Gå til sidens indhold

Et kig ud i fremtiden

Arbejdstiden vil komme længere ned end de 37 timer, men det bliver ikke nu og her, vurderer arbejdsmarkedsforsker. En anden forudser, at det i fremtiden vil blive sværere at lave kollektive aftaler om arbejdstiden, fordi billedet af, hvordan vi arbejder, bliver mere broget.

Af Benedikte Ballund

Der har været skrevet meget om, hvor lidt arbejde vi vil kunne nøjes med. Om fritidssamfundet, hvor computere og anden teknologi vil betyde, at det slet ikke er nødvendigt at arbejde særligt meget, eller om arbejdsdeling til gavn for de ledige. Kommissioner, tænketanke og debattører har leveret rapporter, artikler og bøger om, hvor pressede vi føler os af arbejdet og hvor meget nemmere tingene ville være, hvis vi havde mere tid til os selv. 

Men tankerne og ordene er også blevet ledsaget af det modsatte: krav om, at vi tværtimod skal arbejde mere og længere.

Nu bobler debatten om at pille ved arbejdstiden igen, men er boblerne nogle, som hurtigt vil briste, eller er det et tegn på, at der måske er gang i en udvikling?

LKFF%20maj%202017%20artikel%202Foto: AAU

Ja, der er gang i noget, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, der er professor ved Aalborg Universitet.

”Man skal ikke negligere det. Det spejler noget, som kommer til at ske. Der er langsomt ændringer på vej. Vi har ikke haft en generel arbejdstidsnedsættelse siden 1990, hvor vi fik de 37 timer. Det er lang tid. Nogle har sagt, at vi skulle glemme alt om nedsættelse af arbejdstid, men danskerne har altså en præference for fritid. De vil gerne gå på arbejde, de vil gerne være produktive, men de vil også have et familieliv og et fritidsliv, så der er en balance, der skal tages alvorligt”, siger han.

Balancen skal tippe
Det bliver dog hverken lige nu og her eller som et resultat af næste års overenskomstforhandlinger på det offentlige område, at vi vil se en reduktion i det ugentlige timetal eller store aftaler om, at arbejdstiden kan veksle mere gennem livets faser, vurderer Henning Jørgensen. Dertil er forsøgene med at arbejde mindre eller mere for små og for spredte. Vi skal et stykke ind i næste årti, før der vil blive pillet ved de 37 timer, forudsiger han. Arbejdsgiverne vil gerne have, at man arbejder så meget og så lang tid som muligt. Derfor er det et forhandlings- og stridsspørgsmål, som afgøres af, hvornår balancen tipper mod lønmodtagerne igen.

”Arbejdsgiverne vil gerne have, at man arbejder så meget og så lang tid som muligt. Derfor er det et forhandlings- og stridsspørgsmål, som afgøres af, hvornår balancen tipper mod lønmodtagerne igen. I øjeblikket er det købers marked. Det er arbejdsgiverne, der er i offensiven og sidder med definitionsmagten i forhold til, hvad der kan komme ind i overenskomsten. Derfor må der ske noget mobilisering, og kravet må samles fra enkelte til større grupper, så det kan komme ind som generelle krav til overenskomsterne. Hvis det skal have normsættende betydning for arbejdsmarkedet, skal det ind i en overenskomst. Før tror jeg ikke, at det bliver store grupper, der får ændret arbejdstiden”, siger Henning Jørgensen. Han peger dog samtidig på, at der er mange ukendte faktorer, blandt andet som følge af digitaliseringen, på fremtidens arbejdsmarked.

Et mere sammensat billede
På Københavns Universitet forudser lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) Anna Ilsøe da også, at digitaliseringen vil komme til at få betydning både for vores arbejdstid og for muligheden for at aftale den kollektivt.

”Vi har set en vækst i marginal deltid siden år 2000 og en vækst i solo-selvstændige – dem, der arbejder freelance og lignende uden at have ansatte selv, og vi har fået nye muligheder for at tage opgaver via digitale platforme. Vi kan altså supplere vores arbejde efter behov og efter, hvornår vi har ekstra tid, og vi kan også supplere vores indtægt ved for eksempel at leje vores lejlighed eller bil ud. Det, tror jeg, vil gøre, at flere vil være interesserede i deltid, selvom man ikke skal være blind for, at der også vil være nogle, som vil blive presset ud i det”.

