Gå til sidens indhold

I DM vil vi fællesskabet

Mange problemer rundt om på arbejdspladserne er kollektive, selv om medarbejderne ikke altid ved det. Det er således også medarbejderne i fællesskab, der er bedst til at løse problemerne, og derfor vil vi i DM skabe kollegafællesskaber, som kan opnå konkrete forandringer. Som tillidsvalgt har du en vigtig rolle i at være med til skabe faglige kollegafællesskaber og til at motivere kollegerne til at være med.

Husker du fællesskabsfølelsen under OK 18-forhandlingerne? Det var følelser og erfaringer, som mange delte, og som gav fællesskabstanken et tiltrængt comeback. De erfaringer skal vi bruge til at skabe faglige fællesskaber på arbejdspladserne og opnå konkrete lokale forbedringer.

OK 18-forhandlingerne var således en øjenåbner for mange, for de viste, at fagforeningerne kan noget, når vi er solidariske og kæmper sammen. Samtidig er mange nået til et punkt, hvor de tænker nok er nok, når kollegaen går ned med stress, eller når ledelsen præsenterer omstrukturering nummer tre på fem år.

Den ånd skal vi bruge til at skabe fællesskaber på arbejdspladserne. Fællesskaber, som kan skabe konkrete forbedringer for medlemmernes arbejdsliv, hvor omstruktureringer, mindre tid og usikre vilkår skaber problemer for både trivslen, fagligheden og kvaliteten i opgaverne.

Det er ikke det samme som, at vi ikke samtidig skal arbejde på de store linjer, hvor vi kæmper for de bedste løn- og arbejdsforhold for medlemmerne. For DM er en politisk organisation med power, som kan gøre sin indflydelse gældende. Det sker for eksempel, når vi laver lobbyarbejde på Christiansborg og samarbejder andre politiske organisationer.

Men det er vigtigt, at vi også arbejder lokalt på arbejdspladserne, hvor vi kan opnå konkrete resultater. Det giver medlemmerne et bedre arbejdsliv, og det understøtter det politiske arbejde i omverdenen. Samtidig giver det medlemmer og potentielle medlemmer et klart billede af DM som en stærk organisation, som kan skabe resultater både konkret på arbejdspladsen og i større målestok. 

Fællesskabets comeback

I nogle år, hvor individualismen har været fremherskende, har en del medarbejdere haft en følelse af, at man skulle klare problemerne selv. Det har gjort det svært at tale med kollegerne om udfordringerne, eller rejse det overfor ledelsen og sågar tillidsrepræsentanten.

Men tidsånden har ændret sig på det punkt, og vi kan igen se værdien af at stå sammen. Det skal vi gribe til også at skabe arbejdspladsfællesskaber.

For når det for eksempel handler om trivselsproblemer og manglende anerkendelse, er det typisk et kollektivt problem på arbejdspladsen, og derfor giver det rigtig god mening at løse problemerne i fællesskab. Det betyder, at mange får glæde af ændringerne og samtidig kan se, værdien af et fagforeningsmedlemsskab.

Man kan sige, at hver gang en DM-konsulent hjælper ét medlem, mister vi muligheden for at løse problemet for mange andre, som står i samme situation. Og hver gang, en konsulent løser en opgave på én arbejdsplads, mister vi muligheden for at hjælpe mange arbejdspladser samtidig.

Som tillidsrepræsentant har du en vigtig rolle i at være med til skabe faglige kollegafællesskaber og til at motivere kollegerne til at være med.

 

Meld dig ind i dit lokale netværk

Et lokalt netværk med andre tillidsvalgte kan give dig ny inspiration og fornyet gejst. Derfor har vi startet fem regionale netværk, hvor du møder tillidsvalgte med samme udfordringer som dig.

Udover sparring og erfaringsudveksling, får du et læringsfælleskab og konkrete værktøjer til at skabe et fagligt fællesskab med kollegerne på din arbejdsplads.

Netværk for tillidsvalgte