Gå til sidens indhold

Leder

Danske museer – kunstmuseer såvel som kulturhistoriske museer – er afhængige af fondsmidler. I den danske museumsverden vil det primært være midler fra tobaksindustrien, som kan komme – eller allerede er kommet – under beskydning.

Af Hanne Veber, DM NATUR & KULTUR

Danske museer – kunstmuseer såvel som kulturhistoriske museer – er afhængige af fondsmidler.  Bevillinger fra store fonde udgør over halvdelen af finansieringen af kulturområdets samlede støtte. Resten kommer fra stat og kommuner.  Fondsmidlerne går primært til omkostningstunge anlægsarbejder, mens de offentlige midler går til drift og aflønning af personale. Sådan har det været siden midten af 1980’erne, hvor ny lovgivning om fondsbeskatning og regler for fonde udvirkede en stigning i fondenes donationer til kulturområdet. I og med at fondene fik en økonomisk bonus ved formålsbestemte eksterne uddelinger, blev de ikke alene meget synlige på kulturområdet; de blev også en drivende kraft i udviklingen af nye museumsanlæg og udstillingskoncepter. Der er så bare lige det problem, at de nye anlæg og udstillinger skal vedligeholdes og bemandes; de skal driftes, som det hedder. Fondsmidlerne inkluderer nemlig ikke finansiering af drift, så når fondsmidlerne er brugt, skal det eksisterende personale drifte investeringen på de vigende midler fra det offentlige – som er underlagt den årlige 2 pct. grønthøsterbesparelse. De offentlige kulturkroner bliver med andre ord bundet til drift af de fine nye anlæg. Fondsmidlerne bliver på den måde en slags gøgeunge, som på længere sigt er med til at udhule kulturinstitutionernes økonomi, i og med at driften af de nye anlæg skal betales af de samme penge, som skulle have sikret museernes kerneopgaver: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling. Den finansielle konstruktion med dens enøjede fokus på publikumsrettet fondsmiddelbestemt udvikling af nyanlæg kan ikke undgå at gå ud over de øvrige fire kerneopgaver. Dem taler man så ikke længere ret meget om. For kulturpolitikken på museumsområdet i dag handler ikke så meget om indsamling, registrering, bevaring og forskning, men om at tiltrække flest mulige kunder i butikken. Museerne er på vej mod en art tivolisering og markedsgørelse – med alt hvad det indebærer.

På den baggrund kan det virke stærkt bekymrende, at sponsorater fra kapitalstærke firmaer til store kunstmuseer og kulturinstitutioner i USA, England og Frankrig er blevet mål for kritik. Bevillinger fra fonde skabt af olie- og tobaksindustrien ses som ’snavsede penge’ og demonstranter i New York har for nylig protesteret mod at velrenommerede institutioner som Guggenheimmuseet og The Metropolitan Museum of Art tager imod penge fra Sackler familien, en af USA rigeste familier og ejer af et stort medicinalfirma, Purdue Pharma, som er blevet idømt gigantiske bøder i milliardklassen for aggressiv og vildledende markedsføring af smertestillende receptpligtig medicin, som har vist sig at være stærkt vanedannede og skyld i over 200.000 menneskers død i USA alene. Medicinen markedsføres gennem datterselskaber over hele verden. De spektakulære protester mod firmaet og dets ’aflad’ gennem donationer til museer og kulturinstitutioner har givet genlyd i hele museumsverdenen. Således har både Guggenheimmuseet i New York og Tate Museum i London erklæret, at de fremover ikke vil modtage bevillinger fra fonde, som har tjent deres penge på aktiviteter, der krænker menneskerettighederne, ødelægger miljøet eller bidrager til sygdom og krig. Hermed vil fondsmidler, der hidrører fra olieindustrien, våbenindustrien og den kemiske industri, eller som kan forbindes med skattely, hvidvask og kriminel aktivitet, fremover være at anse for politisk ukorrekte for modtagerne.

