Gå til sidens indhold

Kort nyt

Kort nyt fra området

Ny stor forsknings-arbejdsplads på vej

Danmark får et internationalt forsknings- og videnscenter om antibiotikaresistens. Det kan betyde flere hundrede nye arbejdspladser, oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Den danske stat har i en periode forhandlet med blandt andet Verdensbanken om placeringen af det nye center, og resultatet, som blev fastslået i en skriftlig aftale i november, er, at det bliver i København.

Centret har fået det foreløbige navn 'The International Centre for Interdisciplinary Solutions on AMR', og det får til opgave at have overblik over viden om antibiotikaresistens og rådgive særligt lav- og mellemindkomstlande om bekæmpelse af resistens.

”Jeg er meget glad for og stolt over, at Danmark nu bliver centrum for et stort, nyt internationalt videns- og forskningscenter, der skal arbejde med at finde de nye, konkrete løsninger, på et område, hvor Danmark er et foregangsland”, udtaler sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Hun forventer, at centret på sigt fører mellem 400 og 500 arbejdspladser med sig.

Kulturministeriet hædrer Natmus-professor

Forskningsprofessor ved Nationalmuseet Bjarne Grønnow modtog 5. december Kulturministeriets forskningspris Julius Bomholt-prisen. Grønnow forsker i et af de tidligste grønlandske folk, der forsvandt for mere end 2900 år siden.

”Det er et imponerede forskningsarbejde, som vinder Julius Bomholt-prisen 2018. Bjarne Grønnow formår med sin doktordisputats om Saqqaq-menneskers livsverden at skabe en enestående levendegørelse af, hvordan de første mennesker indvandrede til Grønland for mere end 4500 år siden og skabte sig et liv i de barske og kolde omgivelser”, udtaler kulturminister Mette Bock om prisvinderen.

Bjarne Grønnow er forskningsprofessor i arktisk arkæologi på Nationalmuseet. Han modtager prisen for sin doktordisputats 'The Frozen Saqqaq Sites of Disko Bay, West Greenland. Qeqertasussuk and Qajaa (2400-900BC), der udkom i 2017.

Det Kgl. Biblioteks direktør genansat

Svend Larsen får lov at fortsætte jobbet som direktør for Det Kongelige Bibliotek. Kulturministeriet oplyste i slutningen af november, at han er blevet genansat i den åremålsansættelse, han i to år har siddet i.

Svend Larsen var direktør for Statsbiblioteket i Aarhus, og han blev konstitueret direktør for Det Kongelige Bibliotek i forbindelse med tidligere direktør Erland Kolding Nielsens sygdom og bortgang. Siden 1. januar 2017, hvor fusionen af de to biblioteker trådte i kraft, har Svend Larsen været direktør for det samlede Det Kongelige Bibliotek. Den åremålsansættelse udløber den 31. december 2018, men Svend Larsen får nu lov at fortsætte.