Gå til sidens indhold

Leder

Et videnssamfund har brug for let tilgængelig og troværdig information. I en tid, hvor fake news hører til dagens orden og spreder sig lynhurtigt via sociale medier, nævnes public service-nyhedsformidling ofte som samfundets nødvendige modtræk

Af Lars Trap-Jensen, DM NATUR & KULTUR

De fleste husker sikkert, hvordan argumentet med vægt blev fremført af modstanderne af sidste års medieaftale, der betød, at Danmarks Radio blev beskåret med 20 % og måtte sige farvel til 400 medarbejdere og flere kanaler og programmer.

Argumentet gælder imidlertid ikke kun det flygtige nyhedsstof. Det gælder viden i almindelighed, viden, der efterspørges bredt i befolkningen, på skoler, på videregående uddannelser og i arbejdslivet, og som mange er afhængige af hver eneste dag, for at de kan agere så effektivt og professionelt, som chefen, politikerne og tiden forlanger det af os.

Og viden som public service er nu kommet på finansloven, idet der i den seneste finanslovsaftale afsættes 23 mio. kroner over de næste fire år til at udvikle et digitalt opslagsværk, der giver adgang til de to store værker Gyldendals Store Danske Encyklopædi og Trap Danmark. Pengene rækker ikke vældig langt, mener folkene bag projektet. Bertel Haarder (V) er dog fortrøstningsfuld og vurderer, at der nok kan findes yderligere midler, når først det er løbet i gang.

Der er grund til at hilse initiativet velkommen. Dels fordi politikerne dermed anerkender, at samfundet har et ansvar for at understøtte digitale vidensressourcer, dels fordi det er kulturordførerne fra Folketingets tre største partier, der står bag finanslovspunktet. Dermed bør støtten også række ud over en enkelt valgperiode og på den måde sikre den fornødne kontinuitet.

Men hvorfor er det nu en offentlig opgave? Er det ikke bare forlagene, der ikke har været dygtige nok? Nej, her er noget andet på spil; tendensen gælder ikke nogle få, tilfældige forlag, men kan påvises generelt – og også langt ud over landets grænser. Den hænger sammen med digitaliseringen og overgangen fra trykte bogværker til onlinebaserede ressourcer med løbende opdatering. Udviklingen er for så vidt paradoksal: Mens opslagsværkerne i onlineversion er populære som aldrig før og bruges af stadig flere, er der ringe betalingsvilje hos brugerne, og resultatet har været, at opslagsværker på stribe har måttet stilles i bero eller ligefrem lukke helt. Det gælder i udpræget grad inden for ordbogsbranchen, hvor store, traditionsrige forlag som Wahrig i Tyskland og Chambers Harrap i Storbritannien er lukket, mens fx Politikens Forlag herhjemme har indstillet sin ordbogsportefølje.

Kan vi så ikke bare bruge Wikipedia og Wiktionary og google os til resten? Jo, nogle kan sikkert, og mange gør det, men det er ikke det samme, man får, og det er heller ikke tilstrækkeligt for alle. Undersøgelser har vist, at Wikipedia ikke adskiller sig nævneværdigt fra de ekspertgaranterede værker med hensyn til faktuel korrekthed. Til gengæld er de markant forskellige, når det drejer sig om vurderende udsagn. Betragter man en Wikipedia-artikels historik, er det påfaldende, hvor meget der redigeres væk af senere brugere – ofte får kun de rent faktuelle udsagn lov at stå tilbage. Det er naturligvis fint, at der ikke er fejl i Wikipedias artikler – især dem, der har en lang historik med mange bidragydere. Men hvis man eksempelvis søger at skaffe sig et overblik over nyere dansk film eller har brug for en introduktion til modernismen i dansk malerkunst, er det ikke gjort med facts alene. Her har man ikke mindst brug for fagekspertens formidlende sammenfatning af generelle strømninger og vurdering af centrale personer, værker og deres aftryk på eftertiden.

Viden er ikke almen i betydningen global. Viden er i høj grad betinget af den kultur og det sprog, den er opstået af. Man kan derfor betragte de store, nationale digitale vidensressourcer som en vigtig del videnssamfundets danske infrastruktur. Og dokumentation af vores viden og sprog er en opgave, som er helt central for samfundet, uafhængigt af forlagsøkonomi og forretningsmodeller.

De digitale ressourcer repræsenterer ikke blot det samme indhold i en anden indpakning; digitale data er væsensforskellige fra tekster på en bogside. Én afgørende forskel er, at digitale data kan deles. Og med det følger, at de kan bruges af andre og indgå i nye produkter og sammenhænge, fx integreret på hjemmesider, i undervisningsmaterialer og i sprogteknologi. Det er en anden vigtig side af infrastrukturen: Investering i digitale ressourcer giver mange afledte fordele i andre dele af samfundet, hvis de stilles frit til rådighed for alle – på samme måde som broer, veje og skinner. Og fri tilgængelighed er en rimelig betingelse ved fast, offentlig finansiering.

Vi kan som vidensmedarbejdere håbe på, at initiativet følges op med tilførelse af flere vidensressourcer i form af ordbøger og fagleksika. I modsætning til anden infrastruktur er digitale vidensressourcer nemlig rørende billige. Storebæltsbroen kostede, hvad der svarer til 39 mia. i nutidskroner, og indkøbet af 27 nye jagerfly til forsvaret beløber sig til ca. 20 mia. kroner. I den sammenligning udgør de 23 mio. kroner langt mindre end spidsen af bare en enkelt jetjager.