Gå til sidens indhold

Arkiver sætter lid til GDPR-pragmatisme

Arkivar-formand Jørgen Thomsen frygter, at en striks GDPR-fortolkning vil gøre det ubærligt bøvlet at føre arkiver. Men et svar, som Datatilsynet har givet slægtsforskerne om deres arbejde, gør ham optimistisk.

© Fotograf Torben Eskerod

Af Lasse Højsgaard

November blev en lille gennembruds-måned for GDPR-lovgivningen. I Tyskland blev den første GDPR-bøde i EU udstedt til selskabet bag et stort dating-site, og i Danmark politianmeldte Datatilsynet portalen GoMentor, som formidler kontakt mellem klienter og behandlere, fordi en bruger kunne gå ind og læse dybt personlige oplysninger om andre brugere.

I de danske arkiver står man stadig på delvist usikker grund i forhold til GDPR-lovgivningen. Men formanden for Sammenslutninger af Lokalarkiver, Odenses stadsarkivar Jørgen Thomsen, nægter at lade sig stresse. Han er sikker på, at fornuften vil vægte højere end de regler, der i nidkær fortolkning kan gøre det særdeles bøvlet at have arkiver.

”Vi står i valget mellem knaldhård jura og en lige så knaldhård dedikation til kulturarven, og det er en slugt, vi er nødt til at bygge bro over. For hvis vi kun indretter os efter juraen, vil det betyde, at vi så mange gange løber ind i ting, vi ikke må, at folk ikke vil synes, arkivarbejdet er værd at bruge tid på”, siger han og henviser især til de mange frivillige, der er med til at drive lokalarkiverne.

Tegn på sund fornuft

Jørgen Thomsen savner stadig en egentlig vejledning fra Datatilsynet omkring arkivarbejdet. Men et svar, som Datatilsynet har givet til foreningen Danske Slægtsforskere, har gjort ham optimistisk. Slægtsforskerne havde spurgt, hvordan GDPR ville ændre vilkårene for deres arbejde, og Datatilsynet svarede i slutningen af maj, at det kan forventes ”at de samme generelle overvejelser, som fremgår af tilsynets informationstekst om slægtsforskning, ligeledes vil være relevant efter databeskyttelsesforordningens regler”.

Sagt på jævnt dansk: I kan bare gøre, som I plejer.

Udsagnet handlede kun om slægtsforskning, men det er alligevel et svar, der giver Jørgen Thomsen en god fornemmelse.

”Vi glæder os over den udmelding, de har fået, fordi den indikerer, at Datatilsynet ser med sund fornuft på dette her. Slægtsforskere samler materiale med personfølsomme oplysninger. De lægger bare ikke alt ud med det samme. Det samme gælder arkiverne, som arbejder efter arkivloven – vi udleverer som udgangspunkt ikke personfølsomt materiale til uvedkommende og offentliggør det tidligst efter 75 år.”

Fokus på tilgængeligt materiale

At skelne mellem det materiale, der findes i arkiverne, og det, der rent faktisk bliver offentliggjort, er vigtigt for Jørgen Thomsen. GDPR-lovgivningen lægger nemlig op til, at man som arkivar skal gennemgå og rense alt arkivmateriale for unødvendige oplysninger. En opgave, der vil kræve uanede ressourcer for de mange store og små arkiver, der findes.

Vi står i valget mellem knaldhård jura og en lige så knaldhård dedikation til kulturarven, og det er en slugt, vi er nødt til at bygge bro over. Jørgen Thomsen, stadsarkivar

”Vores indsats handler 100 procent om det, vi stiller til rådighed i offentligheden lige nu, og om at sørge for, at det med hensyn til personfølsomhed er så lidt udfordrende som muligt. Men vi skal undgå at ramme indsamlingsarbejdet. Bliver vi skræmt af bestemmelserne til at undgå at samle ind, så styrker vi den tendens, der allerede er kommet på grund af digitaliseringen, at folk opgiver at samle ind. Og så har vi da for alvor skudt os i selv i foden. Så indsamlingen skal styrkes. Det er ikke det samme som, at tingene ligger og flyder i offentligheden.”

Venter til nogen klager

Et andet ømtåleligt emne er fotos. Eksempelvis gruppefotos med mange personer. Her siger databeskyttelsesloven, at billeder er personoplysninger, og at offentliggørelse kræver samtykke indtil 10 år efter personens død.

Også her vælger Sammenslutningen af Lokalarkiver en pragmatisk løsning. De råder medlemmerne til at sørge for at få samtykke med, når der indleveres nye fotos, og så udarbejde nogle klare retningslinjer, blandt andet om straks at fjerne materiale, hvis der indløber klager om manglende samtykke.

”Det sker utrolig sjældent, at nogle ønsker, at et billede bliver fjernet. Siden arkiv.dk kom i luften i februar 2015, tror jeg, at det måske er 25 personer, der har ønsket noget pillet ned. Og hvis nulevende personer ikke ønsker at have billeder af sig selv tilgængelige, fjerner vi dem selvfølgelig.”

At gå alle ældre billeder igennem, undersøge om vedkommende lever eller er død inden for ti år, og derefter finde pårørende, der kan give samtykke, betragter han som en umuligt stor opgave.

”Man kan spørge sig selv, om nogen virkelig har tænkt sig, at det skulle ske? Der ligger juraen langt fra virkeligheden. Selvfølgelig er juraen vigtig, men den skal stå sin prøve i virkeligheden, og det er i det farvand, vi skal finde vores plads.”