Gå til sidens indhold

Man skal turde slippe magten

Hvis man vil engagere unge kolleger i fagpolitik i fremtiden, er lange møder i AC-klubben og ”business as usual” ikke den bedste opskrift, er både den tidligere og nuværende formand for DM Studerende enige om, og en arbejdsmarkedsforsker giver dem ret.

Af Benedikte Ballund

”Jeg kan i hvert fald hamre den myte i jorden, at unge er meget individualistiske og kun tænker på sig selv. Min oplevelse er, at enormt mange unge laver frivilligt arbejde, men jeg kender ikke ret mange, der arbejder fagpolitisk. Engagementet går et andet sted hen”.

Gry Inger Reiter er netop afgået formand for bestyrelsen i DM Studerende og har dermed også et nært kendskab til, hvordan det fagpolitiske arbejde bliver set på hos den gruppe, som kun har været kort tid ude på arbejdspladserne eller vil komme derud om få år og forhåbentlig engagere sig på forskellige måder.

Ifølge hende er der især en hovedårsag til, at de unge lægger deres engagement andre steder.

”Det handler meget om, at folk kan se, at der er en konkret sag eller et konkret projekt, som de gerne vil arbejde med. Hvis man laver lektiehjælp i ghettoområder eller sørger for at folk kan få lokalt dyrkede grønsager i Københavns Fødevarefællesskab, får man et meget konkret output, og det er det, der er det vigtige. Til gengæld har man måske ikke den store identifikation med selve den forening, man arbejder for”.

Man kunne vel også sige, at fagforeningsarbejde er en sag?

”Men det er det jo ofte ikke. Det er mere sådan noget med, om man ikke har lyst til at komme til et klubmøde. Men jeg tror ikke, at der er mange unge, som tænder specielt meget på at sidde til lange møder med dagsorden, referat og paragraffer. Det er ikke særligt tillokkende, fordi det er svært at se, hvad det præcis er, man skal og hvad man får ud af det. Det giver mere mening, hvis man for eksempel spørger, om folk ikke har lyst til at være med til at sørge for et bedre efteruddannelseudbud på arbejdspladsen, så man involverer dem i noget konkret”, siger hun.

Hvis man nu skulle være rigtig irriterende, kunne man indvende, at ”I bliver klogere. Når I først sidder og er utilfredse med jeres tillæg, vil I også opdage, at det er vigtigt at engagere sig i noget, der kræver lange møder og referater og måske først giver resultater om ti år”?

”Ja, men hvis det er den attitude, man møder folk med, så bliver resultatet hurtigt, at man bliver aldersopdelt på den enkelte arbejdsplads. Det er ikke noget, der får de unge til at føle, at de er en del af det faglige fællesskab. Så bliver det noget, der er for de gamle og de privilegerede på arbejdspladsen. Jeg tror, det er bedre at prøve at engagere de unge i noget, som de selv er interesserede i. Og det behøver ikke nødvendigvis at være noget, som kun gavner dem selv. Jeg tror egentlig ikke, at det nødvendigvis er spændende for dem, hvordan de for eksempel kan forbedre deres egne vilkår. Det er selvfølgelig svært at lave et generationsportræt og det bliver nemt generaliserende, men der er undersøgelser, som tyder på, at det betyder mere at føle, at man gør en forskel for andre end en selv”, siger Gry Inger Reiter.

Vertikale unge, horisontale ældre
Betragtningerne om de unges engagement er Lea Friedberg, Gry Inger Reiters afløser på formandsposten, meget enig i.

”Folk er engagerede i en masse ting, bare ikke i deres fagforening, for det har vi oplært dem til, at de ikke behøver være”, siger hun.

”Unge i dag bliver ikke socialiseret til at tænke fagbevægelsen som et stort ideologisk projekt eller et handlingsfællesskab. Historisk har det været omkring fagforeningen, at der var energien til at skabe forandringer lokalt på arbejdspladsen. Det gælder ikke i samme grad i dag. Du har det institutionaliserede system med tillidsrepræsentanter og overenskomstforhandlinger, der kommer på regelmæssige tidspunkter, og der er ikke den samme ild og motivation. Man møder fagforeningen som et forsikringsselskab, og man har ikke en ideologisk tilknytning”, siger hun.

Laust Høgedahl, der er postdoc ved Institut for Statskundskab på Ålborg Universitet og blandt andet har forsket i unge og deres forhold til fagforeninger, er enig i, at de unges engagement ikke nødvendigvis trives i traditionelle fagforeningsrammer, selvom forskningen faktisk viser, at det går opad, når man måler på holdninger til kollektiv og solidaritet.

