Gå til sidens indhold

Man skal gå på flere ben

Øget fokus på organisering er positivt for fagbevægelsen, siger arbejdsmarkedsforsker. Men man skal også huske at holde fast i medlemmerne.

Af Benedikte Ballund

Der var engang, hvor man som fagforening kunne læne sig tilbage og regne med, at medlemmerne kom uden at det var noget, man skulle tænke for meget over. De tider er for længst forsvundet sammen med eksklusivaftalerne, som betød, at man ikke kunne vælge blandt flere organisationer. Og i den situation har det været fantastisk godt for fagbevægelsen, at organiseringstankegangen har været med til at få fagbevægelsen – inklusiv DM - til at fokusere på, hvad man så er nødt til at gøre. Det siger Laust Høgedahl, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet og har været med til at gennemføre flere evalueringer af organizer-projekter.

Artikel%206,%20marts%202018%20-%20Laust%20Høgedahl,%20AAU
"Medlemmerne kommer ikke af sig selv, og organiseringstankegangen har gjort, at fagbevægelsen har skullet kigge indad og fået fornyet sit arbejde med at få mobiliseret medlemmer og lave faglig organisering”, siger Laust Høgedahl.

”I dag er det en anden situation. Medlemmerne kommer ikke af sig selv, og organiseringstankegangen har gjort, at fagbevægelsen har skullet kigge indad og fået fornyet sit arbejde med at få mobiliseret medlemmer og lave faglig organisering.”

Problemer at tage fat på

Laust Høgedahl er også en af forskerne bag undersøgelsen ”Fællesskabet før forskellen” fra 2015, som dokumenterede, at det trods snak om individualisering var alt for tidligt at lægge begrebet som ”kollektiv” i graven. Tværtimod var der en stigende opbakning til fagforeninger og solidaritet. Så kan man sige, at der også er tendenser i tiden, som gør, at det giver ekstra mening at forsøge at engagere og aktivere medlemmerne mere?

”Jeg vil snarere sige, at der er nogle tendenser på arbejdsmarkedet, som gør, at det giver mening, siger han og peger på blandt andet manglende overenskomstdækning på det private arbejdsmarked, men også på udfordringer, som også findes i den offentlige sektor.”

Særligt for akademikerne er der det helt konkrete problem, at rigtigt mange arbejder i atypiske stillinger. Der er en masse faglige problemstillinger at tage fat, også for akademikere, hvor en fagbevægelse kan være meget aktuel. Jeg tænker også, at det er sundt for fagbevægelsen, at man er nede i det relationelle plan. Det er sådan fagbevægelsen begyndte, så det er lidt back to basics. Man skal møde det enkelte medlem eller potentielle medlem, der hvor det vedrører vedkommende, og det er i de nære sager og det faglige fællesskab med kollegerne, siger han, men pointerer samtidig, at det ikke nødvendigvis er organizer-modellen i den mest klassiske form, man skal gribe fat i, hvis man vil appellere til magistre, men en oversat form tilpasset området.

Som øl og snaps

”Jeg ville foretrække en fagforening, der profilerede sig som en serviceorganisation med fokus på medlemmernes behov i hverdagen, snarere end en ideologisk kamporganisation”. Sådan lød det tilbage i 2009 i et læserbrev i Information fra en magister, der forklarede, hvorfor han havde valgt at sige farvel og tak og melde sig ud af DM. Citatet illustrerer, at forventninger til, hvad en fagforening skal kunne levere, ikke nødvendigvis er de samme hos alle medlemmer, og at ønskerne måske også skifter, alt efter hvor man er på arbejdsmarkedet og i sit eget arbejdsliv. Og det er stadig nødvendigt at have fokus på at være serviceorganisation for medlemmerne, selvom man gerne vil gøre dem mere aktive, understreger Laust Høgedahl.

Det er klart, at man skal have service, men man bør også have en tilgang, hvor man søger mere ind mod det nære fællesskab på den enkelte arbejdsplads”.
Laust Høgedahl, arbejdsmarkedsforsker.

