Gå til sidens indhold

Leder

Ingen garanti for, at alle får del i den samlede lønkage.

Af Erik S. Christensen, DM NATUR & KULTUR

Overenskomstforhandlingerne i de hektiske forårsmåneder er langt fra slut endnu. De skal følges op af en vedholdende indsats i de kommende tre år, som overenskomsten dækker. Der er nemlig ingen garanti for, at alle får den lønstigning på 8,1 procent, som blev resultatet af overenskomstaftalen. Det er nu op til de lokale lønforhandlinger at sikre de sidste halvanden procent for at nå i mål med det resultat, som mange jublede over for en måned siden.

Vi har ikke haft armene oppe over hovedet og klappet af resultatet, men vi har klappet af vores forhandlere, som ydede en stor indsats og har fået en overenskomst hjem, som er til at leve med, og som under alle omstændigheder giver os en lille reallønsfremgang allerede på grundlønnen.

Oddsene var ellers imod fagbevægelsen fra dag ét. Socialdemokraten Bjarne Corydon havde som finansminister lagt gift under forhandlingssystemet, længe før Venstres innovationsminister Sophie Løhde øjnede en chance for et opgør med den fagbevægelse, som aldrig har været partiet Venstres kop te.

Corydon havde allerede omlagt Personalestyrelsen, den statslige styrelse, der står for personalet på det statslige område, til Moderniseringsstyrelsen, bl.a. for at kunne gøre løn og arbejdstid i staten til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken. Og derfor bad Sophie Løhde fagbevægelsen om at lægge kronregalierne ved indgangen som en betingelse for overhovedet at ville forhandle.

DM’s hovedkrav var, at så stor en andel af en lønstigning som muligt skulle ligge på den generelle løn, at den betalte frokostpause ikke var et spørgsmål, der skulle være til forhandling, og at yderligere individualisering af den enkelte medarbejders løn skulle forhindres. Alle tre ting, som Løhdes kontante og ultimative tilgang til forhandlingerne lagde op til at gennemføre.

Det blev som bekendt heldigvis afværget, ikke mindst takket være fagbevægelsens musketered, der var i stand til at modstå ikke bare presset fra Moderniseringsstyrelsen med Sophie Løhde i spidsen, men også det, som finansminister Kristian Jensen påpegede var hele regeringens politik. Meldingen viser, at arbejdsgiverrollen nu var blevet bredt ud til regeringen og dens flertal i folketinget. Fagbevægelsen var dermed oppe imod ikke bare den udøvende magt, men også den lovgivende magt, som i sidste ende kunne finde på at lovgive om løn og arbejdsvilkår. En tendens, som folkeskolelærerne oplevede ved den forrige overenskomst.

På den baggrund var det en succes, at overenskomsten overhovedet kom i hus, oven i købet med en lang række andre gode resultater. Måske kan sammenholdet blandt de offentligt ansattes fagforeninger udvikles og bruges på andre områder, hvor vi har fælles interesser. Det er noget, der bør afsøges og efterprøves i de kommende år.

Tilbage står dog endnu at få hele overenskomsten i hus, og det er tvivlsomt, om det vil ske. Vi er helt enige med DM’s erfarne konsulenter og tillidsrepræsentanter i, at det langtfra er nogen selvfølge, at alle får del i den samlede lønkage se artiklen ”OK18-resultat bliver ikke virkelighed for alle”. Pilen peger på os som medarbejdere, når det kommer til de dårlige resultater af Ny Løn, som på 21. år stadig ikke fungerer efter fagbevægelsens mening – og endda også efter nogle arbejdsgiveres mening se artiklen ”Museumsdirektør: ”Ny løn har været en parodi”. Lønforskellene mellem sammenlignelige uddannelser er blevet store. Blandt andet fordi nogle arbejdspladser med tillidsrepræsentanter har kunnet udnytte Ny Løn, mens medlemmer uden tillidsrepræsentant ikke i samme grad har fået glæde af det løft, som Ny Løn trods alt kunne give.

Derfor lyder opfordringen herfra: Se nu at få dannet en klub på jeres arbejdsplads og få valgt en tillidsrepræsentant, hvis I vil være med ved bordet. Tilbageholdenhed nytter ikke noget, selvom du synes, det synd for din arbejdsplads, at der ustandseligt bliver skåret i budgetterne, og at chefen ser blank ud i øjnene, når I skal tale løn. Det er bestyrelsens og direktørens opgave at sørge for, at der er penge til løn og udvikling. Det nytter ikke at holde igen og dække af for de medarbejdere, som blev fyret. Derfor er det vigtigt, at I stiller krav til jeres bestyrelsesrepræsentant om, at udviklingen i lønnen skal budgetteres, og at jeres repræsentant i samarbejds- eller MED-udvalget bliver klædt ordentligt på, når institutionens fremtid diskuteres.

Men vigtigst af alt er dog en tillidsrepræsentant, som følger jeres lønudvikling, og som holder chefen fast på den årlige lønforhandling, I har ret til. Tillidsrepræsentanterne er uddannet til at hjælpe jer; de har et netværk, som gør, at de kan se, hvordan det går andre steder, og som kan give råd om de svære ting. Tænk på, hvis du selv skulle forhandle din løn uden at kende til andres lønninger, uden at kende dine rettigheder og uden at vide, hvad chefen stiller til rådighed for lønforhandlingerne. Og tænk så, hvis det var gået som forlangt af Sophie Løhde, at du skulle forhandle hele din løn selv.