Gå til sidens indhold

Valgkamp uden kulturpolitik

Kulturen er blevet et politisk lavprioritetsområde. Vælgerne vægter det ikke højt, og politikerne er bange for kritik, hvis de omfordeler midlerne. Museumsdirektører håber på politikere med visioner og mod.

Det er ikke kulturen, som politikerne går til valg på. Det gælder også kulturministerens parti, som går mere op i økonomisk vækst. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.)

Af Lasse Højsgaard

5. juni skal danskerne til folketingsvalg. Spørgsmålet er, om det bliver pension, klima, udlændinge eller et fjerde tema, der bliver bevæggrunden, når krydserne sættes i valgboksene. En ting synes dog klart: Det bliver kun meget sjældent kulturpolitikken.

En meningsmåling, Altinget fik lavet i december over de vigtigste politikområder, talte sit klare sprog: Af de 16 områder, man kunne vælge, lå kulturen sidst. Boligpolitik, transportpolitik, EU – alt andet er vigtigere. For slet ikke om at tale om topscorerne miljø og klima, sundhed og udlændinge.

”Jeg kan registrere, at kultur ikke er noget, der fylder meget i landspolitisk debat – heller ikke op til valget. Ingen af partierne profilerer sig på kulturpolitik og visioner. Det synes jeg er ærgerligt, for kulturpolitik er vigtig for sammenhængskraften”.

Sådan konstaterer Nikolaj Bøgh, rådmand på Frederiksberg og folketingskandidat for Konservative. Og hans stemme er kun en af mange, der i den senere tid har beklaget, hvor lidt kultur fylder i den politiske debat.

”Hvorfor diskuterer vi aldrig kultur”. Sådan blev statsminister Lars Løkke Rasmussen spurgt direkte i et såkaldt §20-spørgsmål af den tidligere kulturminister Uffe Elbæk i april måned. Statsministerens bedste bud på et svar var, at danskerne ”grundlæggende ser ret ens på, at vi har brug for den her mangfoldighed, og at vi ikke politiserer kulturen eller skubber den foran os”.

Toppolitikere skal tale kultur

Men det kulturpolitiske fravær er et forholdsvis nyt fænomen, konstaterer Nikolaj Bøgh.

”Tidligere var det helt normalt, at politikere på topplan talte om kulturens betydning. Eksempelvis sagde Viggo Kampmann, der var kendt som stor velfærdsarkitekt, på et tidspunkt, at han interesserede sig mere for kultur end økonomi”, fortæller han.

Han savner, at nutidens toppolitikere som Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen også kommer med udmeldinger, der signalerer, at kulturen ligger dem på sinde. Og han savner også mere markante politiske profiler som kulturordførere.

”I dag er kulturordførerskabet blevet et sekunda-ordførerskab. Mange af de senere kulturordførere har været politikere på retræte eller folk, man havde svært ved at betro vigtige poster”.

Direktør for Statens Museum for Kunst Mikkel Bogh er også en af dem, der savner en varmere kulturpolitisk platform.

”Jeg savner, at kulturområdet bliver betragtet som et politikområde, man kan have visioner for. En politisk vision for, hvad det er, vi vil. Hvorfor har vi offentlig støtte til kulturen? Hvor vil vi hen med den? Hvad er det, vi tror på, når vi tror på kulturen? Jeg kan ikke se nogen partier, der har prægnante kulturpolitiske programpunkter, der giver mig en overbevisning om, at kulturen er et område, man gerne vil udvikle vores samfund med, som man vil med sundhed, infrastruktur, integration”, siger han.

Brian Mikkelsens vision

Og det handler ikke bare om flere eller færre penge til kulturen.

”Jeg ser det i bredere perspektiv. Besparelserne er symptom på, at man ikke fra politisk hold har gjort sig klart, hvor man egentlig vil hen med de kulturinstitutioner og initiativer, man støtter”, siger Mikkel Bogh.

Men hvad er så en visionær kulturpolitik? Nikolaj Bøgh nævner sin partifælle Brian Mikkelsen, som den seneste kulturminister, der for alvor havde visioner og ting, han ville med sin ministerpost.

”Brian Mikkelsen var en fremtrædende person i partiet, der kunne have fået mange ministerposter, men han valgte kulturen. Han indførte blandt andet fri entre til de store museer ud fra en tanke om, at befolkningsgrupper, for hvem prisen kunne være en barriere, også skulle have adgang til kulturarven. Så det var et synspunkt, der handlede om at demokratisere adgangen til kultur”.

En kulturpolitisk tankegang, Nikolaj Bøgh gerne vil genoptage, hvis han bliver valgt.

”Jeg ville gerne spole tiden lidt tilbage og gå i samme retning med hensyn til at gøre kulturen synlig og tilgængelig for befolkningen videst muligt. Og rent mediepolitisk så jeg også gerne mere kultur og historie på dagsordenen”, siger han.

