Less work-bevægelsen breder sig: Arbejdet skal ikke styre livet

For bare 20 år siden var det kun de færreste, der stillede spørgsmålstegn ved, om en karriere for fuld skrue og unger i institution fra morgen til sen eftermiddag nu også var den bedste model for arbejds- og familieliv.

I dag popper kritikerne op i alle segmenter og overalt i landet. Flere og flere vender ryggen til det traditionelle lønmodtagerliv for at dyrke uafhængigheden på et minimalt budget. Det siger
Sofie Marie Billekop, der skriver ph.d. på RUC om fænomenet blandt vidensarbejdere. Hun kalder dem for less work-bevægelsen.

”De er ofte idealister, der hellere vil bruge deres tid på at dyrke en meningsfuld interesse end på at tjene penge og jage rundt. Klimabevidstheden er et gennemgående træk”, forklarer hun.

Målet for bevægelsen er at skabe en mere bæredygtig hverdag for dem selv og deres familier.

”Mange af dem, jeg taler med i mit forskningsprojekt, har oplevet stress, meningsløshed eller en følelse af, at der er mere bullshit end substans i deres arbejdsliv. De savner nærvær, og de indstiller sig på en usikker økonomi for at få tid til det, de synes er vigtigere”, forklarer Sofie Marie Billekop.

Maks. 25 timer om ugen

Halvvejs inde i sin ph.d. har den 38-årige sociolog endnu ingen tal på, hvor stor less work -bevægelsen er, eller hvor meget den er vokset i de senere år.

”Det er jo ikke sådan, at de har en organisation eller en Facebook-gruppe eller arrangerer demoer. Men jo mere, jeg dykker ned i emnet, jo tydeligere bliver det, at de popper op alle vegne, at de protesterer mod de samme ting og har mål og værdier til fælles”, siger Sofie Marie Billekop.

Der er flere grunde til, at less work-tankegangen har momentum lige nu, mener hun.

”Vi bliver stadig mere individualiserede på vores arbejdspladser og i ansvaret for at gøre livet perfekt i øvrigt. Det lægger en tung vægt på vores skuldre og er formentlig medvirkende til, at så mange bliver ramt af stress lige nu. Det betyder, at mange når til et 'tipping point'”, siger sociologen.

Derfor skal eksempelvis hjemmepasserne ikke retfærdiggøre deres valg på samme måde i dag som for 10 år siden.

”Og der står også en anden respekt om folk, der træffer alternative karrierevalg. For eksempel en af mine cases, der bygger et tiny house. Det tager rigtig meget tid, for han skal finde ud af alting selv. Han har kun lønarbejde tre dage om ugen”, forklarer Sofie Marie Billekop.  

Hendes målgruppe er vidensarbejdere, der arbejder max 25 timer om ugen. Dem, hun har interviewet, ligger i aldersgruppen 27-45 år. Mange af dem oplever, at de skal alting i den alder, siger hun.

”Det er i de år, vi skal købe hus, føde børn, opbygge karriere og have perfekte kroppe. Mange må erkende, at de der Instagram-drømme om det perfekte liv alligevel aldrig kan blive til virkelighed. Og at de har været tæt på at brænde sammen i forsøget på at opnå det”, siger hun.

Ph.d.-stipendiaten er selv en af dem, der har kæmpet med stress og i dag skriver sin ph.d. på deltid for at have bedre tid med sin søn på tre år. Men der følger også afsavn med at strække pengeposen nogle år længere.

”Jeg vil bo i et hus uden for byen, men det er der ikke mange penge til. Jeg kan ikke gå ud at spise eller tage i biografen, når det passer mig”, siger hun.

At flere kommer til at leve med lavere forbrug, af lyst eller nød, er hun ikke i tvivl om.

”Klimakrisen har medført mange refleksioner over, hvordan vi lever. Jeg ser less work-bevægelsen som frontløbere i den omstilling, som hele samfundet bevæger sig hen imod”, siger Sofie Marie Billekop.