Gå til sidens indhold

Bombe under museer ulmer stadig

Stadig ingen afklaring på sagen om millionlån, Feriefonden i sin tid ydede til danske museer, som nu forfalder til betaling. ”Det vil betyde lukning”, siger berørt museumsdirektør. Politiker anklager den tidligere regering for nøl.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af Lasse Højsgaard

Detoneringen er udskudt, men lunten brænder stadig til det, som i værste fald kan være en ren bombe under økonomien på en lang række museer.

De skylder nemlig penge til Arbejdsmarkedets Feriefond (AFF). Lån, som forfalder i år og i de kommende år, men museerne hidtil har troet, de ikke skulle betale tilbage. Problemet er bare, at sagen ikke er afklaret politisk, og derfor går de berørte museer stadig i uvished.

”Den oprindelige aftale var, at vi skulle betale lånet 15. oktober. Siden har vi fået en skrivelse om, at fristen er udskudt til 31. december”, fortæller Mette Bjerrum Jensen, direktør for Ringkøbing-Skjern Museum.

De 3 måneders udskydelse laver dog ikke om på den barske realitet: Museet har ingen penge til at betale det lån.

”Hvis vi vitterligt skal betale lånet tilbage, så er planen at gå konkurs, med mindre der kommer nogle og redder os. Men vores kommune er ikke interesseret i at stå med en gæld, som deres museum skal betale. Måske kan vi beholde en lille del af museet”, siger hun.

Sagen står stille

Ringkøbing-Skjerns Museum fik i 1994 et 25-årigt lån af AFF på 13,5 millioner kroner. Meldingen fra AFF var dengang, at pengene var en slags kulturstøtte, der ikke skulle betales tilbage – enten ville lånet blive eftergivet eller forlænget yderligere. Men en lovændring i 2014 gjorde, at pengene nu alligevel står til at blive indkrævet.

”Hvis de gennemfører det her, er det en bombe under turistindustrien, under museerne og alt muligt andet. Der bliver stille derude, for der er rigtig mange ting, der må lukke”, siger Lars Christian Nørbach, direktør og Nordjyllands Historiske Museum, der også står med et millionlån, der forfalder i år.

Det paradoksale i sagen er, at alle stort set alle politikere ønsker at finde en løsning for museerne. Sager omkring AFF hører under Beskæftigelsesministeriet, og tilbage i 2017 lovede daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen at finde en løsning. Han ville dog gerne undersøge, om det ville være brud på EU’s regler om statsstøtte at eftergive lånene. Siden har sagen stået stille. Politikerne har utålmodigt ventet på at kunne forhandle en aftale, og museerne har endnu mere utålmodigt ventet på svar, om de var købt eller solgt.

Kan ikke udvikle museet

Den uvished er både ubehagelig og decideret skadelig for museernes arbejde og udvikling, siger Lars Christian Nørbach.

”En ting er, at vi står til at skulle betale noget, vi på ingen måde har regnet med at betale. Skulle det nu ske, vil det betyde, at vi går konkurs. Men den anden ting er, at det stopper alt udviklingsarbejde, når et museum på den måde er i fare for at lukke. Hvis jeg går til en fond med et projekt, vil fonden sige: fint projekt, men vi vil ikke risikere at blive rodet ind i en konkurssag”.

Han har ingen forståelse for, at det har taget så langt tid, uden at der er kommet en afklaring fra politisk hold.

”Fint nok at det skal undersøges med EU-lovgivningen. Men det har taget så længe, at jeg næsten har glemt, hvornår man gik i gang”.

Det var en række museer, kulturinstitutioner og ferierelaterede virksomheder, der i halvfemserne fik lov at låne penge i AFF. Beskeden var angiveligt til alle, at forfaldsdatoen for lånet mest bare var proforma. Men ingen fik det på skrift.

Mette Bjerrum Jensen erkender, at det i dagens lys ser lidt mærkeligt ud.

”Jo, som ny i det her game kan man godt undre sig over, at ikke en eneste har fået på skrift. Men uanset hvem jeg spørger – museumsdirektører, kommunaldirektører – alle siger, at der meget præcist blev sagt, at man skulle regne med at lånet kunne forlænges eller eftergives. Så måske var det naivt, men så er der dæleme mange mennesker, der er naive”.

