Gå til sidens indhold

"Dagpenge – jeg anede ikke, hvad det ord betød"

Efter et års arbejde i Danmark havde glaciolog Ruth Mottram stadig ikke hørt om a-kasse og dagpenge, og der skulle gå yderligere 8 år, før hun meldte sig i en fagforening. Udenlandske kolleger ved ofte meget lidt om den danske model, fortæller hun.

Glaciolog Ruth Mottram havde meget begrænset kendskab til fagforeninger, da hun kom til Danmark. Foto: Privat

Man kan ikke påstå, at klimaforsker og ph.d. Ruth Mottram ikke er veluddannet. Alligevel skulle hun nå at arbejde 8 år i Danmark, før hun rigtig forstod formålet med at være medlem af en fagforening. Først da hun ved et tilfælde opdagede, at hendes løn var mindre end hendes kolleger, begyndte hun at se ideen med et fagligt medlemsskab.

”Jeg skulle ansøge om penge til et projekt sammen med nogle kolleger. Og da vi så skulle opstille budget, kunne jeg se, at min løn var meget lavere end de andres. Mine kolleger troede, jeg havde givet dem nogle forkerte tal. Og så foreslog de, at jeg snakkede med min fagforening. Først der begyndte det at gå op for mig, hvad jeg egentlig skulle bruge en fagforening til”, fortæller Ruth Mottram.

Hun er en af de mange udenlandske akademikere, der i dag bor og arbejder i Danmark. Men hun er samtidig et godt eksempel på, at man ikke skal ret langt ud over landets grænser, før der er helt andre traditioner omkring medlemskab af fagforeninger. Ruth Mottram kommer fra minebyen Stoke-on-Trent i England, og hun voksede op i firserne, hvor landet var præget af strejker og voldsomme konfrontationer mellem arbejderbevægelsen og Thatcher-regeringen. Mottram var datter af en politibetjent, og hun havde – som mange andre i den engelske middelklasse – et lidt negativt indtryk af den kampivrige fagbevægelse, som Margeret Thatcher fik knækket med hårdhændede metoder.

Ph.d.er er ikke i fagforening

Senere kom hun til Edinburgh i Skotland, hvor hun blev kandidat i geografi og senere skrev ph.d.-afhandling i glaciologi. Og heller ikke her var fagforeningen noget, hun overvejede.

”Der er akademiske fagforeninger i Storbritannien, men det er ikke noget, man som ph.d.-studerende bliver medlem af. Det skyldes simpelthen, at forholdene for ph.d.-studerende er helt anderledes end i Danmark. Du betragtes som studerende og ikke som ansat, og du får ikke en egentlig løn, men blot et lille bidrag, som der ikke skal svares skat af”, fortæller hun.

Efter Ruth Mottram havde færdiggjort sin ph.d., flyttede hun til Danmark, fordi hendes mand havde fået job her, og kort efter – i januar 2008 – var hun heldig selv at få job som forsker på GEUS. Her mødte hun for første gang fagforeningen i form af den lokale DM-tillidsrepræsentant, der nævnte muligheden for et medlemskab. Men der var ikke tale om den salgstale, hun havde brug for.

”Han sagde, at jeg måske skulle overveje at blive medlem, men ikke mere. Han forklarede ikke hvorfor og om fordele og ulemper. Jeg tror ikke, han tænkte på, at jeg kom fra en anden kultur og reelt ikke havde hørt om fagforeningens rolle før”, fortæller hun.

Da jeg blev medlem af DM, blev jeg overrasket over, hvor mange af mine kolleger, der allerede var medlem, men aldrig havde nævnt det over for mig. Ruth Mottram

Kendte ikke dagpenge-systemet

I det hele taget var forståelsen af det danske arbejdsmarked noget, der kun langsomt gik op for hende. På GEUS var hun i begyndelsen ansat i midlertidige kontrakter, og hun fandt ud af, at hun efter tredje kontraktforlængelse ikke ville kunne blive forlænget igen.

”Så var der en kollega, der sagde: Du kan jo bare gå på dagpenge. Men hvad er det? Jeg anede faktisk ikke, hvad det ord betød. Vi har ikke det system i Storbritannien, så jeg var helt på bar bund”.

Året efter fik hun job i DMI, og her var det altså, at hun, da hun fandt ud af, at hendes løn lå markant lavere end kollegerne, meldte sig ind i DM. Herefter blev problemet med lønforskellen forholdsvis hurtigt ordnet, men i dag, hvor hun har været medlem i nogle år, er det lige så meget ideen om det kollektive sammenhold, der er vigtigt for hende, som det er behovet for at få personlig hjælp og rådgivning.

”Under overenskomstforhandlingerne sidste år kunne jeg virkelig mærke, at det var meget vigtigt, at vi stod sammen på de offentlige arbejdspladser. Jeg er ikke altid enig med fagforeningerne, men jeg kan mærke, at det giver os mulighed og mod til at blive hørt. Det gælder eksempelvis også i forhold til udflytningen af statslige arbejdspladser, hvor fagforeningerne har været en vigtig modvægt”.

Kolleger havde aldrig nævnt fagforeningen

På akademiske arbejdspladser ses et stadig større antal udenlandske medarbejdere. Men organiseringsgraden blandt disse er langt mindre end hos deres danske kolleger, og det er et erkendt problem blandt de akademiske fagforeninger. I Ruth Mottrams øjne er det ikke mærkedeligt, for i mange lande er det ikke en automatik at melde sig i fagforening.

”Når en udenlandsk kollega kommer ind første gang, tror jeg, det er meget vigtigt, at hele systemet bliver forklaret. For det kan være helt andre traditioner, vedkommende kommer fra. Det kan oplagt være tillidsrepræsentanten, der gør der. Men noget så simpelt som en folder på engelsk, der fortæller om systemet på det danske arbejdsmarked, kunne også gøre en forskel. Da jeg blev medlem af DM, blev jeg overrasket over, hvor mange af mine kolleger, der allerede var medlem, men aldrig havde nævnt det over for mig”.

Da Ruth Mottram til sidst fik meldt sig ind, fik hun i øvrigt opbakning fra lidt uventet side, nemlig hendes far, der som politibetjent ikke kunne være medlem af et fagforbund, men til gengæld selv blev kommanderet ud for at slås med demonstrererende minearbejdere i Stoke.

”Min far støttede meget, at jeg meldte mig ind. Blandt andet på grund af de forringede vilkår, som fagforeningen i Storbritannien er blevet udsat for. Så det er jo lidt sjovt, at han har skiftet mening med alderen”.