Gå til sidens indhold

”Jeg ville ikke have været noget foruden”

Han har aldrig planlagt sin karriere. I stedet er det en blanding af bevidste og ubevidste valg og tilfældet, der har ført Carsten U. Larsen fra arkæologien til jobbet som Folketingets direktør

Af Benedikte Ballund

Geografisk er der ikke mange hundrede meter fra Nationalmuseet til Folketinget. På andre måder kan afstanden virke stor, men at være direktør for de to institutioner er i bund og grund det samme arbejde, siger Carsten U. Larsen.


Der kom en rød tråd i min karriere, efter at jeg ubevidst kom hen til den bevidste beslutning om, hvad jeg var god til, hvor jeg fandt glæde og hvor jeg havde nemmest ved at få lavet nogle væsentlige resultater, siger Carsten U. Larsen.
Foto: Polfoto

”Selvfølgelig er produktionen vidt forskellig, men det at være chef for 4-500 vidt forskellige medarbejdere er det samme. Og som jeg plejer at sige: Der er krukker både på Nationalmuseet og i Folketinget – og mumier”.

At den forhistoriske arkæolog, der stadig er vild med gravhøje, er endt i spidsen for Folketingets administration er resultatet af en målrettet handling. Da hans åremålsansættelse som direktør for Nationalmuseet i 2008 var ved at løbe ud, var han midt i 50’erne og klar over, at hvis han ville prøve noget andet end det museum, hvor han var blevet ansat som museumsinspektør i 1985, var det nok ved at være på tide.

”Da stillingen i Folketinget blev ledig, blev jeg lidt forelsket i den, fordi jeg tænkte, at det på samme måde som Nationalmuseet er en institution, hvor der er rigtigt mange forskellige faggrupper: Akademikere, HK’ere, rengøringsfolk, tømrere og alle de andre, der skal til for at holde en institution i gang. Så jeg skrev simpelthen en ansøgning og fortalte, at jeg var vant til at holde sådan en institution i gang på Nationalmuseet, og det ville jeg også kunne gøre i Folketinget. Basalt var det nemlig ligegyldigt om direktøren beskæftigede sig med arkæologiske udgravninger og etnografiske ekspeditioner eller det at lave love og kontrollere regeringen, for det er der rigtigt mange andre dygtige folk til at gøre. Og den købte de sgu.”

Ubevidst sporskifte
At han blev direktør på Nationalmuseet beskriver han selv som en blanding af målrettethed og tilfældigheder. 

”Uanset hvad man bliver dygtig til, skal der være en vis form for talent i det, men det er lige så vigtigt tilfældigvis at være på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter.” 

Han har aldrig planlagt sin karriere, og nogle af de større beslutninger undervejs, traf han uden egentlig at være bevidst om det, for eksempel at han skulle være leder i stedet for forsker. Det skete, da han blev valgt som det videnskabelige personales repræsentant i direktionen på Nationalmuseet, der ligesom universiteterne havde fået demokratisk styre i 1960’erne.

”Den, der beslutter sig for at skrive en disputats i yngre bronzealders lerkar-materiale har en mindre omgangskreds end den, der beslutter sig for at deltage i det museumspolitiske og ledelsesmæssige på et museum. Den, der beslutter sig for at skrive en disputats i yngre bronzealders lerkar-materiale har en mindre omgangskreds end den, der beslutter sig for at deltage i det museumspolitiske og ledelsesmæssige på et museum.Den, der skriver disputatsen, kommer forhåbentlig lykkelig i land, men netværket er meget snævert, når man kommer ud af det, mens netværket er meget bredt, hvis man vælger det andet. De fleste, der tager en humanistisk uddannelse, der er så forskningsbaseret som min, ser nok sig selv som kommende storforskere. Det gjaldt også for mig, men jeg tror, at jeg kom til at skifte spor dér, og det har nok også noget at gøre med, hvad man er god til og hvor man finder sig bedst til rette”, siger han.