Anna Ilsøe peger desuden på, at der også er en vækst i de såkaldte kombinatører, altså dem, der kombinerer flere ansættelsesformer.

”Jeg holdt oplæg på et seminar, hvor en deltager meget rammende sagde, at vi i fremtiden ville have færre kontrakttimer, men flere reelle arbejdstimer, fordi vi selv kan supplere op. Og hvis man har mulighed for at supplere op, og hvis arbejdsgiverne også ønsker at ansætte på deltid, får vi måske i fremtiden et mere sammensat billede af, hvordan vi arbejder. Set i det lys bliver det sværere - hvad enten det er via lovgivning eller overenskomster – at styre den ugentlige arbejdstid”, siger Anna Ilsøe.

Når du forudser mere deltid, gælder det så også den offentlige sektor, eller vil det være sådan, at man i det offentlige har mulighed for at gå på deltid, men at de fleste arbejder 37 timer?

- Der er jo allerede rigtig meget deltid i den offentlige sektor. I fremtiden tror jeg, at det bliver skillelinjen mellem frivillig og ufrivillig deltid, som kommer til at blive den store diskussion. Hvis du ser på arbejdstidens historik i den danske model, var arbejdstidens længde helt fra septemberforliget i 1899 og frem til 1980’erne det helt store forhandlingsemne. Så begyndte det at skifte og kom til at handle om arbejdstidens placering – altså skiftehold og aften- og natarbejde. I 1990’erne begyndte det at handle om fordelingen af arbejdstiden ud over den enkelte arbejdsdag, altså flekstid, som der kom en masse aftaler om. Nu er vi ved at vende tilbage til arbejdstidens længde som forhandlingsemne, og en af årsagerne er, at der er forskel på medarbejdernes øvre og nedre smertegrænser i forhold til ugentlig arbejdstid. Der er grænser i forhold til, hvad man kan leve af, og der er øvre grænser i forhold til, hvad man kan få til at passe med sit liv i øvrigt.

Potentiale for konflikt
Anna Ilsøe regner også med, at vi vil se flere forsøg som dem, kommunerne har sat i gang med fleksibel arbejdstid, men peger samtidig på, at der vil være problemer forbundet med det, hvis arbejdstidens længde bliver til et helt individuelt spørgsmål.

”Den optimale måde at gøre det på vil nok være både at have nogle kollektive og nogle individuelle forhandlinger omkring arbejdstid lokalt. I mine casestudier af fleksibel arbejdstid i industrien har jeg set, at det kan give problemer, hvis en arbejdsgiver strækker sig rigtigt langt i forhold til én medarbejder, fordi det har konsekvenser for de andre medarbejdere. ”Hvis X altid har fri om onsdagen, kan vi andre så aldrig holde fri om onsdagen?”. Koordineringen på tværs af medarbejderne er vigtig for at forebygge konflikter, og man kan derfor også se, at tillidsrepræsentanterne får en helt afgørende rolle i lokal arbejdstidsdannelse og – forhandling. Hvis man kun laver individuelle forhandlinger, kan der være et stort konfliktpotentiale”. 

  • Fakta: Arbejdstiden gennem tiden

    I Danmark reguleres arbejdstid primært via kollektive overenskomster og aftaler. I langt de fleste overenskomster på det private og offentlige arbejdsmarked har den normale ugentlige arbejdstid siden 1990 været fastsat til 37 timer. I begge sektorer tillader overenskomsterne i varierende grad lokal tilpasning af arbejdstid forhandlet mellem ledere og tillidsrepræsentanter.

    Kigger man godt hundrede år tilbage var arbejdstiden i 1919 50,5 time fordelt over 6 dage. Året efter kom den ned på 48 timer, og den arbejdstid holdt frem til 1958, hvor der blev aftalt, at den i løbet af tre år skulle ned på 45 timer.
    I løbet af 60'erne og 70'erne sænkes arbejdstiden løbende. I 1985 kommer den for første gang under 40 timer, da et regeringsindgreb fastsætter den til 39 timer.

    Kilde: www.faos.dk