Gå til sidens indhold

Leder

Det ser skidt ud med lønnen på de danske kulturinstitutioner, som det fremgår af artiklen om løn på museumsområdet.

Af Erik S. Christensen, DM NATUR & KULTUR

Netop nu sidder jeg i Xbussen på vej til UNIMUS-dag på Aalborg Universitet. Her skal jeg og de øvrige kulturhistoriske museer og arkiver fortælle om de mange spændende muligheder, der ligger og venter de studerende på landets museer. Men jeg skal ikke fortælle om løn- og ansættelsesforhold. Jeg skal ikke fortælle dem, at deres fremtid som museumsansatte indebærer en løn, der ligger langt under de kommunalt ansattes, vi kan sammenligne os med. Helt op til 100.000 kroner om året. Jeg skal heller ikke fortælle dem, at det er usikkert, om de nogensinde får en fast stilling. Bør jeg have dårlig samvittighed og bede dem skynde sig væk og finde sig en anden karrierevej? Nej da – for vores arbejde er så spændende og interessant, at vi åbenbart hellere vil lønnes på niveau med ufaglærte og leve en nomadetilværelse uden økonomisk mulighed for at slå os ned, købe hus og stifte familie.

Selv arbejder jeg på et pragtfuldt kulturhistorisk museum med dygtige og engagerede medarbejdere og en visionær leder. Museet ligger i udkanten af byen i smukke omgivelser med skov og park, men det kan man ikke betale sine købmandsregninger med. Mange af mine gravende kolleger arbejder i den frie natur og får masser af motion med spader, skovle og trillebør. Men kan de leve af det? Nej, der skal løn til.

Som overenskomstansat er du sikret en fast grundløn, der svarer til en kontorassistent eller en ufaglært arbejder. Hertil siger ny løn – som blev indført for mere end tyve år siden – at vi også har ret til at forhandle tillæg, noget som i praksis har vist sig vanskeligt at håndhæve. Dels er der ingen sanktionsmuligheder, så hvis din leder ikke vil give dig tillæg, må du vælge, om jobbet er noget for dig. Det er især disse tillæg og ikke mindst størrelsen på dem, som skiller os på museerne fra andre akademiske jobområder.

Der er ikke mange penge til løn, fortæller vores ledere, og der hersker da heller ikke tvivl om, at de og hele museumsområdet er voldsomt økonomisk presset. Kommunerne kan blive enige om at skære ned på kulturen, og på det statslige område ser vi også nedskæringer. Nedskæringer, som rammer hårdt på lønbudgettet, som er langt den største budgetpost i vores verden. Museerne arbejder under museumsloven, som har været til fortsat diskussion i tyve år, og midlerne til indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling bliver smurt stadigt tyndere ud. Det er disse vigtige, interessante og spændende opgaver, vi varetager og forsvarer med vores faglighed. Hvorfor er det ikke værdsat, og hvorfor er vi ikke selv gode til at værdsætte vores arbejde?

I Landsklubben for Forskning & Formidling har løn- og arbejdsforhold været et hovedområde for vores indsats. Vi kæmper for, at så stor en del af den lønsum, som arbejdsmarkedets parter skal forhandle om, falder på det centrale område. Så er alle, der arbejder under en overenskomst, sikre på, at der kommer noget i lønningsposen. Derimod ønsker vi at minimere de penge, arbejdsgiverne skal stille til rådighed for medarbejderne til lokalløn. Her viser al erfaring nemlig, at disse penge alt for sjældent kommer på forhandlingsbordet – medmindre der på museet findes en tillidsrepræsentant, som kan sætte fokus på løn og tillæg, forhandle forhåndskontrakter med arbejdsgiverne, så man er fri for altid at forhandle om alt, og som sørger for, at lønsummen bliver fordelt så retfærdigt, som man kan blive enig med sin arbejdsgiver om.

Vi skal også kigge indad. Hvorfor er der så stor forskel på lønningerne på sammenlignelige museer? Hvorfor er der museer, hvor medarbejderne ikke har rejst krav om en overenskomst, har startet en arbejdspladsklub og valgt en tillidsrepræsentant, på trods af at institutionerne gennem sammenlægninger og fusioner er blevet store nok til at kunne løfte disse opgaver? Vi kan se, at de steder, hvor der er en tillidsrepræsentant, virker det. Så hvorfor dette fravalg af muligheder for at få lønnen på dagsordenen overfor ledelsen?

Der er ingen tvivl om, at arbejdsgiverne må til lommerne. De kan godt finde penge til den generelle lønstigning; hvorfor er det så så svært for dem at finde de lokale lønmidler? Mange ledere kan godt indse, at der skal lønmidler til for at sikre og udvikle de institutioner, de er sat til at administrere. Her må vi samarbejde, for det er også i vores interesse. Men vi må insistere på, at vi får en lønudvikling, hvis vi skal fastholde interessen fra de unge mennesker, jeg nu skal møde på Aalborg Universitet.