Har det føltes som et identitetstab at give slip på din oprindelige faglighed?
”Nej, men når jeg kigger tilbage kan jeg godt se, at jeg har brugt mange stunder om aftenen og i weekenden på forgæves at forsøge at følge med og skrive artikler på videnskabelig basis, indtil jeg simpelthen blev – om jeg så må sige – voksen nok til at sige ”Det hænger ikke sammen. Du må vælge. Du kan ikke skrive noget stort og væsentligt på deltid og samtidig være 100 procent på som chef og leder”. Så der har også været bevidste valg. Det var i øvrigt ikke en udelukkende lykkelig ting at erkende det. Meget af ens tankegang bliver grundlagt på universitetet, og jeg gik der ikke for at blive direktør på Nationalmuseet. Jeg gik der i håbet om at kunne bibringe væsentlig ny viden på det arkæologiske felt. Det tror jeg ikke, du kan finde nogen, der vil sige, at jeg har gjort. På et eller andet tidspunkt finder man selv ud af, at det ikke er det, man kommer til at gøre, og det kan godt få en til at tænke ”Det var sørens!”. 

Djævelen i detaljen
Selvom han har sluppet arkæologien, ligger den stadig under hans måde at arbejde på, mener han. Det er blandt andet noget med at se strukturer, at være bevidst om kontekst og om at djævelen gemmer sig i detaljen. I hvert fald falder det ham naturligt, og som han konstaterer, er det næppe noget, han har lært i æbleplantagen ved Tuse, hvor han voksede op. 

Hvis du kigger tilbage, ville du så have gjort noget anderledes eller har det hele været en del af rejsen?
”Der er ikke noget af det, jeg har beskæftiget mig med, som jeg tror, jeg kunne have været foruden. Det kan godt være, at jeg skulle have cuttet et år eller to af i nogle af de jobs, jeg har haft, men så vender vi alligevel tilbage til det med at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Jeg blev sat i lære på et kontor i 1969, og engang imellem tænker jeg på, hvad jeg fik ud af det. Jeg kunne skrive på maskine med ti fingre, og jeg vidste, at kredit var mod døren og debet mod vinduet. Meget mere vidste jeg nok ikke. Men samtidig modnede de år mig kolossalt. Da jeg var udlært som 19-årig, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg var nødt til at blive student – og nu var jeg klar til det. Så det store svar må være nej.”

Den længstvarende glæde
Det, der har drevet ham, er det samme, der har drevet de fleste andre, mener han: At man ikke er ked af at gå på arbejde. At man hele tiden får det kick, det giver, at kunne løse nogle ting. 

Hvad med titler? Har de betydet noget for ham?
”Hm”, siger han og holder en pause.

”Jeg håber, at jeg kan få skudsmålet en rimeligt beskeden mand. Jeg kan i hvert fald sige ærligt, at det ikke har ligget for enden af min regnbue, at jeg skulle være direktør eller at der skulle være så og så mange mennesker under mig. Det har aldrig betydet noget for mig. Det har i højere grad været at have et sjovt arbejde. Jeg er ikke i tvivl om, at når man bliver rigtigt glad eller rigtigt ked af det, har det aldrig noget med ens arbejde at gøre, men med familie og venner. Det er det vigtigste i livet, og jeg tror ikke, at arbejdsglæden er den største, men den kan rangere som den længstvarende. Det skal være en fornøjelse at gå på arbejde, og hvis det ikke er sjovt, skal man tænke sig om. Livet er for kort til det andet.

  • Blå bog: Carsten U. Laursen


    Uddannet shippingman hos DFDS A/S. Siden student og Mag.art. i forhistorisk arkæologi med speciale i bronzealderen og Exam.scient. i datalogi fra Københavns Universitet.

    I 1985 ansat som museumsinspektør på Nationalmuseet, hvor han siden blev konstitueret formidlingschef og museumschef. Herefter var han kontorchef i Skov- og Naturstyrelsen, som dengang havde ansvaret for de fredede fortidsminder.

     I 1997 vendte han tilbage til Nationalmuseet som museumschef og siden direktør. 

    I 2008 blev han udnævnt til direktør for Folketingets Administration.