Gå til sidens indhold

Ualmindelig sommer giver almindelig travlhed i DMI

Alle taler om vejret, især når det opfører sig anderledes. En ekstremt tør sommer gav mange henvendelser til DMI, fortæller klimatolog John Cappelen, der også helt utraditionelt måtte sætte sig ind i monsoon-regnen i Thailand.

Af Lasse Højsgaard

Den varmeste sommer i mands minde – næsten. For selv om de færreste kan huske en varmere sommer end i år, var den højeste temperatur på 33,6 grader faktisk et godt stykke fra rekorden – 36,4 målt i 1975 på Thy. Målt på solskinstimer og gennemsnitstemperatur, kniber vi os dog lige nøjagtigt foran den legendariske sommer i 1947.

Sådan fortæller John Cappelen fra Danmarks Meteorologiske Institut, der som klimatolog har vejr-historikken som sin primære faglighed. Den usædvanligt tørre sommer har givet masser af arbejde til ham og hans DMI-kolleger. For jo mere markerne og plænerne tørrede ud, jo mere optagede blev folk af, om regnen snart var på vej.

”Når vejret opfører sig ekstremt, har vi flere spørgsmål end normalt. Og med sådan en periode, hvor vejret kører i samme rille og der næsten uafbrudt er tørke, så påkalder det sig ekstra opmærksomhed. Lige som det i øvrigt også gjorde sidste år, hvor vi fik meget og kraftig nedbør”.

Som klimatolog er John Cappelen den, der har styr på den historiske og statistiske vejrudvikling. Hans rolle er groft sagt at perspektivere de vejrudsigter, som meteorologerne laver.

Afstikker til Thailand

Men Cappelen har mange faglige kasketter, og en sommer byder på meget mere end at slå op i varmerekord-bøgerne. Han er instituttets lyn- og torden-ekspert, hvilket der dog ikke har været så meget af, som normalt. Til gengæld fik han en utraditionel opgave, da Danmark – og det meste af verden – pludselig blev meget interesseret i vandstanden i en grotte i Thailand, hvor en gruppe drenge og deres fodboldtræner var blevet fanget.

”Den danske befolkning ville jo gerne følge med omkring udviklingen og hvilken indvirkning, monsoonen kunne få på redningsforsøgene, så jeg var i TV2 News flere gange. Det er ellers uden for vores ressortområde, men når der er stor interesse, er det også noget, vi gør,” fortæller han.

Befolkningens store interesse for vejret er ikke noget nyt. Men noget, John Cappelen mærker, er at alle i dag er udstyret med foto- og videokameraer qua deres mobiltelefoner. Det giver en jævn strøm af henvendelser, hvor folk har spørgsmål til fænomener, de har observeret og fotograferet. Cappelen tager sig først og fremmest af spørgsmål, der handler om sky-formationer, og dem kommer der flere og flere af.

Vejret er breaking news

En anden ”kunde”, der også besøger vejr-butikken oftere og oftere er nyhedsmedierne.

”Vejrudsigter er blevet mere profilerede i medierne. De er nærmest blev breaking news-historier. Så der er en stigende efterspørgsel, og med det skal vi også have et stigende vidensberedskab. Sommeren er jo lidt en agurketid for medierne, og så er det altid godt med en god vejrhistorie,” fortæller John Cappelen, der inden dette interview netop var i gang med at forberede data til journalister, så de kunne være klar 1. september med de opsamlende historier om at ”rekordsommeren”.

Sommeren er jo lidt en agurketid for medierne, og så er det altid godt med en god vejrhistorie. John Cappelen, klimatolog

Mange har været tilbøjelige til at koble den varme og tørre sommer sammen med klimaændringerne. Og Cappelen bekræfter, at klimaændringerne er en faktor. Men først og fremmest er det altså bare en tilfældighed, at det i år blev så tørt.

”Dem, der laver klimamodeller, siger, at jorden varmes op. Og i og med at jorden varmes op, er der mere energi i atmosfæren, og så er der også plads til mere nedbør og mere energi til ekstreme hændelser. Men den lange blokering af dynamikken i vejret, er en tilfældighed. Til gengæld starter temperaturen på et stadig højere niveau,” fortæller han.

Nørder videre derhjemme

Selv om interessen for vejret og dermed presset af henvendelser til DMI er opadgående, slår John Cappelen fast, at han først og fremmest er glad for den store interesse. Han er selv så opslugt at emnet, at han også bruger store dele af sin fritid på vind og vejr.

”Jeg er redaktør på et tidsskrift, der hedder Vejret og holder mange foredrag. Og så tweeter jeg for eksempel om regnbuer, lysfænomener, og om tropiske orkaner. Det kan hurtigt overtage en masse tid, så det kræver, at man har nok af den”.

John Cappelen kan følges på Twitter på profilen @JohnCappelen.