Gå til sidens indhold

Museer drukner i kulturarv

At smide ud er blevet en næsten lige så vigtig opgave for museerne som at samle ind. ”Vi har nok skubbet noget foran os”, erkender museumsdirektør. Men øvelsen er svær. For det, der kasseres i dag, kan vise sig at være interessant i morgen.

Debat på Kulturmødet på Mors

Indsamling, registrering, bevaring, formidling og forskning. Sådan lyder de fem såkaldte søjler, der definerer opgaverne for statsanerkendte museer. Men måske burde man tilføje en sjette søjle: kassation.

Danmark er udfordret på bevaringen af vores kulturarv. Det har flere rapporter fra Rigsrevisionen konstateret. Og en del af problemet ligger i de mængder af indsamlede genstande, der bare vokser og vokser.

Løsningen kan synes enkel: få dog ryddet op! Men der er både ressourcespørgsmål og faglige dilemmaer i vejen. Det kom frem, da bevaringsopgaven blev diskuteret ved en debat på Kulturmødet på Mors.

”Et museum som mit har samlet ind over 150 år. Der er samlet ind lag på lag ud fra forskellige paradigmer. Noget skal ud, men det er enormt ressourcekrævende, og svært, for hver gang vi mister noget”, sagde Ulla Schaltz, der er direktør for Lolland-Falster Museum.

Og det er ikke kun fordi, museerne ikke kan styre deres indsamlingsiver. En stor del af genstandene bliver bragt af ivrige borgere.

”Da jeg startede som direktør stod der hvert uge en pose med ting, folk havde indleveret. Det er dejligt at borgerne tænker på os. Men det er en kæmpe opgave at kigge på de ting. Perspektivet flytter sig jo hele tiden, og på det seneste har vi været meget optaget af publikumstal. Så ja, vi har nok skubbet noget foran os”, fortsatte hun.

Suppeopskrift viser dilemma

Et dilemma er også, at genstande kan få ny værdi, i takt med at forskningsteknikkerne udvikler sig. Ulla Schantz gav som et eksempel, hvordan nogle undseelige potteskår for nyligt skabte helt ny indsigt.

”Vi har gravet potteskår frem fra stenalderen og kan analysere, hvad der har været i de potter. På den måde har vi faktisk rekonstrueret en 6000 år gammel suppeopskrift”, fortalte hun.

Det eksempel kommenterede Jesper Stub Johnsen, chef for Nationalmuseets Bevaringsafdeling.

”Suppeopskriften er et godt eksempel på de spor, man kan få ud af at analysere kulturarven. Og vi skal være opmærksomme på, at kulturhistorien også tilbyder et katalog af mulige løsninger for fremtiden. Derfor har vi behov for kvalificerede samlinger”.

”Men I kan jo mere og mere, så hvordan skal man vurdere, hvad der er brug for at gemme? Det lyder som et uløseligt dilemma?” spurgte tv-vært Clement Kjersgaard, der modererede debatten.

”Ja,” lød det kortfattet fra Jesper Stub Johnsen.

Styrelseschef: Museer skal låne af hinanden

Hvis det samlede ansvar for kulturarven skal placeres et sted, er det på Ole Winther, enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen. For lidt over et år siden gjorde han sig bemærket, da han på de svenske museers årsmøde udtalte, at halvdelen af Danmarks museumsgenstande er ”gammelt skrammel”, der kan smides ud. Siden modererede han sin udtalelse, men han fastholder, at mængden bør bringes ned.

”Et spørgsmål er, hvor meget der bliver udstillet. Hollands største kunstmuseum har opgjort, at de kun udstiller 8 procent af deres genstande. så hvad gør vi med det, der ikke er tilgængeligt? Der er jo også den mulighed, at museerne låner af hinanden. I dag har vi hundredevis af gamle symaskiner rundt omkring. Men hvis man låner af hinanden, behøves der kun 23 i stedet for 223”, sagde Ole Winther, der dog også roste museerne for at gøre et ”fantastisk stykke arbejde” med at skabe det manglende overblik, som Rigsrevisionen efterlyser.

Løsningen, mener Ole Winther, må ligge i, at museerne bliver bedre til at koordinere, hvem der tager sig af forskellige typer genstande.

”Det handler også om at verden forandres. Før var museerne meget stadsfæstede, men nu skal de ikke være mini-nationalmuseer. Så må museumslederen prioritere hårdt: hvad er væsentligst i forhold til den del af historien, jeg skal formidle”.

Samtidig erkendte han, at det er en svær og risikabel øvelse, når man skal kassere genstande.

”Engang var Hammershøi ikke det store nummer i kunstvidenskaben. Men tænk hvis man havde kasseret nogle af hans værker i lyset af, hvor stor stjerne han er nu”.

Kassation skaber vrede

Men det, at man koordinerer og fordeler bevaringen af forskellige typer genstande, er heller ikke uden problemer, påpegede Ulla Schantz. For museumsgenstande har i høj grad en lokal forankring.

”Jeg foreslog for et par år siden, at vi skulle sende vores genstande til et arkiv på Sjælland. Der blev ramaskrig, også blandt politikere. Genstande kunne ikke bare sendes væk fra Lolland-Falster”, fortalte hun.

I det hele taget er det en følsom sag blandt brugerne, når man skiller sig af med ting, sagde Flemming Just, direktør for Sydvestjyske Museer og formand for Organisationen Danske Museer.

”Vi er ret gode til at smide ud. Vi har en benhård samlingsprofil, der hænger sammen med vores forskningsprofil. Vi behøver ikke 17 barnevogne fra 20'erne, og landbrugsredskaber har vi smidt ud. Men borgerne forstår ikke, at vi siger nej til 9 ud af 10 af de ting, de kommer med”.

Og det blev bekræftet af en af debattens tilhørere, Folmer Hjort Kristensen, der sidder i bestyrelsen for Læsø Museum:

”Hvis I mangler penge, må I udlodde genstandene på en offentlig auktion. At skrotte dem er skammeligt”, opfordrede han.

Det så Flemming Just dog ikke nogen mulighed for. Også af rent etiske grunde.

”Vi er forpligtet til at køre det til destruktion. Det skal ikke være sådan, at folk ser, at museet tjener penge på det, man har indleveret”.

Løsningen, som alle helst ser, er naturligvis, at der bliver bygget flere tidssvarende magasiner. Men, som Flemming Just forklarede:

”Vi har spurgt kommunen om midler til et magasin, og så får vi at vide: Det er ikke særligt sexet, I spørger om 12 mio., når vi har problemer på socialområdet. Kommunen siger, det er statens opgave og vice versa”.

Han sætter dog sin lid til, at der i sidste års finanslov blev afsat penge til en undersøgelse, der skal kortlægge behovet i forhold til bevaring af kulturarven og danne grundlag for en handlingsplan.