Vi skal diskriminationen af seniorer på arbejdsmarkedet til livs

Del artikel:
Af Camilla Gregersen, forperson i DM

Vi har brug for jer tillidsvalgte til at gå i front, når der skal nedbrydes en masse fordomme om seniorarbejdskraft, for mange af jer har en nøgleposition, hvor I følger med i ansættelserne på arbejdspladsen.

”Ej, vi skal da ikke have sådan en gammel sekretær”, hørte jeg nogen sige engang i et ansættelsesudvalg. Måske kan du genkende sådan nogle vendinger på dit arbejde?

I hvert fald oplever flere og flere seniorer at blive valgt fra til jobs på grund af alder. Men også de seniorer, der er i arbejde, bliver forfordelt, når det kommer til at få tildelt de fede arbejdsopgaver og efteruddannelse. Der bliver simpelthen ikke investeret nok i seniormedarbejderne, som ofte bliver overset – og det skal vi sammen lave om på.

En stor undersøgelse fra NFA viser, at seniorer i stigende grad bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. Helt konkret viser tallene fra NFA, at 45 pct. af de ledige +50-årige har oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet i 2022. Det er en stigning på 18 pct. sammenlignet med 2018. Knap hver tiende senior i job bliver også diskrimineret, hvilket næsten er en fordobling siden 2018.

Tallene bekræfter desværre, hvad vores egen rådgivning har af erfaringer fra samtaler med vores seniormedlemmer.

En større seniorundersøgelse fra DM i 2018 viste, at seniorer får tilbudt mindre efteruddannelse. Der er en direkte negativ sammenhæng mellem alder og tilbud om efteruddannelse. Dengang viste DM’s undersøgelse, at halvdelen af de 50-54-årige har fået tilbudt efteruddannelse, mens det kun er tilfældet for 40 pct. af de 60-64-årige. Er man over 65 år, er der endnu færre, der (32 pct.) har fået tilbudt efteruddannelse. Der er endda blot tale om tilbud om efteruddannelse, og ikke om man også har mulighed for at tage imod det.

Men det er ikke kun ude på arbejdspladserne, diskriminationen foregår. Det sker også, når seniorer søger job. De bliver simpelthen ikke kaldt til samtale, selv om cv’erne bugner af lukrative job og kompetencer enhver 35-årig vil give sin højre arm for at få. Fravalg af seniorer kan skyldes, at arbejdsgiver eller nogen i et ansættelsesudvalg tænker, at en 63-årig ikke vil være i stillingen i 10 år. Men det er der jo heller ingen garanti for, at en 35-årig vil! Og hvis man hyrer en person, der er rundet de 60 år, så er der større chance for at man får en trofast arbejdskraft ind ad døren. Det er den mentale omstilling, vi sammen med jer tillidsvalgte skal være med til at rulle ud på arbejdspladserne.

Der er heldigvis også sket noget positivt: på statens område har vi – fagbevægelsen og statslige arbejdsgivere - fået øremærket midler til kompetenceudvikling til personer, der er +55 år.

Nogle af redskaberne til at sikre fastholdelse er at indgå senioraftaler. Det kan vi se fra egne undersøgelser, hvor vores medlemmer har fleksibilitet og nedsat tid øverst på ønskelisten. Vi kan se at mange ønsker sig sådan aftaler, men for få opnår dem. Det skal vi hjælpe på vej.

Det er også nødvendigt, at der sker mentalitetsforandring på arbejdspladserne, så vi kan få vendt udviklingen og i højere grad også ansætter folk i 60’erne, som søger en stilling. For alderskrimination er ulovligt og uacceptabelt.

Bliver man opsagt, når man er fyldt 60 år, er det i hvert fald svært at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Det stiller folk i en dødsvær situation, hvor de er nødt til at forsørge sig selv eller tage hul på deres pensionsmidler. Det kan være en personlig tragedie, og det er spild af dygtig arbejdskraft.

Derfor har vi brug for jer tillidsvalgte til at gå i front, når der skal nedbrydes en masse fordomme om seniorarbejdskraft. Mange af jer har en nøgleposition, hvor I følger med i ansættelserne på arbejdspladsen. Jeg vil opfordre til, at I ser på, hvordan det statistisk ser ud hos jer. Måske hyrer I også sjældent personer, som søger, når de er fyldt 60 år? Det er værd at undersøge.

Det kan også være, at I støder på nogle andre skævheder i ansættelserne – det kan være om unge i den anden del af aldersskalaen, om køn eller handicap. Hvis I oplever diskrimination, så må I meget gerne sende mig en mail på cg@dm.dk. Jeg er stærkt optaget af, at vi får et rummeligt arbejdsmarked.

Som altid vil jeg slutte med at sige jer tak for jeres indsats. I gør en forskel som tillidsvalgte for kollegerne.

Bedste hilsner

Camilla Gregersen
Forperson i DM

}