Gå til sidens indhold

Leder

Værdiskred eller ’bare’ en logisk kortslutning.

Af Hanne Veber, DM NATUR & KULTUR

Armslængdeprincippet er et spørgsmål om tidspunktet, hvor beslutninger træffes! Denne kontroversielle tolkning gør kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) gældende i et læserbrev i dagbladet Information den 12. september. Hun skriver: ”Jeg undrer mig over, at nogle mener, at armslængden knægtes, blot fordi man ikke allerede nu beslutter, hvordan ressourcerne skal anvendes”.  For ministeren er armslængde åbenbart et spørgsmål om tid i stedet for afgrænsning af rum. Hun anerkender med andre ord ikke armslængde som et princip om, at politikere bør afstå fra detailstyring af økonomiske midler til udvalgte områder – og det er jo i sig selv bemærkelsesværdigt.  Er her tale om et gedigent værdiskred? Eller blot en logisk kortslutning hos ministeren?

Mette Bocks læserbrev er en reaktion på en artikel i samme avis den 1. september om det omstridte omprioriteringsbidrag og regeringens udmelding om, at (nogle af) pengene i 2022 vil blive ført tilbage til kulturområdet – dog på den måde, at det bliver regeringen og Folketinget, som kommer til at bestemme, hvad pengene skal bruges til. I artiklen, som havde overskriften ”Regeringens finanslov lægger op til knægtelse af armslængdeprincip på kulturområdet”, citeres to kulturforskere Maja Horst og Lisbeth Worsøe-Schmidt for udtalelser om, at kulturinstitutionernes råderum indskrænkes, når politikerne vil bestemme, hvordan institutionerne skal anvende deres bevillinger. De ser heri en knægtelse af armslængdeprincippet på området – og det er de langt fra ene om.

Museumsfolk har længe peget på, at museerne med de årlige 2 procent-besparelser får stadig mindre råderum til at varetage deres kerneopgaver, og med ideen om, at politikerne skal bestemme, hvad mulige tilbageførte midler kan bruges til, bliver institutionerne afhængige af at handle ud fra, hvad der er politisk opportunt, som Maja Horst, leder af institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, formulerer det. 

Armslængdeprincippet har kendetegnet dansk kulturpolitik siden Anden Verdenskrig og har sikret principielle værdier såsom kunstnerisk frihed og ytringsfrihed. Det er de værdier, der nu pilles ved. ”Det er de folkevalgte politikeres opgave at prioritere fællesskabets ressourcer på folkets vegne”, siger Mette Bock. Hun hævder i forlængelse heraf, at armslængdeprincippet er overholdt, i og med at en anden regering end hendes egen altid kan beslutte at droppe omprioriteringen.  Det må vel betyde, skal vi tro ministeren, at armslængdeprincippet teoretisk set gælder med tilbagevirkende kraft, i og med at omprioriteringen kan tilbagerulles engang i fremtiden, hvis nogen skulle beslutte noget sådant! Den lader vi lige stå som et åbent spørgsmål til Mette Bock, som efter eget udsagn er magister i filosofi og dermed må antages at have begreb om almindelig logik.

Et andet spørgsmål, som ministerens læserbrev rejser, er, om hun anerkender, at landets statsanerkendte museer er underlagt museumsloven, som fastlægger institutionernes kerneopgaver. Ministeren skriver nemlig om kritikken af regeringens udspil til finanslov: ”Det er som om armslængde defineres på den måde, at man blot skal levere økonomiske ressourcer og i øvrigt helt blande sig uden om, hvordan ressourcerne anvendes”. Men det er lige præcis det, som er pointen med armslængdeprincippet, nemlig at politikerne stiller de økonomiske rammer til rådighed for institutioner, der virker i forhold til en lovgivning, der har defineret deres opgaver. Hvordan de vil løse opgaverne, må de have frihed til og ansvar for – uden politisk detailstyring. Som landet første kulturminister, salig Julius Bomholt formulerede det: ”Nok støtte, ikke styre!” Er det et princip, Mette Bock nu gør op med? Selv hævder hun det modsatte. Hun vil, siger hun, ”kæmpe med næb og kløer imod, at politikerne går ind og bestemmer, hvilke udstillinger der skal laves, og hvilke forestillinger, der skal opsættes, som det sker i de såkaldte liberale demokratier (hun mener vel ’illiberale’?) i disse år”. Alligevel går hun med sin regerings udspil ind og gør præcis det, når hun vil have, at de omprioriterede midler skal øremærkes til politisk valgte formål, som det også problematiseres i artiklen Politikere glemmer museumsopgaver.

Regeringens lovning er, at 33 millioner kroner af de årlige 2 procent-besparelser efter 2022 skal føres tilbage til de statslige museer, hvor de skal bruges til at åbne ”udstillinger for bredere publikumsgrupper”. Det kunne lyde som et nobelt formål, men realiteten er, at museernes andre kerneopgaver, forskning, registrering, bevaring og indsamling, allerede er beskåret gennem de årlige besparelser og vil vedblive at blive beskåret. Det er de mindre synlige opgaver, som hermed nedprioriteres.  Men disse opgaver er fundamentet for de mere synlige nyskabende udstillinger, som politikerne gerne vil score point på. Mette Bocks – og hele blå bloks – kulturpolitik gennem mange år udhuler på den måde alt, hvad der vedrører drift. To af landets største museer er allerede langt bagud med indberetning af deres registreringer – et problem som går mange år tilbage. Andre steder mangler bygningsvedligeholdelse og sikring af eksisterende samlinger. Forskning er der ringe tid til. Samtidig betyder de årlige beskæringer af driftsmidlerne på hele kulturområdet, at de faste stillinger på museer, biblioteker og arkiver ryger, mens der bliver flere løse ansættelser på politisk bestemte projektmidler. Med svingdørsansættelserne forankres uerstattelig viden ikke i institutionerne og går i mange tilfælde tabt. Det sker i en tid, hvor man i den grad har brug for besindelse på vor fælles kulturarv og brug for, at kulturforskning – og humaniora i bred forstand – mobiliseres i udtænkningen af løsninger på store menneskeskabte udfordringer i samfundet og i verden. Det kan man informere sig om i Magisterbladet nr. 7.

Det er politisk spin i stort format, når regeringen og ministeren for kultur og kirke bryster sig af, at de nu vil give kulturinstitutionerne et økonomisk løft på 400 millioner frem til 2022.  I virkeligheden er det nedskæringer og politisk styring, det handler om. Omprioritering og tilbageføring af midler er bare ord, som dækker over det.  Hvis kulturinstitutionerne skal gøre det, de er sat i verden for, skal de opprioriteres og ikke skæres ned bid for bid og fjernstyres, mens ministre spinner glade sange om, hvor godt det går.