Gå til sidens indhold

Finanslov gav ekstra kulturpakke med 'national' toning

En stor bevilling til Vikingeskibsmuseet gjorde regeringens ’kulturpakke’ noget større end foreslået. En pakke, hvor det danske/nationale vægtes tungt, bemærker professor Hans Dam Kristensen.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Af Lasse Højsgaard

Der var julegavestemning i Kulturministeriet, da Finansloven blev forhandlet på plads. Regeringens ’kulturpakke’, der i finanslovsforslaget lød på godt en halv milliard kroner udmøntet over fire år, endte på hele 759 millioner.
I 2019 betyder det ekstra tilskud på 185 millioner kroner, hvilket ifølge kulturminister Mette Bock betyder, at tilskuddene overstiger de årlige 2 procent-besparelser.

”Næste år går det i plus, og samlet set betyder det, at de midler, der omprioriteres, bliver på kulturens område. Men vi flytter rundt på ting, for omprioriteringsbidraget er der stadig”, udtalte kulturministeren ifølge Ritzau.

Det er især en bevilling på 150 millioner kroner til Vikingeskibsmuseet i Roskilde, der fik kulturpakken til at vokse. Museumsbygningen er hårdt medtaget af vind og vejr, blandt andet oversvømmelser fra vandet i Roskilde Fjord, og i sommer fik man ophævet den fredning af bygningen, der forhindrede opførelsen af et nyt museum. Det er det, der nu er bevilget penge til.

DF-aftryk

Blandt andre større nye poster på listen over de ”særlige initiativer”, som kulturpakken består af, er en bevilling på i alt 20 millioner til åbning af den atomsikre bunker REGAN Vest og 23 millioner til opdatering af opslagsværket Den Store Danske Encyklopædi.

Hans Dam Kristensen, professor i kulturformidling ved KU, noterer, at Dansk Folkeparti har sat sit tydelige præg på kulturbevillingerne.

”Det slår mig, at det danske og nationale i det hele taget vægtes tungt i noterne og projekterne. Ikke mindst med Vikingeskibsmuseet, som jo blev affredet med Axel Ahrendtsen som en aktiv spiller. Stadig med ’Kend dit land’, som en meget stor post og nu også med Den Store Danske samt en række mindre projekter”, siger han.

Det slår mig, at det danske og nationale i det hele taget vægtes tungt i noterne og projekterne.
Hans Dam Kristensen, professor

Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, har i flere år været en stor fortaler for et nyt Vikingeskibsmuseum, og REGAN Vest-bunkeren er også et punkt Ahrendtsen, ifølge ham selv, har indstillet til støtte. Det har desuden skabt polemik, at Ahrendtsen sidder i bestyrelsen for foreningen Danske Taler, der også har fået i alt 3,2 millioner kroner i bevilget støtte.

Besynderlige bevillinger

Hans Dam Kristensen vurderer dog, at det beløb, Vikingeskibsmuseet har fået, er rimeligt nok, set i forhold til den omkostning en ny museumsbygning vil koste. Og de problemer, museet har omkring bygningen, er reelle nok.

”Ja, der er vist brug for at gøre et eller andet. Problemet opstår nok, når det besluttes, hvad pengene skal bruges til. Om der kommer et egentligt nyt museum, for eksempel i vikingestil, som var Alex Ahrendtsens forslag, eller om det besluttes at sætte for eksempel en skal udenom og bevare dele af det”, siger Hans Dam Kristensen.

Han har tidligere i DM Natur & Kultur kritiseret det princip, der gør sig gældende omkring hele den omprioritering, der kommer til udtryk i kulturpakken og dens ’særlige initiativer’, nemlig at de besparelser, der er opnået med grønthøstermetoden, deles ud som resultat af politiske forlig og på baggrund af kulturpolitikernes mere eller mindre personlige præferencer.

Det gives tilskud, der ikke altid virker lige oplagte.

”Det militærhistoriske museum på Fyn får millioner uden at være et statsanerkendt museum, ligesom Karen Blixen Museet. Begge får flere penge i 2019 end de statsanerkendte museer, der får mindst. Og Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst får stadig ikke specifikt midler til at lukke deres huller i registreringsopgaverne, selv om det har fået kritik fra Rigsrevisionen”, siger Hans Dam Kristensen.