Gå til sidens indhold

Tillidsvalgt i det offentlige

Din vigtigste opgave som tillidsrepræsentant er at repræsentere klubbens medlemmer overfor ledelsen, når I forhandler og fastlægger løn og ansættelsesvilkår.

Som tillidsrepræsentant er du valgt af dine kolleger til at varetage deres løn- og ansættelsesmæssige interesser på jeres fælles arbejdsplads. Du er kollegernes repræsentant i samarbejde og forhandlinger med ledelsen. Men du er også mange medlemmers primære kontakt med DM.

På det offentlige arbejdsmarked er der en lang tradition for tillidsrepræsentanter på den enkelte arbejdsplads. Vores tillidsrepræsentanter bidrager dagligt til at sikre, at overenskomsterne følges lokalt, og at det enkelte medlem via tillidsrepræsentanten mærker, at DM er der for dem. Tillidsrepræsentanterne er DM på arbejdspladsen.

Som tillidsrepræsentant (TR) er din hovedopgave at repræsentere klubbens medlemmer lokalt på arbejdspladsen og varetage deres løn- og ansættelsesmæssige interesser. Det er din pligt at gøre dit bedste for at fremme og vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold. Ledelsen har i øvrigt samme forpligtelse.

Tillidsrepræsentantens opgaver

  • At forhandle løn og tillæg for nyansatte
  • At forhandle lønaftaler (forhåndsaftaler) og tillæg ved de årlige lønforhandlinger
  • At være med til at løse personsager og være medlemmernes "forsvarsadvokat", både når der er samarbejdsproblemer, og hvis advarsel eller afsked kommer på tale
  • At holde øje med, at overenskomstens bestemmelser overholdes
  • Beskyttelse af tillidsvalgte

    På det offentlige område er du omfattet af beskyttelsen for tillidsvalgte, hvis du er: tillidsrepræsentant, suppleant for tillidsrepræsentanten, medarbejderrepræsentant i SU- og MED, suppleanter for medarbejderrepræsentanter i SU- og MED eller arbejdsmiljørepræsentant.

    Beskyttelsen betyder, at du normalt er mere beskyttet i ansættelsen end dine kolleger, men at du er mere udsat, hvis du fx bevidst opfordrer til strejke eller til brud på overenskomsten.

    Som tillidsvalgt skal du være den sidste blandt ligemænd, der bliver afskediget inden for dit kvalifikationsområde.

    Du kan grundlæggende kun opsiges som tillidsvalgt, hvis der er tvingende årsager, og en afskedigelsessag skal følge nogle særlige regler om varsling, forhandling og voldgift.

    Arbejdsmangel eller opsigelse på grund af personalereduktioner er i sig selv ikke en tvingende årsag til at afskedige en tillidsvalgt. Arbejdsgiver skal kunne bevise, at de ikke lige så godt kunne have en afskediget en anden medarbejder.

    Varsler

    Du skal partshøres efter reglerne i forvaltningsloven, hvis din arbejdsgiver indleder en afskedigelsessag, og du kan ikke blive opsagt, før DM og arbejdsgiver har forhandlet sagen.

    • Er du ansat i staten skal forhandlingen ske, senest 8 dage efter at DM har modtaget meddelelsen om den påtænkte afskedigelse.
    • Er du ansat i en kommune eller region, skal forhandlingen ske, senest 3 uger efter at DM har modtaget meddelelsen om den påtænkte afskedigelse.

    Varsel ved afskedigelse på grund af individuelle årsager:

    • Individuelt varsel + ekstra 3 måneder.

    Varsel ved afskedigelse på grund af arbejdsmangel:

    • Staten og regioner – individuelt varsel.
    • Kommuner – individuelt varsel, dog mindst 6 måneder for tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
  • Samarbejdsudvalg

    Du er automatisk medlem af arbejdspladsens samarbejdsudvalg (SU) eller medindflydelsesudvalg (MED). Her er du med til at aftale generelle retningslinjer for arbejdspladsen. Det kan for eksempel være om kompetenceudvikling, medarbejderudviklingssamtaler eller ansættelse på særlige vilkår, når arbejdspladsen skal have formuleret en personalepolitik.

    Som tillidsrepræsentant fungerer du som talsmand for de medarbejdere, som har valgt dig, og kan som sådan over for arbejdspladsens ledelse komme med forslag, opfordringer og klager fra medarbejdere samt optage forhandlinger om lokale spørgsmål. Du har et særligt ansvar for at skabe interesse om faglige spørgsmål og sætte gang i og koordinere den faglige aktivitet på arbejdspladsen, for eksempel gennem medlemsmøder, klubmøder og fyraftensmøder. Du bør endvidere deltage i kurser og møder, så du holder dig ajour som tillidsrepræsentant.

    Derudover er det en god idé at holde kontakt med andre tillidsrepræsentanter på arbejdspladsen og koordinere og samarbejde med dem.

  • Forhandlingsret

    Som tillidsrepræsentant har du ret til at forhandle. Det vil sige, at du har krav på, at ledelsen forhandler med dig om lokale problemer - også om personspørgsmål. Du har endvidere ret til at få alle relevante informationer fra ledelsen vedrørende forhandlinger om løn og tillæg i forbindelse med personsager og generelle informationer om arbejdspladsen.

    Du har således krav på at blive holdt orienteret ved kommende afskedigelser af kolleger, der ikke er tidsbegrænset ansat, og at blive holdt bedst muligt orienteret om ansættelse af kolleger samt andre skridt fra ledelsens side inden for din medarbejdergruppe.

    Du har samtidig bemyndigelse fra DM til at forhandle og indgå aftaler på DM’s vegne.