Gå til sidens indhold

Indflytter

Dansk Sprognævn er efter den tvungne udflytning nu på plads i Bogense. Flytningen har været en bitter pille for nævnets medarbejdere, men for Marianne Rathje var det døren til drømmejobbet, der pludselig åbnede sig.

Flytningen af Dansk Sprognævn til Bogense har åbnet døren for et drømmejob til Marianne Rathje. Foto: privat.

Af Lasse Højsgaard

1. april mødte medarbejderne i Dansk Sprognævn for første gang ind på deres nye arbejdsplads i Bogense efter den famøse flytning, som var led i regeringens plan om udflytning af statslige arbejdspladser. Og der har været en lidt blandet stemning i det gamle varmeværk, som nu er ombygget til sprogkontorer. Omkring halvdelen af medarbejderne har holdt fast i deres jobs, og for dem har det været en opstart med en lidt bitter smag i munden over tvangsflytningen, den usædvanligt lange transporttid, de nu har fået, og tabet af de kolleger, der har sagt op, fordi de ikke vil arbejde i Bogense.

Men så er der også dem, der med et måske lidt diskret smil går rundt og glæder sig over deres nye job.

En af dem er Marianne Rathje. For hende personligt har udflytningen af Dansk Sprognævn ikke været en katastrofe. Det har været et lykketræf.

”Det er nogen, der har mistet, og nogle, der har fået. Dem, der har været her i mange år, er kede af at have sagt farvel til deres kolleger, og de skal vænne sig til en ny situation, så for dem er det træls. Og så er der os nye, der bare er glade for at have fået vores drømmejob. Men samtidig med at vi er glade for at have fået vores drømmejob, har vi også stor forståelse for, at det er svært for de andre”.

Jeg har fået min første faste stilling og er kommet ud af prekariatet, så det er dejligt.
Marianne Rathje, seniorforsker i Sprognævnet

Marianne Rathje tøver ikke med at bruge ordet drømmejob. Hun er ph.d. og forsker i dansk sprog og har i flere omgang været ansat ved Dansk Sprognævn i midlertidige forskerstillinger. Senest har hun været 6 år på SDU, men også her begyndte tiden ved at rinde ud. Sprognævnets udflytning og de ledige stillinger, det medførte, blev hendes store mulighed.

”For mig har det været glædeligt. Jeg har fået min første faste stilling og er kommet ud af prekariatet, så det er dejligt”.

Som seniorforsker i Sprognævnet skal hun fortsætte med at dyrke sit forskningsspeciale, som er sprog på sociale medier og aggressiv sprogbrug. Hun overtager desuden en tidligere medarbejders opgave med at observere og registrere nye ord, og så skal hun tage sin del af vagterne ved spørgetelefonen, hvor sproginteresserede borgere kan ringe ind med spørgsmål.

Pendleriet slipper hun imidlertid ikke for. Hun bor i Sorø med sin familie, og det giver 1½-2 timers transport til Bogense. Tyve minutter mere end hun havde til SDU.

”Jeg har været vant til at pendle, og det gør mig ikke så meget. Jeg søgte på et tidspunkt også job i Aalborg og var indstillet på at pendle dertil. Det har altid været en del af min verden. Jeg sidder og arbejder i toget og bussen, og det er faktisk rigtig god arbejdstid, fordi man ikke rigtig kan lave andet”.

Hun er da også bedre stillet end de kolleger, der fortsat bor i København. Den formelle rejsetid med bus og tog er lidt over tre timer.

Efter flytningen har alle Sprognævnets ansatte imidlertid fået gode forhold omkring hjemmearbejde. Marianne Rathje har tre en halv dag, hvor hun skal være på kontoret i Bogense.

”På universitetet var jeg der også kun 2-3 gange om ugen, så det er jeg vant til. Her er vi dog en mindre arbejdsplads, hvor vi har mere at gøre med hinanden, så det kan godt være lidt mærkeligt, at vi en dag som i dag kun er fire på arbejde. Men vi er nødt til at skifte, for at sikre, at der er dækning hele ugen på grund af spørgetelefonen”.

Selv om Marianne Rathje er lykkelig for sit nye job, føler hun dog også, at hun skal holde lidt igen på begejstringen i respekt for, at flere af hendes kolleger føler sig ramt.

”Man skal træde lidt varsomt. Men som en kollega sagde til mig: Det er godt, jeg kan se positivt på flytningen. Jeg synes, der er så mange gode ting ved Sprognævnet frem for universitetet. Og sådan en ting, som at jeg har en ugentlig overnatning i Bogense, synes jeg også er lidt spændende. Lidt som at være på ferie eller konference et nyt sted. Det kan godt være, jeg bliver lidt træt af pendleriet om et år, men lige nu synes jeg, det er dejligt”.