Gå til sidens indhold

Kort nyt

Kort nyt fra området.

ICOM udskyder ny museumsdefinition

Det var imødeset med spænding, da den internationale museumsorganisation, International Council of Museums (ICOM) 7. september afholdt sin kongres i Kyoto. På dagsordenen var nemlig en helt ny definition af, hvad et museum er, der blandt andet indeholdt en sætning om, at museer skal bidrage til ”social retfærdighed, global lighed og planetarisk velvære”. Sætningen blev af kritikere opfattet som alt for politisk.

Og det opgør, var man angiveligt ikke indstillet på at tage i ICOM. I hvert fald stemte et stort flertal for at udskyde beslutningen om en ny museumsdefinition og arbejde videre med det, som ICOM’s præsident, Suay Adsoy, kalder ”en af de mest demokratiske processer i ICOM’s historie”.

Fund af mulig kongsgård ved Erritsø

Arkæologerne ved Vejlemuseerne kunne i slutningen af august rapportere om et enestående fund. Udgravninger ved Erritsø syd for Fredericia har afsløret endnu en ny, næsten 50 meter lang vikingetidshal, der har stået i flere faser. Det betyder, at stedet formodentligt har været et magtcentrum i mange generationer, og at Erritsø-komplekset dermed muligvis var vigtigt allerede tidligere end i 700- og 800-tallet.

Fundet er yderligere interessant, fordi bygningskomplekset har store lighedspunkter med stormandsgårdene ved Lejre og Tissø, der i mange år har været kendt som opholdssteder for 600-800-tallets kongemagt. Tidligere har man tænkt, at de sjællandske byggerier hørte til ét kongerige, måske uden sammenhæng med det øvrige nuværende Danmark. Men nu samler riget sig med fundet af hallen i Erritsø, der er næsten identisk med de sjællandske. Og stedets strategiske beliggenhed ved Lillebælt, hvorfra al sø- og landtrafik kunne kontrolleres, bestyrker teorien om sammenhæng med de sjællandske befæstninger, skriver Vejlemuseerne.

Fængselsmuseum lukker

Kriminalforsorgen har besluttet at afvikle Københavns Fængslers Museum ved Vestre Fængsel. Det skyldes, at lokalerne skal bruges til andre formål.

Museet har gennem 25 år skildret hovedstadens fængselsvæsen fra 1662 til i dag, og det råder over en række historiske genstande, herunder gamle såkaldte undvigelsesremedier med tilhørende historier, ulovlige genstande og eksempler fra en tid, hvor fængslet producerede legetøj.

Kriminalforsorgen vil "i videst mulig omfang" forsøge at få andre museer til at overtage effekterne.

Fængslet var drevet af otte medarbejdere i Kriminalforsorgen.

Nye kulturinstitutioner for 53 milliarder

Kulturen i Danmark fattes penge, men den nyudkomne udgave af rapporten ’Cultural Infrastructure Index’ viser, at der på globalt plan bruges enorme summer på at bygge nye museer og kulturinstitutioner. 148 institutioner blev bygget i 2018 til en samlet pris af 8 milliarder dollars – ca. 53 milliarder kroner. Sidste år var tallet en smule højere, men det skyldes angiveligt enkelte ekstremt dyre projekter som det nye Louvre-museum i Abu Dhabi, der åbnede i november 2017. De tre dyreste færdiggjorte kulturbygninger i 2018 var i øvrigt alle kinesiske. Rapportens forfattere noterede allerede sidste år, at kulturinstitutioner bliver stadig dyrere på grund af publikums øgede forventninger om oplevelser ud over det sædvanlige.