Gå til sidens indhold

Leder

Reform, oprydning – eller bare fordummelse – på museumsområdet?

Af Hanne Veber, DM NATUR & KULTUR

I marts 2019 frigav Realdania en rapport med den – måske lidt misvisende – titel ”Museumslandskabet. Kulturpolitikkens udvikling og museernes vilkår”. Rapporten var bestilt, i og med at kultur er en del af Realdanias brede bæredygtighedsbegreb, hvor kultur kan være en driver i forhold til at fremme stedbundne potentialer over hele landet. Dette fremgår af den administrerende Realdania-direktørs forord til rapporten. Rapportens forfattere, konsulentparret Lasse Marker og Søren Mikael Rasmussen, understreger i deres indledning, at de primært har set på museernes publikumsrettede aktiviteter og økonomiske vilkår, mens de ikke, som de formulerer det, er gået ”i dybden med museumsloven øvrige fire søjler: indsamling, registrering, bevaring og forskning”.  At de har prioriteret på den måde, giver muligvis god mening i forhold til en bunden, tidsbegrænset opgave knyttet til et formål, der ser museer som en mulig udviklingsgenerator i lokalområder. Men det giver ingen mening i forhold til at foregive, at her foreligger en analyse af museernes økonomiske vilkår, sådan som forfatternes indledning prætenderer. Rapporten bygger på økonomiske nøgletal på museumsområdet fremskaffet via et privat analysebureau. Tallene drejer sig primært om fordelingen af egenindtægter, offentlige og kommunale tilskud samt bevillinger fra private fonde. Rapporten har ikke set på økonomien i museernes opgaver med indsamling, registrering, bevaring og forskning, dvs. fire ud af de fem opgaver, som museerne ifølge museumsloven er sat i verden for at varetage. De konstaterer, at antallet af årsværk på de danske museer siden indførelsen af 2 %-besparelserne i 2016 faldt fra 4.037 til 3.878 allerede det første år. De konstaterer også, at de øgede indtægter på mange museer fra entré- og cafésalg ikke har kunnet kompensere for den faldende driftsstøtte. De årlige grønthøsternedskæringer på museumsområdet siden 2016 har bevirket, at yderligere besparelser i dag truer museerne på deres eksistens.  Det forholder Marker og Rasmussen sig ikke til. De beskriver i et interview med DM NATUR & KULTUR [Læs artiklen] museernes protester mod nedskæringer som ’jammer’ og ’hylen op’ – et ordvalg, som plejer at kendetegne meningsdannere, der hellere går efter manden frem for bolden. I forlængelse heraf bliver det så museernes egen skyld, at kulturpolitik er en tabersag, som Marker formulerer det i interviewet. I selve rapporten afholder de to skribenter sig fra den form for retorik. De konstaterer – med henvisning til udtalelser fra repræsentanter for de store fonde og den ny Museumslov fra 2013, som påbyder museerne at have forskere ansat, hvis de vil søge om offentlige forskningspuljer – at der er krav om at fastholde lødighed og høj faglig kvalitet på museumsområdet. Men de forholder sig ikke til, hvordan den ønskede kvalitet kan fastholdes på driftsbudgetter, som årligt beskæres med 2 procent. I stedet fornøjer de sig, i interviewet, med uhæmmet at pege fingre af den syge. Det hører ingen steder hjemme!

Der kan formentlig skabes bred enighed om, at museumsområdet på flere punkter har brug for fornyelse, men som i alle andre arbejdsmarkedspolitiske forhold vil det nok være en god idé, om politikerne tog områdets egne folk med på råd, når reformpolitiske tiltag skal udvikles. Dette har flere reformivrige kulturministre – på det seneste Mette Bock – forsømt. Det er ikke godt nok, at man hyrer konsulenter og spindoktorer, som lever af at mene dit og dat om hvad som helst, uden at de nogen sinde selv har haft fingrene i bolledejen. Det kan vel være, at museumsområdet kan strømlines mere i forhold til skiftende tiders fokus på markedsgørelse og oplevelsesøkonomi, samtidig med at den faglige kvalitet fastholdes. Det er vel heller ikke utænkeligt, at de forskellige parametre gensidigt kan understøtte hinanden, som Marker og Rasmussen citerer direktøren for Den Gamle By i Århus for at mene. Men det kræver volumen. De små og mellemstore museer kan ikke være med her; deres omsætning målt på besøgstal og entréindtægter er for lille til at gøre dem attraktive for investeringer fra de store fonde, som rapporten påpeger. Til gengæld ligger de på mange af de lokaliteter i provinsen, som dele af Christiansborg mener, har brug for offentlige arbejdspladser. Så hvorfor ikke fastholde og udbygge disse museer?  Det ville dog være logik for burhøns – og sikkert også billigere og bedre end de udflytninger fra hovedstaden, man har gang i for at modvirke strukturreformens tømning af provinsen for uddannede offentligt ansatte. Det ville kunne give noget sjovere, gladere og mere givende for sammenhængskraften i landet end lukninger af de små museer og oprydning og omfordeling til fordel for de store, som Marker og Rasmussen gør sig til talsmænd for.

En fattig trøst kan det måske være, at partierne i blå blok, som har stået for nedskæringerne i kulturlivet gennem det såkaldte omprioriteringsbidrag, står til massiv tilbagegang i det kommende folketingsvalg. Blandt de blå partier er det alene de Konservative, som vil afskaffe omprioriteringsbidraget. De små partier i rød blok vil gøre det samme, mens Socialdemokratiet vil begrænse omprioriteringsbidraget til 0,5 % fra 2022. Det fremgår af artikler i dagbladet Information 16. maj. Kun tiden vil vise, hvor sagen lander. I mellemtiden må DM Forskning & Formidling fortsætte med at fundere over, hvorledes man skal forholde sig til det faldende antal årsværk på museumsområdet – hvilket er et andet udtryk for, at der bliver færre og færre fastansættelser og flere og flere løst ansatte medarbejdere på museerne. Et gradvist videnstab på flere felter bliver det sandsynlige udkomme. Det vil der ikke være megen egnsudvikling i.