Gå til sidens indhold

Leder

Hvad er idéen med en stillingsstruktur på det offentlige akademikerarbejdsmarked, der bedriver forskning og formidling?

Af Hanne Veber, DM NATUR & KULTUR

På Kulturministeriets område hedder det, at stillingsstrukturen skal styrke kvaliteten af institutionernes forskning, rådgivning og formidling, ligesom den skal afspejle udviklingen på forskningsområdet og dermed fremme samarbejdet med øvrig dansk og international forskning på kulturområdet. Denne øvrige forskning på kulturområdet foregår især på universiteterne, hvor drøftelserne i forbindelse overenskomstforhandlingerne i 2013 fastslog, at stillingsstrukturen skal synliggøre karriereperspektiverne og tydeliggøre balancen mellem institutionernes kerneopgaver, forskning og undervisning. Et yderligere fingerpeg om idéen med en stillingsstruktur – ud over det helt basale: at skabe orden og system for differentieret aflønning – får man ved at se på bekendtgørelsen om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Også her tales der om udvikling af uddannelserne på et internationalt fagligt niveau, sikring af bredde i undervisernes kvalifikationer, udvikling af ny viden og gode karrieremuligheder for underviserne. Det er fint med gode hensigter omkring faglig kvalitet, udvikling og karriereperspektiver, men der er et stykke vej fra de gode hensigter og til de barske realiteter.

Hvis vi tager listen bagfra og ser på karriereperspektiverne, er de ganske nedslående set fra de fleste yngre kandidaters og også en del knap så unge forskeres og underviseres perspektiv. Dette afspejles klarest i de seneste revisioner af stillingsstrukturen på universitetsområdet, hvor samtlige stillingskategorier i dag kan gøres tidsbegrænsede, omend lektor- og professorstillinger normalt forventes besat varigt. Man har som noget nyt indført et tenure track-spor for at kunne tiltrække de bedste danske og internationale forskere. Men den type stillinger er der meget få af. Samtidig har man lagt et tydeligt skel mellem postdoc- og adjunktstillingen. Førstnævnte er primært beregnet på forskning, mens sidstnævnte er en videreuddannelsesstilling med hovedopgaverne forskning og forskningsbaseret undervisning. Den type stillinger er der heller ikke mange af. Til gengæld er der mange postdocstillinger, som ifølge Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser kan kvalificere til en karriere i det private erhvervsliv eller andre sektorer uden for universitetet, ligesom man kan få ansættelse som adjunkt eller forsker i endnu en tidsbegrænset stillingskategori. Da institutionernes basismidler til forskning samtidig er indskrænket, betyder det, at de fastansatte forskere skal ud med hatten, hvis de vil sikre sig midler til forskning. På det marked konkurrerer de med de løstansatte forskere om begrænsede fondsmidler. Om den situation er med til at fremme høj kvalitet og udvikling af ny viden, kan diskuteres.

Én ting er sikkert: Systemet giver ringe og højst usikre karrieremuligheder, i og med at man gennem de seneste årtier har uddannet tusinder af nye ph.d.er med efterfølgende postdoc­bevillinger uden at sikre, at der efterfølgende var stillinger til dem. På forskersiden har man på den måde genereret en stor masse af højt kvalificerede løstansatte på specialiseret postdoc- og seniorforskerniveau, som cykler rundt i årevis i et hamsterhjul af projektansættelser uden at få en fast stilling – fordi de har den forkerte specialisering, er for gamle, for dyre, for dygtige, for selvstændige eller for … Det hænder, at enkelte af denne kategori opnår en fast ansættelse et sted, men der er langt imellem, at noget sådant sker. Problemets omfang afspejles i praksis af det faktum, at postdocerne ved universiteterne nu har organiseret sig og er på vej med et nyt medlemsforum i DM-regi.

På institutionerne under Kulturministeriet ser scenariet noget anderledes ud. Her har det længe været kutyme, at forskere blev ansat i midlertidige stillinger. Som det fremgår af en af temanummerets artikler, er der fra et ledelsessynspunkt klare fordele ved de tidsbegrænsede stillinger. Det giver mobilitet i forskermiljøet og tilfører institutionerne nye metoder, teorier og måder at se tingene på, som kan løfte forskningen inden for et bestemt felt i en periode, hvor der er behov for det. Men der er stadig brug for en stærk fast bemanding. Hvordan sikres en fornuftig balance mellem midlertidigt og varigt ansatte – ikke blot med hensyn til løn- og arbejdsforhold, men også til karrieremuligheder? Det spørgsmål kan ikke besvares ved at se på stillingsstruktur og lokalaftaler alene. Her må bevillingssystemet indtænkes. Det gældende system med midlertidige projektbevillinger bidrager i høj grad til en overproduktion af løstansatte højtuddannede med usikre fremtidsmuligheder inden for deres fag. Arkæologerne har kendt til problemet i årevis, uden at der er fundet en løsning. Nu er de ikke længere alene om bestandig at skulle ud med hatten for at skaffe de løstansatte arbejde, sikre vigtig forskning og opfylde de mål, deres institutioner er sat i verden for.

Men ud over at skabe et akademisk prekariat hvad ’gør’ det så ved selve institutionerne, at de ikke er sikret midler til at opfylde deres forskningsforpligtelser? I november 2017 citerede Uniavisen en adjunkt på Niels Bohr Institutet for følgende udtalelse: ”Universitetet risikerer at blive et hus, hvor man som forsker lejer sig ind med fondspenge for at arbejde”. Situationen fremmer en tavshedskultur på institutionerne, hvor de færreste tør ytre sig kritisk om noget som helst af skræk for at ’lejemålet’ opsiges eller ikke forlænges. Det giver et usundt klima for forskningssamarbejde, og det gør hensigtserklæringerne om forskningsfrihed til en dårlig vittighed. Det kan ingen forbedringer i stillingsstrukturen i sig selv gøre ret meget ved, så længe rammebetingelserne ser ud, som de gør. Det har DM’s formand også for længst erklæret sig enig i. Det er måske på tide, at der tænkes i andre baner end pæne hensigtserklæringer, hvis ny viden skal genereres på højt kvalitetsniveau, og der skal sikres reelle karrieremuligheder inden for forsknings- og formidlingsområdet for den store mængde af unge og ældre forskere, som i dag lever en daglejertilværelse fra projekt til projekt afbrudt af kortere eller længere perioder med arbejdsløshed eller løsarbejde uden for egen branche. Alt andet lige genererer det videnstab, i og med at den ’løse’ viden ikke inkorporeres i institutionernes faglige vidensbank. Selvom den måske bringes til at cirkulere internationalt inden for faget, er det ikke ensbetydende med, at den også rodfæstes lokalt, dér hvor den blev skabt. Hensigterne med stillingsstrukturen kan med andre ord ikke indfris, så længe de økonomiske rammebetingelser – som er forudsætningen for faste stillinger og fri forskning – ikke er på plads. Det handler ikke ‘bare’ om, at der skal flere penge på bordet. Det handler lige så meget om, at principperne for allokering af de økonomiske midler trænger til et serviceeftersyn – en omprioritering af målsætninger, hvor kvalitet på ny sættes over kvantitet.