Gå til sidens indhold

Et spørgsmål om retfærdighed

I en ideel verden burde andre end forskere også have en struktur, der sikrede lønløft, mener Lars Bøgh, der er tillidsrepræsentant på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Af Benedikte Ballund

Det er ikke noget, der påvirker kollegernes daglige tilgang til arbejdet, og det fylder nok mere i hans eget baghoved end i deres. Men for biolog Lars Bøgh, der er formidlingsinspektør og aktivitetsleder, er der alligevel en indbygget uretfærdighed i de forskelle, det giver, at de videnskabelige medarbejdere er underlagt stillingsstrukturen for forskere, mens de andre akademikeres løntillæg er til fri forhandling. Ikke fordi han synes, at forskerne får for meget – tværtimod minder han dem gerne om, at stillingsstrukturens tillæg er minimumstillæg, men fordi den manglende struktur for de andre akademiske medarbejdere giver en udfordring.

Lars Bøgh
En parallel stillingsstruktur eller en anden form for aftale, der sikrede lønudvikling for alle, ville være en fordel for både medarbejdere og ledelse, mener Lars Bøgh. ”Det er med til at reducere det ressourceforbrug, der går til at forhandle hele tiden, og det er med til at give medarbejderne en karrierevej og en udsigt til noget, og det i sig selv er også motiverende”.
Foto: Naturhistorisk Museum Aarhus

”Når der ikke foreligger en lokal aftale om, at man skal lave paralleliserede, sammenlignelige forløb, sætter det to niveauer. Det er altid svært at sammenligne på kryds og tværs, men en seniorforsker starter knapt 8.000 kroner højere, end jeg for eksempel selv gør, og det er et ret stort gab at skulle forhandle ind lokalt. Man kan anskue stillingsstrukturen på forskningsområdet som et tenure-track forløb, hvor der er en anciennitetsbaseret stigning, og hvis det kører lige efter bogen, kan man blive seniorforsker efter seks år. Skal jeg forhandle for en af min type, der står uden for stillingsstrukturen, som også har seks års anciennitet, starter jeg meget lavere”, siger han og peger på, at det for relativt nyuddannede ikke nødvendigvis er meget at se frem til på lønområdet, fordi de når slutlønnen efter fire år, og det derefter er op til lokale forhandlinger, om de kan stige. 

”Når man kommer op på trin 8, er der ikke længere lagt nogen udvikling ind, og så er der nogle­ – det kan man se i undersøgelser fra museumsverdenen – der har den tvivlsomme ære at ligge fast på det trin uden tillæg. Det vil sige, at man allerede med fire års anciennitet risikerer at stoppe i sin lønudvikling. Det synes jeg ikke er i orden, hvad enten jeg ser det gennem retfærdigheds-, TR- eller kollegiale briller. Og det er endnu mindre i orden, hvis man kigger over på den anden side af gangen, hvor der sidder nogle forskere, som er sikret en lønudvikling, fordi de er en del af en centralt fastsat struktur.

Svært at lukke hullet
En blanding af tradition og udvikling lyder Lars Bøghs bud på, hvorfor tingene er, som de er. Museumsverdenen har udviklet sig til at være langt mere udadvendt end tidligere, og det har betydet, at områder som formidling også på Naturhistorisk Museum er vokset og har fået markant større betydning og ikke bare som tilbage i tiden kunne blive varetaget af en skolelærer og en biolog med ét ben i forskningsverdenen og et i formidlingsverdenen.

”Det gør, at nogle ting bliver mere synlige. Hvis man ikke i tide har øje på, at der er en udvikling, som kan skabe et problem, og kan se, at det er nødvendigt at lægge et parallelt spor ud for at sikre rimelighed og transparens, bliver det pludselig dyrt at rette op på. Hvis man eksempelvis har fem ansatte på forskningsområdet og fem på formidlingsområdet, og der er stor forskel i aflønningen, koster det noget at lukke det hul, og det er et rigtigt dårligt tidspunkt, når man ligger i to procents besparelser – uanset om der er en positiv vilje til det.

Det handler også om anerkendelse
Det vil altid være en diskussion, om man kan sammenligne arbejdsopgaver som forskning og formidling og et spørgsmål om, hvordan man værdisætter arbejdet, konstaterer han.

”Men hvis jeg konstant dygtiggør mig inden for mit faglige ansvarsområde, får jeg også en kompetenceudvikling, om ikke andet ved at passe og udvikle mig via mit arbejde. Min holdning er, at det også er noget værd. Jeg bliver ekspert på mit område. Som seniorforsker har man bestået en slags eksamen, og man har produceret artikler, men er det mere værd end at producere oplevelser, viden, undervisning og være med til at holdningspræge og danne elever i den danske folkeskole”, spørger han og peger på, at både forskningen og formidlingen er centrale søjler for de statsanerkendte museer. 

”Hvis man sidestiller dem rent betydnings- og værdimæssigt, synes jeg også, det ville være rimeligt og retfærdigt at have en form for parallel lønstruktur. Ud fra det synspunkt har jeg lidt svært ved at acceptere, at forskningssøjlen skulle være mere værd. Forskningen er videnstildragelse, men skal man være lidt kold og kynisk, er forskningen ikke noget værd, før den bliver formidlet. I sidste ende baserer vi vores legitime eksistensberettigelse på, at der er nogen, der gider høre på os, og så kan vi som museum ikke bare have en lukket forskning, hvor forskere formidler til andre forskere. Forskningsresultaterne skal også formidles ud til den danske befolkning, og det står vi for. Derfor kan jeg ikke se, at forskningen skulle være mere værd.”

Er lønforskellene noget, man taler om i medarbejdergruppen?
”Vi er jo vidensarbejdere, og så er lønnen ikke nødvendigvis det, der har det allerstørste fokus. Der kommer da nogle pip ind i mellem, og når vi nærmer os den årlige lønforhandling, begynder vi gerne at kigge på, hvordan lønlandskabet ser ud. Så stikker det jo ud, at der er nogle forskelle, som kan være svære at forstå – set fra vores side, selvom det måske ser anderledes ud fra ledelsens synspunkt. Vi vil gerne have, at der er en forståelig løndannelse, og det kan være en smule svært at se, hvorfor en kernemedarbejder, der har tyve års anciennitet, men står uden for stillingsstrukturen, skal regne med at have en markant lavere løn end den, der har seks år inden for stillingsstrukturen. Vi har åben løn blandt akademikerne, der er ikke noget hemmelighedskræmmeri her, så det giver da noget støj, og uanset om det er en motivationsfaktor eller ej, handler det også om anerkendelse”.