Hun er dog stadig optimistisk omkring en løsning.

”Jeg arbejder med mange scenarier. Men det, jeg håber, er, at man finder en fornuftig løsning, der enten eftergiver lånet eller gør os i stand til at betale tilbage uden at gå konkurs. At lade 30 institutioner konkurs, det vil jo være en katastrofe for museumsverdenen”.

EL: Regering udskød sagen

En anden, der undrer sig over, at sagen er trukket ud så længe, er folketingsmedlem Christian Juul fra Enhedslisten. Han er medlem af beskæftigelsesudvalget og har adskillige gange stillet spørgsmål til den tidligere minister om sagen.

”Min mistanke, som jeg ikke kan dokumentere, er, at der simpelthen ikke er blevet arbejdet med spørgsmålet. Jeg tror, de bevidst har udskudt det at finde en løsning til efter valget og så undskyldt det med, at EU trækker sagen i langdrag. Det er ganske besynderligt, at et så simpelt spørgsmål ikke kan besvares i løbet af måneder”, siger Christian Juul.

Han forstår i det hele ikke, at Troels Lund Poulsen overhovedet valgte at bringe sagen til EU. I Christians Juuls øjne er det indlysende, at det ikke er konkurrenceforvridende statsstøtte, hvis man giver penge til en lokal kulturinstitution.

”Selv glade amatører kan sige, at det ikke har konkurrencemæssig betydning, om et museum i Nordjylland tager 10 kr. mindre i entre. Museer er så forskellige, at man går ikke efter billetpris. Men regeringen har været hysterisk bange for, at EU skulle mene noget andet”.

Christian Juuls bud på en løsning er, at museerne tilbydes en forlængelse af lånet eller alternativt mulighed for at afvikle lånet under fordelagtige vilkår. En eftergivelse af lånene vil han også godt diskutere.

”Men så vil jeg diskutere det med arbejdsmarkedets parter først. For i så fald tager man andre folks penge og giver dem til museerne. Men jeg vil ikke afvise det, hvis det er muligt, og parterne siger fint”.

Ex-minister afviser kritik

Tidligere beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen afviser, at han eller ministeriet skulle have nølet i forhold til at få afklaret mulighederne for en løsning for AFF-lånene.

”Vi har gjort det, der var muligt. For mig var det vigtigt, at vi fik lavet en grundig gennemgang af, hvad mulighederne var. Det har taget lang tid, men det har vi også orienteret folketinget om løbende”, siger han.

Hvorfor har det taget så lang tid?

”Fordi vi har haft en dialog med kommissionen, og samtidig skulle vi jo komme overens med de politiske partier. Men det har været vigtigt for os at komme op med en grundig løsning, og ikke bare nogle hovsaløsninger”.

Der står i en redegørelse fra kammeradvokaten, at tilskud til kulturelle aktiviteter sandsynligvis ikke vil være konkurrenceforvridende. Set i bakspejlet: var det lidt for overforsigtigt at gå til EU med sagen, som derved er blevet væsentligt forsinket?

”Det mener jeg bestemt ikke. Og det er jo ikke kun kulturinstitutioner, men også blandt andet vandrehjem, der har fået lån”.

Kunne man ikke bare have lavet en særlig løsning for kulturinstitutionerne?

”Det kan du jo se, når der kommer en løsning. Jeg kender ikke den aktuelle status. Men jeg er tryg ved, at den kommende regering nok skal tage vare på sagen”.

Du har tidligere refereret til, at I har forhandlet med EU om sagen. Hvad gik de forhandlinger ud på?

”Det har jeg ikke kommentar til. Og man forhandler jo ikke om regler for statsstøtte. Det er noget, man drøfter”.

Hvilken løsning vil du selv foretrække?

”Det vil jeg sige noget om, når vi mødes i aftalekredsen. Men vi skal sikre, at kulturinstitutionerne er levedygtige i fremtiden. Og det kan der være mange modeller for, siger Troels Lund Poulsen, der ikke sidder i beskæftigelsesudvalget, men som efter eget udsagn vil følge sagen.

