser på uddannelse går nu direkte ud over kvaliteten for 2000 studerende på Københavns Universitets Institut for Medier, Erkendelse og Formidling (MEF).

Regeringen har ellers givet udtryk for af, at der kan spares på landets uddannelses- og forskningsinstitutioner, uden at det får nogen væsentlige konsekvenser. Men det er ikke tilfældet på MEF. Instituttet skal nemlig spare syv mio. kroner allerede fra næste år og tvinges derfor til at skære ned på antallet af valgfag.

"Her og nu tvinges vi til at skære, så vi kun har fag, hvor der er tilstrækkelig mange studerende i lokalet. Det betyder, at de studerende får mindre valgmuligheder til at præge deres uddannelse. Og kvaliteten bliver altså ikke den samme, som den var", siger professor og institutleder på MEF Maja Horst.

Hun har allerede på instituttets intranet orienteret de studerende på de fem bachelorer- og seks kandidatuddannelser om, hvilke konsekvenser regeringens besparelser får for dem allerede fra 2016. I beskeden, som Magisterbladet er i besiddelse af, skriver institutlederen blandt andet:

"Vi er nødt til at reducere antallet af hold, så vi underviser flere sammen. Vi er også nødt til at begrænse udbuddet af valgfag. I vil således opleve, at der ikke længere er de samme valgmuligheder som tidligere. Jeg beklager virkelig meget, at det er nødt til at være sådan".


Screendump af besked på KUA's intranet fra institutleder på MEF Maja Horst

Kvalitetstab

Hun påpeger, at vi i uddannelsessystemet typisk opfattet det som en kvalitet, når de studerende har valgfrihed til selv at kunne præge deres egen uddannelse.

"Det er mange penge, vi skal spare, og det skal de andre institutter herude også. Det er klart, at besparelserne betyder mindre valgfrihed", siger Maja Horst.

Nedskæringerne af valgfag rammer fx studerende på retorik. Instituttet har blandt andet aflyst valgfag under stemmebrugsprofilen. Det bliver således ikke muligt for de studerende at specialisere indenfor dette felt i mundtlig retorik næste år.

"Det får vi desværre ikke mulighed for at udbyde, fordi det bliver for småt. Vi får altså mindre forskellighed i uddannelserne, og opfatter regeringen ikke det som et kvalitetstab, så står det den frit for”, siger Maja Horst.

Tidligere kunne de studerende vælge mellem forskellige valgfag. I studieordningen er der regler om, at der skal være en vis mængde valgfrihed, og dem vil instituttet naturligvis overholde, men den indskrænkes nu betydeligt, pointerer Maja Horst.

Nye megahold

MEF tvinges desuden til også at have mindre undervisning i seminarhold. De studerende skal i stedet indstille sig på undervisning i store hold af op til 70-80 studerende i et lokale. For instituttet skal undervise flere om ugen for de samme ressourcer. Det kan kun lade sig gøre, hvis man sætter flere studerende ind i samme lokale.

"Dermed forringes uddannelseskvaliteten. Tæt kontakt til underviserne er jo lettere, hvis man er 35 studerende end hvis man 70-80 studerende, som bliver konsekvenserne", siger Maja Horst.

Visse studerende har udtryk overvejelser om at holde orlov til situationen genoprettes. Men det skal de studerende ikke gøre sig forhåbninger om, forklarer Maja Horst:

"Det er der desværre ikke udsigter til. Vi har en ny virkelighed omkring, hvordan vores uddannelser kan se ud. Det handler om, at alle de studerende i langt højere grad skal ind i samme lokale. Så bliver der væsentlig mindre valgmuligheder".

Oplever du noget lignende på dit studie? Så vil vi meget gerne høre fra dig på magisterbladet@dm.dk!