Gå til sidens indhold

Skepsis over kulturstøtte til busture

”Jeg kunne godt have brugt de penge anderledes” siger formanden for Danske Museer om det projekt, der skal sende skolebørn ud på busture til kultur- og naturoplevelser i andre landsdele. Det handler ikke om kultur, men om dannelse for børnene, siger kontorchef i Kulturstyrelsen.

Kend dit land-projektet skal med op imod 80 millioner kroner i ryggen sende skolebørn på kultur- og naturoplevelser i andre landsdele.

Af Lasse Højsgaard

I de kommende fire år vil kulturstøtte for mellem 70 og 80 millioner rulle ud på de danske veje i form af busser fyldt med 4. klasser, der skal lære deres land at kende. Projektet ’Kend dit land’ var den ubetinget største post i den ’kulturpakke’, som kulturminister lancerede i efteråret med omprioriteringsmidler, der føres tilbage til kulturområdet. Dengang kløede mange sig spørgende i skægget over den store post, men 21. februar blev projektet lanceret i detaljer: et rejsekatalog af kultur- og naturoplevelser på kryds og tværs af landet, som skolernes 4. klasser kan få tilskud til at begive sig ud på – som udgangspunkt i form af busture med en enkelt overnatning.

”Det bedste, vi kan give vores børn, er en forståelse af, hvem de selv er, og hvad det er for et land, de bor i. For hvis man ved, hvilket stof man er gjort af, så er det nemmere at møde den store verden med større åbenhed”, sagde Mette Bock i forbindelse med lanceringen.

’Kend dit land’-sekretariatet har lavet et katalog med i alt 15 ture. Hver tur går mellem flere landsdele og har 6-9 besøgssteder, typisk museumsudstillinger eller natur-oplevelsessteder. Skolerne kan få dækket op til 50 procent af udgifterne, resten forventes skolens hjemkommune at betale.

”Institutioner betaler for de ture”

En masse unge gæster og øget kendskab i en helt ny målgruppe – det lyder som en gave til museerne. Men museums-formand Flemming Just er alligevel ikke helt sikker på, hvilken grimasse han skal vælge.

”Tanken er både smuk og ædel. Men det er jo mange penge, man her bruger på at sende børn på kryds og tværs af landet. Og lejrskoler synes jeg dybest set er en kommunal opgave. Så set ud fra et prioriteringsperspektiv kunne jeg nok godt have brugt de penge lidt anderledes”, siger Just, der er direktør og Sydvestjyske Museer og formand for Organisationen Danske Museer.

Set ud fra et prioriteringsperspektiv kunne jeg nok godt have brugt de penge lidt anderledes.
Flemming Just, direktør og Sydvestjyske Museer og formand for Organisationen Danske Museer

Ser man på pengestrømmen, er det da også minimalt, hvad der reelt tilfalder institutionerne. Museer tager ikke entre for skoleklasser. Men i kataloget indgår de fleste steder en pris for rundvisning – typisk mellem 400 og 1500 kroner pr. klasse.

De store udgifter, som projektpuljen altså dækker halvdelen af, bliver til busselskaberne og eventuelle overnatningssteder.

”Det er jo midler, som er fjernet fra institutionerne som en del af omprioriteringsbidraget. Så kulturinstitutionerne har betalt for de ture”, siger Just.

Skal man ikke se det som en investering i kendskab og fremtidig interesse?

”Det håber vi altid på. Det smukke ved at satse på børnene er, at alle er lige, og man stimulerer en tidlig interesse. Det kan der kun siges godt om. Men jeg synes, det er mange penge at brænde af, når der samtidig skæres ned. Med risiko for at lyde som en sur, gammel mand, så er det vores penge, og jeg havde gerne brugt dem anderledes”.

Styrelse: Det er ikke kulturstøtte

Kend dit land-sekretariatet har til huse i Slots- og Kulturstyrelsen under enhedschef Ole Winther. Og han er ikke enig i Flemming Justs udlægning af midlerne som kulturstøtte, der gives i form af busrejser.

”Formålet her er ikke at lave kulturstøtte. Det handler om at få øget dannelse hos vores børn, så de får større kendskab til de dele af landet de ikke kender. Så pengene er målrettet børnene, og så bliver kultur og natur midlet. Og de eksterne parter skal naturligvis have dækket deres udgifter”, siger han.

Han forklarer, at ruterne og besøgsstederne er sammensat af medarbejdere i sekretariatet, der selv har en faglighed og erfaring inden for museumsområdet, med rådgivning fra Nationalt Netværk af Skoletjenester og Naturstyrelsen.

Formålet her er ikke at lave kulturstøtte. Det handler om at få øget dannelse hos vores børn, så de får større kendskab til de dele af landet de ikke kender.
Ole Winther, enhedschef Kend dit land-sekretariatet i Slots- og Kulturstyrelsen

”Det handler om temaer. Lærerne vælger et tema for deres klasse, vi har fremlagt en bred palet, og så kan de tage afsæt i det, der giver mening for dem”, siger Ole Winther og tilføjer, at turene er fleksible, så lærerne godt kan fravælge eller tilvælge andre oplevelser.

Allerede i efteråret blev der gennemført en slags pilottest med 3000 børn fra ni kommuner, der blev sendt ud på tilsvarende ture. Det er blandt andet på baggrund af de erfaringer, at det endelige katalog er blevet til.

”Tilbagemeldingen fra skolerne var, at de oplever projektet som meget relevant. Eleverne har refereret tilbage til oplevelserne, selv et godt stykke tid efter, så vi har ramt en klangbund”, siger Ole Winther.

Det er kommunerne, der søger midler fra puljen på vegne af deres folkeskoler. Fristen for ansøgninger fra 15. april, så Ole Winther kunne ved redaktionens slutning ikke sige noget om, hvor stor interessen har været.


Eksempel på Kend dit land-tur

Et eksempel på en tur fra Kend dit land-kataloget. Skolen kan vælge frit mellem alle besøgsteder, men minimum 2-4 skal besøges.

Tur 12 Fra Jylland til Midt- og Sydsjælland:

  • Arkæolab – Arkæolog for en dag
  • Holbæk Havn – Livet på havnen 
  • Sagnlandet Lejre – Stenalder, jernalder og vikingetid
  • Geomuseum Faxe – Fossilsafari i Faxe Kalkbrud
  • Geocenter Møns Klint – Klinten fortæller
  • Suserup Skov – Danmarks urskov
  • Sorø Kunstmuseum – Kunst og identitet