Ikke garanti for løsning i år

DM NATUR & KULTUR har bedt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard om en kommentar til sagen, og vi har fået sendt følgende:

”Jeg kan godt forstå, at museer og kulturinstitutioner, der har lån i Arbejdsmarkedets Feriefond (AFF), er trætte af at vente på en afklaring. Forløbet har jo desværre stået på længe, fordi det har vist sig, at der er tale om en kompliceret sag, som bl.a. handler om statsstøtte-regler. Derfor har det i flere omgange desværre været nødvendigt at udskyde tidspunktet for en forventet løsning. Efter aftale med aftalekredsen forhandler Beskæftigelsesministeriet fortsat med Europa-Kommissionen, da det er vigtigt, at vi får landet en holdbar løsning. Lige nu kan jeg ikke sige noget om, hvornår vi forventer at afslutte forhandlingerne med Kommissionen. Derfor kan jeg heller ikke give en garanti for, at vi har en løsning inden året er omme”.

Disse kulturinstitutioner skylder penge til AFF

  • Ringkøbing-Skjern Museum. Tre lån på i alt 16,5 mio. kr. til indfrielse 2019-2028.
  • Fire lån på i alt 46,9 mio. kr. til indfrielse 2028-2036.
  • Dansk Forsorgsmuseum. Et lån på 4,9 mio. kr. til indfrielse 2032.
  • Andelslandsbyen Nyvang. Et lån på 6,6 mio. kr. til indfrielse 2027.
  • Nordsøen Oceanarium. Tre lån på i alt 67 mio. kr. til indfrielse 2021-2033.
  • Et lån på 8 mio. kr. til indfrielse 2022.
  • Randers Regnskov. Et lån på 12,1 mio. kr. til indfrielse 2019.
  • Fire lån på i alt 27,1 mio. kr. til indfrielse 2019-2027.
  • Fyrtøjet. To lån på i alt 8,9 mio. kr. til indfrielse 2019-2024.
  • Et lån på 50 mio. kr. til indfrielse 2023.
  • Anholt Lokalhistoriske Arkiv. To lån på 240.000 kr. til indfrielse 2020.
  • Ribe Vikingecenter. Et lån på 10,6 mio. kr. til indfrielse 2022.
  • Doverodde Købmandsgård. Et lån på 10,4 mio. kr. til indfrielse 2021.
  • Danmarks Saltcenter. Tre lån på i alt 9,3 mio. kr. til indfrielse 2022-2036.
  • Stenaldercentret Ertebølle. To lån på i alt 7,1 mio. kr. til indfrielse 2019-2024.
  • Museumscenter Aars. Et lån på 8,5 mio. kr. til indfrielse 2021.
  • Nordjyllands Historiske Museum. To lån på i alt 5,7 mio. kr. til indfrielse 2019-2023.
  • Et lån på 1 mio. kr. til indfrielse 2020.
  • Djursland for Fuld Damp. To lån på i alt 1,1 mio. kr. til indfrielse 2020-2025.
  • Fjordcentret Voer-Færgested. Tre lån på i alt 4,2 mio. kr. til indfrielse 2020-2025.
  • Stenvad Mosebrugscenter. Et lån på 5,4 mio. kr. til indfrielse 2024.
  • Fregatten Jylland. 2 lån på i alt 56,4 mio. kr. til indfrielse 2026-2028.
  • Dybbøl Banke. To lån på i alt 7,6 mio. kr. til indfrielse 2029.
  • Bornholms Middelaldercenter. Et lån på 6,5 mio. kr. til indfrielse 2027.
  • Fiskeriets Hus. Et lån på 250.000 kr. til indfrielse 2030.
  • Øhavets Smakke- og Naturcenter. Et lån på 5 mio. kr. til indfrielse 2029.
  • Et lån på 2,2 mio. kr. til indfrielse 2028.
  • Søbygaard. Et lån på 3 mio. kr. til indfrielse 2028.
  • Zoologisk Have. To lån på i alt 120 mio. kr. til indfrielse 2031-2035.
  • Haderslev Bymuseum. Et lån på 0,6 mio. kr. til indfrielse 2028.
  • Maritimt Museum. Et lån på 49 mio. kr. til indfrielse 2034.
  • Danmarks Borgcenter. To lån på i alt 39 mio. kr. til indfrielse 2034-2037.
  • Et lån på 40 mio. kr. til indfrielse 2034
  • Odense Bys Museer. Et lån på 5,8 mio. kr. til indfrielse 2037.

(kilde: Organisationen Danske Museer)