Gå til sidens indhold

”Det vigtige i vidensarbejde er ikke tiden”

Vi bør blive bedre til at tale om outputtet og mindre om arbejdstid, mener ph.d. Anders Raastrup Christensen. Akademikere vil nemlig gerne lave 100 procent - og så lidt mere.

Af Benedikte Ballund

”Arbejdstiden begynder, når jeg vågner klokken syv, og den slutter, når jeg går i seng klokken 11 om aftenen.”

LKFF%20maj%202017%20artikel%204
Foto: Colourbox

Anders Raastrup Christensen, ekstern lektor på CBS med blandt andet work-life balance som ekspertområde, genfortæller en gymnasielærers egen beskrivelse af hendes arbejdsdag for at illustrere, hvorfor det ikke nødvendigvis er arbejdstiden, der er det centrale, når man taler om akademisk arbejde.

”Hvad ville det flytte, hvis man sagde til hende, at hun nu kunne gå ned på seks timer? Hvis hun fik færre klasser, ville det måske give noget mere råderum, men hvis man samtidig forventer, at hun er engageret og innovativ, skulle hun jo bare kanalisere den energi hen i noget andet, der kunne give værdi for gymnasiet og eleverne.”

På mange måder er det absurd, mener han, at tale om arbejdstid for akademikerarbejdspladser.

”Det, der dræner folk, er ikke arbejdstiden, men alt det, man har i hovedet. Frustrationer eller noget, man ikke har fundet løsningen på. Det kan godt være, at man ikke tænker bevidst på det, men mange akademikere, jeg har talt med, har løst arbejdsopgaver i deres drømme”.

Individuelle strategier
Da Anders Raastrup Christensen i 2005 begyndte på sin ph.d. om balancen mellem arbejde og fritid var emnet vældigt i vælten. Da han blev færdig, havde finanskrisen ramt og så var der ikke længere nogen, der var interesserede i det. Nu, hvor opsvinget har meldt sig, er interessen ved at vågne igen, men står det til ham, bør man især på de offentlige arbejdspladser begynde at fokusere mere på at snakke om outputtet end om inputtet, altså arbejdstiden..

”Det er offentlige arbejdspladser ikke så langt med endnu som private, men det er langt mere interessant i forhold til at håndtere, at folk føler sig udbrændte. Udgangspunktet er ikke, om man skal have seks eller otte timer, men i højere grad, hvad man skal levere, hvad opgaverne er, hvad man skal prioritere, og at der er en tæt dialog og afklaring med lederen, så det ikke er noget, man selv sidder med. Det handler om, hvordan man håndterer sin produktivitet, og det synes jeg i højere grad, man skal have hjælp til. Ellers ender det nemt med, at man hele tiden lægger forventninger på sig selv, som ikke er reelle. Når jeg holder oplæg og spørger, om folk har brugt fritid på at løse opgaver, er svaret altid ja. På alle mulige områder har folk brugt fritid på at lave opgaver for at stå inde for det faglige og komme helt i mål med opgaverne”, siger han og kommer med endnu et eksempel: En kvinde, som fortalte, at hun kun tidsregistrerede arbejde, som hun lavede derhjemme, hvis hendes mand ikke sad og arbejdede. Så blev han nemlig irriteret, for så tog det tid fra deres familie, men hvis de begge to sad og arbejdede, var det egentlig ikke en belastning for hende, som hun følte, at hun skulle kompenseres for i form af løn.

”Det er komisk, når man ser det udefra, men det var hendes måde at håndtere det, og det bliver sådan nogle underlige, individuelle håndteringsstrategier, vi hver især udvikler. Det handler om, hvordan man håndterer sin produktivitet, og det synes jeg i højere grad, man skal have hjælp til. Det vigtige i vidensarbejde er ikke så meget tiden, men at man forstår, hvad ens arbejdsopgave er og har en dialog om det. Hvis man skal blive bedre til at prioritere, skal man forstå, hvad det er for en værdi, man skal skabe og i forhold til hvad. Det er vi ret dårlige til at snakke om på mange arbejdspladser. Vi kører bare nede i plovfuren, men får ikke lige hevet os selv op og spurgt, hvorfor vi egentlig gør, hvad vi gør”.

Skrot ”pyt”
Samtidig oplever han dog ofte, at folk, som har svært ved at få afgrænset deres arbejdsopgaver, ikke har lyst til at få deres chef ind over, fordi de godt ved, hvad han eller hun vil prioritere.

”Jeg vil mene, at det er dårlig ledelse, hvis man tillader det, for så stiller man også medarbejderne i en situation, hvor de risikerer at blive stressede eller udbrændte. Medarbejderne leverer i forvejen 100 procent, men så lægger de lige mere ovenpå selv”.

Anders Raastrup Christensen understreger, at det ikke bare handler om at lære folk at sige ”pyt”.

”Det er den dårlige måde at prioritere på: ”Du skal bare fortsætte med at lave det, du altid har gjort, du skal bare lave en 80 procents-løsning.” Det kan man ikke. Så må man ændre definitionen af opgaven, så man kan lave 100 procents-løsninger.  Det irriterer mig rigtigt meget, når jeg hører ”Du skal kunne finde ud af at sige ”pyt”. Bare læs mere på, og når det hele vakler, skal du sige ”pyt”, og så falder der noget ned”. Det er at lægge det over på individet. Det er så dårlig ledelse. Man får medarbejdere, der brænder sammen, det er ikke godt for arbejdsmiljøet, og det er en utrolig dårlig måde at håndtere produktivitet, for du bruger ressourcerne på noget forkert”.