Gå til sidens indhold

Mobning og seksuel chikane

Mobning er ødelæggende for ofrenes arbejdsliv, så en forebyggende indsats er værdifuld.

Almindelige uoverensstemmelser på en arbejdsplads, drillerier, skænderier med kolleger eller uenigheder med en chef om arbejdstid eller arbejdsopgaver falder ikke ind under begrebet mobning. Men uløste konflikter kan over tid udvikle sig til mobning.

Ofrenes oplevelse af de krænkende handlinger er et centralt aspekt i mobning.

Hvad er mobning?

Mobning er karakteriseret ved, at en person over længere tid udsættes for gentagne, krænkende handlinger, der opfattes som sårende eller nedværdigende, og som den pågældende ikke kan forsvare sig imod.

De mest hyppige former for mobning er:

  • Tilbageholdelse eller fordrejning af information 
  • Bagtalelse eller udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab 
  • Latterliggørelse, skæld ud i det offentlige rum 
  • Fjendtlighed eller tavshed 
  • Sårende personlige bemærkninger 
  • Usynliggørelse 
  • Nedvurdering 
  • Usaglig fratagelse eller reduktion af ansvar og arbejdsopgaver.

Seksuel chikane

Seksuel chikane er en særlig form for mobning. 

Der er tale om seksuel chikane, når en person regelmæssigt og over længere tid udsættes for uønskede handlinger af seksuel karakter, som vedkommende oplever som krænkende. Det kan være:

  • Uønskede berøringer
  • Uønskede verbale opfordringer til seksuelt samkvem
  • Sjofle vittigheder
  • Uvedkommende forespørgsler om seksuelle emner 

Mobning og seksuel chikane forekommer blandt kolleger, men opleves på grund af magtforholdet stærkere, når mobberen er en overordnet, og fordi det i denne situation er umuligt at få lederens opbakning og hjælp. 

Ofrenes oplevelse af de krænkende handlinger er et centralt aspekt i mobning.

Sådan forebygger I mobning

Den bedste forebyggelse af mobning er, at man på en arbejdsplads hele tiden har en proces, som sætter fokus på det gode arbejdsmiljø, og at man hele tiden arbejder på at forbedre arbejdsmiljøet. Erfaringen viser nemlig, at mobning som regel hænger sammen med et generelt dårligt arbejdsmiljø, et højt konflikt- og aggressionsniveau, samarbejdsvanskeligheder og dårlig ledelse. 

En god kollegagruppe er et godt værn mod mobning, og det er derfor vigtigt, at medarbejderne på en arbejdsplads kommer ind i de forskellige sociale og faglig fællesskaber og grupperinger på arbejdspladsen, og at dette aspekt tænkes ind i den måde, arbejdet organiseres på.

Det kan være en god ide, at I udarbejder retningslinjer for god tone, for hvordan man opfører sig og tager hensyn til hinanden.

Information om mobning og chikane kan være med til at italesætte problemer og få kollegerne til at reflektere over og diskutere tendenser til mobning på arbejdspladsen.

For mobbeofre kan adgang til individuel hjælp, fx via en hotline, være en god ting. Det er også en god ide at have retningslinjer om, hvordan man behandler tilfælde at mobning og chikane.

Du kan kontakte DM, der kan hjælpe med råd og vejledning om, hvad du som arbejdsmiljørepræsentant kan gøre i den konkrete situation.