Gå til sidens indhold

Vedtægt

for Landsklubben af sektioner for forskning og videregående uddannelse

§ 1. Navn
Landsklubbens navn er ”Landsklubben for forskning og videregående uddannelse”.

Stk. 2. Landsklubben er oprettet i henhold til § 4 i vedtægt for Sektoren for uddannelse, forskning og formidling – DM Viden

§ 2. Formål
Landsklubbens formål er:

  • At varetage interesserne for de landsdækkende klubber, der organisatorisk er placeret i landsklubben, i forhold til sektorbestyrelse, hovedbestyrelse og kongres
  • At styrke klubmedlemmernes politiske, løn-, arbejds- og uddannelsesmæssige interesser i DM og i samfundet i det omfang, hvor de enkelte landsdækkende klubber giver bemyndigelse hertil
  • At sikre, at medlemsrelevant og dækkende information formidles til og mellem de landsdækkende klubbers medlemmer
  • At udpege landsklubbens repræsentanter til sektorbestyrelsen, sektorens arbejdsmarkedsudvalg, kongressen og andre repræsentationer i DM samt opstille kandidater til HB-valg.

§ 3. Organisatoriske forhold
Landsklubben virker inden for rammerne af bestemmelserne i vedtægt for Sektoren for uddannelse, forskning og formidling – DM Viden

§ 4. Medlemmer
Landsklubben omfatter medlemmerne af følgende landsdækkende klubber:

Klub 34 – Lærere på øvrige undervisningsinstitutioner
Klub 41 – Lærere på folkehøjskoler
Klub 43 – Lærere på musikkonservatorier
Klub 45 – Lærere på sprogcentre
Klub 49 – Navigationslærere

Stk. 2. De landsdækkende klubber fastsætter selv deres vedtægter, der godkendes af bestyrelsen i Sektoren for uddannelse, forskning og formidling - DM Viden

Stk. 3. Valget til de landsdækkende klubbers bestyrelser skal ske ved direkte valg blandt klubbernes medlemmer

§ 5. Landsklubbestyrelsen
Landsklubben konstituerer sig ved valgperiodens begyndelse med formand og næstformand

Stk. 2. Bestyrelserne i de i § 4 nævnte landsdækkende klubber udpeger hver 2 medlemmer og 2 suppleanter til bestyrelsen for landsklubben. Udpegningen sker i de år, hvor der er valg til sektorbestyrelsen, og tiltrædelse sker 1. januar i det efterfølgende år. Valgperioden er på 3 år. Genudpegning kan maksimalt finde sted 3 gange.

Stk. 3. Landsklubben fastsætter selv sin forretningsorden

Stk. 4. Landsklubben kan invitere gæster til bestyrelsesmøderne. Dog er det kun medlemmer af bestyrelsen eller disses suppleanter, der har stemmeret.

Stk. 5. Landsklubbestyrelsen udpeger i henhold til § 7 i vedtægten for Sektoren for uddannelse, forskning og formidling – DM Viden 2 medlemmer og 2 suppleanter til sektorens bestyrelse samt 2 medlemmer til sektorens Arbejdsmarkedsudvalg, hvoraf 1 medlem skal være ledighedsberørt og 1 medlem i beskæftigelse.

Stk. 6. Landsklubbestyrelsen vælger i h. t. § 10 i vedtægten for Sektoren for uddannelse, forskning og formidling – DM Viden delegerede til kongressen.

§ 6. Landsklubbens hverv
Landsklubben behandler og afgør alle anliggender, som alene vedrører forholdene for landsklubben samt alle anliggender, der af sektorbestyrelsen henlægges til afgørelse i landsklubbestyrelsen.

Stk. 2. Landsklubbestyrelsen kan indgå forpligtende aftaler, som alene vedrører landsklubbens medlemmer.

Stk. 3. Landsklubbestyrelsen har ret til at engagere sig i samfundsdebatten og tage initiativer til samarbejde inden for landsklubbens område med grupper inden for eller uden for DM.

Stk. 4. Landsklubbestyrelsen kan anvende sine økonomiske midler til landsklubbens formål, der angår landsklubbens medlemmer inden for landsklubbens område under respekt for, at Sektoren for uddannelse, forskning og formidling er en sektor.

Stk. 5. I tilfælde af tvivl om et bestemt anliggende skal afgøres af sektorbestyrelsen eller landsklubbestyrelsen, bestemmer sektorbestyrelsen, hvor anliggendet skal afgøres.

Stk. 6. Landsklubbestyrelsen tilstræber en ligelig kønsmæssig repræsentation i sektorbestyrelsen, og at større medlemsgrupperinger bliver repræsenteret i bestyrelsen.

Stk. 7. Landsklubbestyrelsen respekterer de landsdækkende klubbers autonomi og indstillingsret vedrørende egne medlemsforhold i relation til DM's øvrige politiske organer.

§ 7. Vedtægtsændringer
Forslag til vedtægtsændringer behandles på et ordinært bestyrelsesmøde i landsklubbestyrelsen. Vedtagelse sker med 2/3 flertal af bestyrelsens medlemmer med efterfølgende godkendelse i bestyrelsen for Sektoren for uddannelse, forskning og formidling – DM Viden.

§ 8. Ikrafttræden
Disse vedtægter er godkendt af Sektoren for uddannelse, forskning og formidling – DM Viden på sektorens møde den 28. august 2015 og på HB-mødet den 31. august 2015 og træder i kraft 1. januar 2016.