Regnedrenge vil bestemme

Men en ting er, hvad Nikolaj Bøgh og andre håbefulde kulturpolitikere har lyst til. Et andet er, hvad de får lov til. I rapporten ’Museumslandskabet’, som er produceret for Realdania og udkom i april, analyserer forfatterne Lasse Marker og Søren Mikael Rasmussen den kulturpolitiske udvikling siden 1961. Her beskriver de blandt andet, hvordan kulturministeriet er sunket ned i magthierarkiet, og kulturpolitikken i stigende grad er blevet dikteret af Finansministeriet.

”Jeg blev tvunget til at leve op til det, som man spottende sagde om, at min kulturpolitik bestod i at spare to procent på alle driftsområder. Det er der ikke meget kulturpolitik i, vel? Det er en fattig kulturpolitik. Man behøver jo ingen kulturminister så. Man kunne bare nøjes med ét ministerium. Finansministeriet”, sagde Bertel Haarder i et interview med Jyllands-Posten i juli 2017 om sin tid som kulturminister, hvor han blev pålagt at indføre besparelser på kulturområdet. Rapporten citerer også nuværende kulturminister Mette Bock for at klage over indblanding og diktat fra Finansministeriets embedsmænd.

Kulturpolitik er tabersager

Den problemstilling erkender Nikolaj Bøgh. Men han mener, politikerne selv kan være med til at tilbageføre tidligere tiders magt og betydning til kulturpolitikken ved at føre en aktiv og synlig kulturpolitik. Kulturen skal simpelthen tales op.

”Netop derfor skal man være bedre til at sætte kulturen på dagsordenen, og det mener jeg, at politikere bredt har et ansvar for. Der synes jeg, der er sket en uheldig udvikling. Der er ikke mange politikere, der fortæller om sig selv som kulturforbrugere. I Frankrig og Tyskland ser man tit toppolitikere i teatret for eksempel. Det ser man ikke Løkke og Mette gøre”.

Rapporten giver også et konkret bud på, hvorfor kulturpolitikken er lavt prioriteret. I en tid, hvor der ikke tilføres flere penge til kulturområdet, indebærer en aktiv kulturpolitik ofte, at man omfordeler midler. Men hver gang et museum eller et teater mister støtte, medfører det ofte en storm af protester. Kulturpolitik bliver med andre ord en tabersag.

Også det kan Nikolaj Bøgh genkende.

”Politik handler jo om fordeling af begrænsede ressourcer. Og kulturens folk er velformulerede og har nem adgang til medierne. Så de kan igangsætte en slagkraftig kampagne. Fordi kulturen har været så underprioriteret i mange år, er der opstået et kedeligt modsætningsforhold. Aktørerne forventer ikke, politikerne vil dem noget godt, så de er altid klar med skarpe våben, og hele debatten er negativt ladet”.

Politik kræver mod

Mikkel Bogh er en af de museumsledere, der ikke har holdt sig tilbage med kritik af regeringens omprioriteringsbidrag. Og han er da også enig i, at det kan være en barsk omgang, at skulle stå på mål for en aktiv omfordeling af kulturmidler.

I dag er kulturordførerskabet blevet et sekunda-ordførerskab. Nikolaj Bøgh, rådmand på Frederiksberg og folketingskandidat for Konservative

”Det er et rimelig betændt område. Jeg har selv arbejdet med reference til kulturministeriet i 14 år under 6-7 forskellige kulturministre, og jeg ved, hvordan de kæmper inden for mit eget og også andre områder. Man skal jo bare flytte en krone fra et sted til et andet, så vælter der brænde ned, og Politiken rydder forsiden”.

Flemming Just er direktør for Sønderjyllands Museum og formand for Organisationen Danske Museer. Han mener, museerne er i deres gode ret til at råbe op og brokke sig, når de bliver beskåret. Men han erkender også, at det kan lægge en dæmper på den kulturpolitiske iver.

”Når nogen mister penge, mener alle – både lokalt og regionalt – at det er skidt. Men jeg savner nogle kulturpolitikere, der ikke bare stryger os med hårene. Der kan man mene, hvad man vil om Mette Bock, men vi har da haft en kulturminister, der har været modig nok til at sige: ja, der er er nogle, der kommer til at miste penge”, siger Flemming Just.

Og lige præcis det med at turde føre politik, er også Mikkel Boghs opfordring.

”Jeg er nødt til at sige: Det kræver mod at være politiker. Min frygt er, at politikerne af den ene eller anden grund – om det er frygt for dårlig presse på grund af et mimoseagtigt kulturmiljø, eller fordi de tror, vælgerne ikke synes, det er interessant – ikke vil røre det. At de holder op med at interessere sig for og selv bruge kultur. For hvis de vælger at holde fingrene fra området, misser de muligheden for at bruge kulturen til at løfte store samfundsmæssige opgaver”, siger Mikkel Bogh.