Gå til sidens indhold

Arbejdsmiljø og andre samarbejdsorganer

Det kan styrke indsatsen for et godt arbejdsmiljø, hvis I lægger arbejdsmiljøorganisationen ind i jeres lokale samarbejdsorganisation. Men I skal nøje overveje fordele og ulemper.

 Arbejdsmiljøarbejdet omfatter i højere og højere grad det psykiske arbejdsmiljø: trivsel, sundhed, stress og sygefravær. Dermed er der opstået et behov for at koordinere det arbejde, der foregår i samarbejdsorganisationen med det arbejde, der foregår i arbejdsmiljøorganisationen. Og i loven er der mulighed for at integrere arbejdsmiljøarbejdet helt eller delvis i det lokale samarbejdsorgan.

De fælles områder er blandt andet:

  • Virksomhedens mål, strategi, budget, økonomi
  • Personalepolitik
  • Arbejdspladsvurdering og APV-handlingsplan
  • Trivselsundersøgelser
  • Den årlige drøftelse af arbejdsmiljøet
  • Rationaliserings- og omstillingsprojekter
  • MUS 

Fordele og ulemper

Der er flere fordele forbundet med at lægge arbejdsmiljøorganisation og samarbejdsorganisation sammen. I undgår overlap af opgaver, og der sker en effektivisering og professionalisering af arbejdet.

Erfaringen siger, at ledelsen ofte opprioriterer arbejdsmiljøarbejdet, at flere får viden om arbejdsmiljø, og arbejdet kommer ind i et større og mere kompetent forum.

Ulemperne kan være, at dele af den traditionelle arbejdsmiljøindsats bliver glemt eller nedprioriteret, at mindre gruppers interesser bliver overset til fordel for helheden og de mange. Nogle har dårlige erfaringer med, at der opstår interessekonflikter mellem tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.

Hvad der er bedst for jer, beror på en konkret vurdering af forholdene på jeres arbejdsplads. DM har ikke en generel anbefaling, men du kan ringe til en af DM's arbejdsmiljøkonsulenter, hvis du har behov for sparring på spørgsmålet om sammenlægning med andre samarbejdsorganer.