”Vi ved fra anden forskning, at de unge generelt er meget politisk aktive og også gerne vil bidrage i foreningslivet. De er vant til at indgå i forskellige fællesskaber og netværk, men det der ofte kendetegner de fællesskaber er, at de er løst forbundet og ikke synderligt forpligtende på længere sigt. Derfor kan der være et mismatch mellem en fagforening som DM’s demokratiske struktur og det, som de unge efterspørger. Det meget formelle, der kendetegner strukturen i for eksempel fagforeninger, kan skræmme dem. De tænker meget vertikalt, mens ældre generationer tænker mere horisontalt”, siger han.

Sagen først
Hos DM Studerende er man gået i gang med at hverve folk lokalt på universiteterne, blandt andet med hjælp fra en nyansat konsulent, men det sker ikke ved at fortælle dem om, hvilke udfordringer de har som studerende. I stedet er strategien at spørge ind til, hvad de konkret oplever som problemer i deres hverdag, hvad enten det handler om et dårligt indeklima eller andre konkrete og nære spørgsmål, og derefter facilitere handlingsfællesskaber, hvor de studerende selv er drivkraften bag forandringen. Det er sagen først og ikke menneskene. Hvis vi gør det omvendt, tror jeg, at vi bliver ved med at se Tordenskjolds soldater dukke op til alting.

”Det er sagen først og ikke menneskene. Hvis vi gør det omvendt, tror jeg, at vi bliver ved med at se Tordenskjolds soldater dukke op til alting. Jeg tror også, at det er vigtigt, at man ikke fortæller folk, at det er for dårligt, at de ikke er aktive i deres fagforening, for det handler også om, at vi har skabt et system, hvor det ikke giver mening at være aktiv. I stedet skal vi tappe ind i den energi, der ligger derude. Vi skal socialisere de studerende til at tænke på fagforeningen som et relevant handlingsfællesskab, som de også kan bruge, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Når de allerede fra studietiden lærer, at det kan betale sig at handle kollektivt, er det også noget, de tager med sig i fremtiden”, siger Lea Friedberg.

Hvad siger du til indvendingen om, at der er store problemstillinger, som kræver lange, seje træk, hvis de skal løses, og at det er svært, hvis folk bare vil hoppe ind og ud af konkrete projekter?

Jeg kan godt se pointen, men hvis vi holder fast i at gøre det, som vi altid har gjort, skyder vi virkelig os selv i foden. Min generation er måske mere krævende. Vi skal se, det giver mening at være medlem, og vi skal hele tiden se, at vi kan rykke noget, så hvis vi gerne vil have, at unge mennesker engagerer og involverer sig, skal vi være klar til at omstille os og ikke bare køre ”business as usual”. Der er noget arbejde, der er langsigtet, men vi har et stort maskinrum i DM. Selvom folk hopper ind og ud, vil der stadig være en institution, som kan løfte opgaven videre og tage erfaringer og viden med”, siger Lea Friedberg.

Slip magten
En del af omstillingen er ifølge Lea Friedberg også at gøre op med, hvem der er de drivende kræfter i arbejdet. Selv har hun som mål for sin formandsperiode i DM Studerende at fortsætte en proces, hvor hun i højere grad er en understøttende figur, mens både bestyrelsen og frivillige aktive får mulighed for at have mere indflydelse på politikudviklingen. En fremgangsmåde, som hun også mener, kan bruges på en arbejdsplads, hvor man for eksempel kunne have en Facebook-gruppe for dem, der havde lyst til at være aktive, frem for at lade tillidsmanden være den, der tager initiativ eller står med hele ansvaret.

”Jeg kan godt se, at det kan være skræmmende at skulle løse op for strukturer og rammer, hvis man føler, at man kan tabe mange års arbejde på gulvet, men hvis man ikke ændrer den måde, man inddrager folk på, taber man det alligevel, når dem, der er erfarne nu, går på pension. Man er nødt til at talentudvikle, og unge mennesker skal bare dyrkes på en anden måde end tidligere generationer”, siger hun.

At fagforeningen skal være villig til at afgive magt, er en vigtig pointe, mener også Laust Høgedahl.

”Man skal turde give slip og lade de unge sætte deres præg på tingene og have tillid til, at der kommer noget konstruktivt ud af det i stedet for bare at give dem en invitation til generalforsamlingen, for så er der ikke ret mange, der dukker op. Og der er jo masser af ting, som unge kan relatere sig til, som handler om dem og deres arbejdsliv: Arbejdstid, dimittendledighed, atypiske ansættelser og så videre”, siger han.