I den danske museumsverden vil det primært være midler fra tobaksindustrien, som kan komme – eller allerede er kommet – under beskydning. Ligesom de store pensionsselskaber er blevet tvunget til at granske deres investeringer og sælge deres aktier i våbenindustri og selskaber, der udvinder fossile brændstoffer, fælder regnskov eller udleder giftstoffer i undergrunden, må modtagere af fondsbevilliger berede sig på at skulle overveje, om de midler, de søger hos de store kapitalfonde, er skaffet til veje ved anstændig aktivitet i overensstemmelse med gældende CSR-krav.  Det kan blive en svær øvelse.  De store formuer i danske fonde som Augustinus Fonden og Obel, der har bevilget store summer til danske museer, stammer helt eller delvis fra tobaksindustri, hvis skadelige virkninger ingen tidligere stillede spørgsmål ved. Er disse penge, som før ansås som ganske ’rene’, nu blevet ’snavsede’ og dermed uønskede? Eller er det pragmatiske svar på spørgsmålet det, som gives af direktøren for Østfyns Museer i en artikel i nærværende nummer af DM Natur & Kultur, at danske museer ikke har problemer med at modtage fondsstøtte, medmindre der er tale om penge, som kan forbindes med noget direkte kriminelt og forbryderisk som fx hvidvask?

Den slags overvejelser må danske museumsledere til at gøre sig. De aktuelle protester mod sponsorstøtte til kulturlivet fra politisk ukorrekte firmafonde giver god mening, hvis de kan få magtfulde firmaer til at ophøre med aktiviteter, som påviseligt er skadelige for mennesker, miljø og samfund. Protester mod ’gamle’ penge, som historisk set er erhvervet på fuldt lovlig vis, er måske lidt sværere at håndtere. Slavehandel var legitimt engang og blev siden til en forbrydelse. Olieudvinding sås engang som del af et velkomment fremskridt; det gør det så ikke længere. Fører man tankegangen videre, vil man i yderste konsekvens ende med at skulle spørge, om fx de dele af dansk kulturarv, som kan forbindes med udnyttelse af livegne bønder, fremover må ses som politisk ukorrekte?  Bør Odd Fellow Palæet eksempelvis affredes og nedrives, i og med at en af dets historiske ejere forskønnede det med midler fra slavehandel? Hvor trækker man grænsen? Er ’snavsede’ aktiviteter i virkeligheden en del af vor immaterielle kulturarv, som vi helst ikke taler om?

Og hvor skal penge til fornyelse og nyanlæg komme fra fremover – hvis ikke fra de private fonde, som er blevet livsnødvendige for museerne, og som ikke bliver mindre nødvendige, så længe det politisk bestemte omprioriteringsbidrag bliver ved med at høvle 2 pct. af museernes offentlige bevillinger år for år.  Kulturministerens lovning på, at besparelserne vil blive tilbageført til museerne, har vist sig at være ren aprilsnar, som det tydeligt fremgår af artiklen i denne udgave af DM Natur & Kultur om 4.-klassernes politisk bestemte busture rundt i landet på museernes regning. Ingen vil modsætte sig potentiel national dannelse af børn gennem lejrskoleudflugter til landets museer – men som en museumsleder udtaler, kunne pengene nok være anvendt bedre, hvis den overordnede ide var at føre dem tilbage til museerne.

Men intet er så galt, at det ikke er godt for noget. Selv de statslige udflytninger af arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen kan vise sig at medføre noget positivt, som artiklen om Dansk Sprognævns relokalisering til Bogense viser. Givet de vakante stillinger i nævnet, som opstod da halvdelen af medarbejderne nægtede at flytte med til Bogense, har en yngre forsker fundet sit drømmejob og er blevet relokaliseret fra prekariatet til en fast ansættelse i Bogense. Godt for hende! Og sikkert også fint for Dansk Sprognævn.

Er læren denne: Hvis folk blot er prekariserede længe nok, vænner de sig til lange transporttider og midlertidige overnatningssteder; og så vil de glæde sig over lokalisering i udkantsområder.  Det er med prekariserede akademikere, som det er med de økonomisk trængte museer og kulturinstitutioner: Hvis man udsulter dem vedvarende og længe nok, tager de til takke med næsten hvad som helst, herunder dubiøse finansieringsformer, hvis disse kan sikre overlevelsen og give håb om fornyelse.

Det kan være, vi må erkende, at fremtiden ligger i prekarisering af alle akademikere og kulturinstitutioner? Prekarisering kunne indgå mere eksplicit i deres opgavebeskrivelser! Prekariserede akademikere har alligevel ikke råd til at bo i København, så hvorfor ikke lægge alle akademiske arbejdspladser i provinsen og så nøjes med at ansætte medarbejderne på deltid og på skift? Hermed ville akademikerarbejdsløsheden være afskaffet – både for dimittender, det grå guld og alle dem indimellem! Det ville sikkert glæde Moderniseringsstyrelsen! Museerne er øjensynlig allerede sat på prekariseringstoget – og det kører bare deruda’!