Når vi kigger på den forskning, vi har lavet, kan vi se, at langt de fleste medlemmer af fagforeninger efterspørger begge dele. De er medlemmer for deres egen skyld, men de synes samtidig, at det at have overenskomster og kollektiv repræsentation er supervigtigt. Jeg plejer at sige, at det er som øl og snaps. Det ene udelukker ikke det andet, og alle organisationer burde gå på begge ben. Det er klart, at man skal have service, men man bør også have en tilgang, hvor man søger mere ind mod det nære fællesskab på den enkelte arbejdsplads.

Husk at holde fast

DM har som nævnt også sat fokus på organisering i lighed med andre fagforeninger, selvom man ikke som i andre dele af fagbevægelsen har set et vigende medlemstal gennem de senere år.

Er det øgede fokus på organisering og medlemmerne nødvendigt, hvis man skal klare sig som fagforening?

”Det er klart, at nogle fagforeninger har markant større udfordringer end AC-organisationerne, som har, hvad man kan kalde strukturel rygvind, fordi der bliver uddannet flere akademikere, og medlemspotentialet bliver større”, siger Laust Høgedahl.

”Men jeg vil sige, at enhver faglig organisation altid skal overveje, om man gør alt, hvad man kan, for at organisere så mange som muligt inden for ens organisationsområde. På den måde er det rigtigt fint, at man tager nye koncepter til sig og prøver at være på forkant”, siger Laust  Høgedahl, men peger samtidig på, at han har været med til at lave evalueringer af organizer-tiltag, hvor der var eksempler på, at fastholdelse blev overset.

”Det hjælper ikke noget, hvis man løber ud og organiserer otte nye medlemmer, men taber ni bag sig. Selvom det kan være mindre sexet, er der evalueringer, som viser, at meget simple fastholdelsesstrategier kan være rigtigt effektive: At man kontakter medlemmer en gang imellem, for eksempel med et brev eller en email, og at man bliver kontaktet, hvis man ønsker at melde sig ud. Selvom det måske ikke er så meget oppe i tiden, tror jeg, det er rigtigt vigtigt, at man ikke glemmer fastholdelsesdelen.

  • Solidaritet i medvind

    Blandt fagligt organiserede er der stigende opbakning til fagforeninger og et begreb som solidaritet, og det gælder også for akademikere. Det kan man læse i undersøgelsen ” Fællesskabet før forskellene” fra 2015, som er udarbejdet af forskere ved Aalborg Universitet for LO og FTF.

    Blandt medlemmer af AC-organisationer:

    - var 83 procent sig helt eller delvist enige i udsagnet ”Fagforeninger er nødvendige for varetagelsen af lønmodtageres interesser”. Det er en stigning på 16 procentpoint i forhold til 2002.

    -  var 75 procent sig enige i, at de var medlem af en fagforening, fordi de synes, at man bør være det. Det er en stigning på 10 procentpoint sammenlignet med 2002.

    - var 55 procent helt eller delvist enige i, at de var medlem af en fagforening for at være solidarisk med deres kolleger. Det er 8 procentpoint flere end i 2002.

    - var 89 procent helt eller delvist enige i, at ”Jeg er medlem af en fagforening for at få mine interesser varetaget”. Det er en stigning på 11 procentpoint.

    - var der 15 procent, som overvejede at melde sig ud af fagforeningen. ”For højt kontingent” og ”Mine interesser bliver ikke varetaget” var de mest populære begrundelser.

    - var der en større tolerance overfor at arbejde sammen med kolleger, der ikke er i fagforening. Tre ud af fire var enige i, at det ikke har nogen betydning for forholdet til deres kolleger, mens det kun var cirka hver anden LO’er og FTF’er.

    Rapporten fra undersøgelsen giver ikke mulighed for at skelne mellem forskellige AC-organisationer eller privat/offentligt ansatte.

    Kilde: Rapporten Fællesskabet før forskellene (pdf)