Gå til sidens indhold

Det drejer sig sjældent om os

Rammerne for TR-arbejdet er frie, men det kan være svært at sætte dagsordenen, når man kun er en lille medarbejdergruppe på hospitalerne, lyder erfaringen fra to tillidsrepræsentanter.

Artikel%202%20022017

”Det er i hvert fald ikke på grund af det tillæg på 1400 kroner, jeg får om måneden,” lyder det første svar fra Rasmus Hvass Hansen på spørgsmålet om, hvorfor han har valgt at være tillidsmand på Herlev Hospital. Det uddybende svar handler både om at sikre en bedre løn til gruppen af akademikere på hans arbejdsplads, om at være et menneske, der ikke holder sin mening tilbage og derfor gerne vil have den beskyttelse, som en TR-post giver og om at det, som han siger ”er trist at se folk blive kørt over. Nogle gange er de så ensomme.”

DM’erne på hospitalerne er da også en meget blandet gruppe, der ofte sidder meget spredt i meget forskellige funktioner, som rækker fra administratorer, dataloger og forskere til stråleterapifysikere, der er involveret i hospitalernes kerneydelse.

Uhomogen gruppe
Hverken på Aarhus Universitetshospital, hvor Cindy Søndersø Knudsen er TR, eller på Herlev Hospital er der en klub, selvom der begge steder har været forsøg på at etablere en.

”Jeg tænker, at folk ikke har så store problemer, at de synes, at det er nødvendigt. Desuden er vi en uhomogen gruppe, og faggrupperne er så forskellige, at det ikke altid giver mening at mødes”, lyder Cindy Søndersø Knudsens bud på en forklaring.

I stedet har hun, hvad hun kalder en slags miniklub, hvor DM og IDAs tillidsrepræsentanter mødes hver anden måned og blandt andet snakker om, hvad de har haft af eventuelle sager og problemer og koordinerer forud for lønforhandlinger. Sidstnævnte er en af hovedopgaverne, og eftersom rammerne er snævre i det offentlige, har det blandt andet handlet om at få forhandlet forhåndsaftaler for tillæg på plads.

Når problemerne opstår
Også Rasmus Hvass Hansen peger på, at der ofte skal være noget større på spil for at få hans kolleger til at interessere sig for fagforeningsspørgsmål.

”Det er ofte sådan med akademikere, at de først tænker på deres fagforening, når der er et problem. De synes ikke, at det er noget, man behøver engagere sig voldsomt i. Det ville være rart, synes de, hvis man havde tid, men det har man ikke”, siger han. Rasmus Hvass Hansen peger dog samtidig på, at det ikke er diskussionslysten, der mangler.

”De vil gerne diskutere, hvis man har dem samlet i en anden sammenhæng. Jeg tror ikke, at der ville mangle entusiasme. Det er mere det med at komme af sted, når man også skal noget andet. Det kommer ikke så højt op i prioriteringsrækken”.

Rasmus Hvass Hansen har alligevel tænkt sig at forsøge at sætte etableringen af en klub på dagsordenen i forbindelse med det kommende TR-valg.

”Vi er over 100 mennesker, og der er faktisk ikke mange, der ved, hvem der er tillidsrepræsentant, og hvad værre er, så opdager jeg som regel ikke, at folk er der, før de har et problem. Jeg har en fornemmelse af, at ledelsen lytter til mig, men de kan også roligt ignorere mig, for det bliver ikke mig, der kommer til at lægge en linje. Det er jo ikke sådan, at når man bliver ansat, så går man lige ud og finder ud af, hvem der er ens tillidsrepræsentant. Det gør man først, når der er noget galt, og så skal jeg hurtigt sætte mig ind i tingene. Derfor ville det være rart, hvis man havde lidt mere styr på, hvor folk er, og de omvendt fandt ud af, hvem jeg er, og hvad jeg kan”.

Delte holdninger
Netop fordi andre faggrupper fylder meget på hospitalerne, risikerer man så, at ens stemme drukner?

”Jeg vil sige, at vores meninger bliver hørt, men det er sjældent os, det drejer sig om”, lyder Cindy Søndersø Knudsens erfaring.

Den samme problemstilling kommer Rasmus Hvass Hansen ind på, når han skal fortælle om sine oplevelser med at sidde i forskellige udvalg.

”Jeg har siddet i et MED-udvalg, men det er domineret af læger og sygeplejersker, og man har ikke en skid at skulle have sagt. Jeg er suppleant i regionens MED-udvalg for akademikerne. Det er mere interessant, men det er stadig FOA og Dansk Sygeplejeråd, der dominerer. Det er faktisk sjovt, hvor forskellige holdninger, der kan være på B-siden. Jeg sidder tit i opposition til dem. DJØF og de yngre læger kan jeg blive nogenlunde enig med, men ikke de andre. Man kan ikke forvente, at de varetager akademikernes interesser, men det skulle gerne være sådan i et MED-udvalg, at man ikke repræsenterer sin organisation, men alle medarbejderne, og det oplever jeg ikke. Og så bliver man nødt til at gøre det samme. Ellers bliver vi jo kørt af sporet”.

Har du fornemmelsen af, at I har en stemme?

”Jeg har en fornemmelse af, at ledelsen lytter til mig, men de kan også roligt ignorere mig, for det bliver ikke mig, der kommer til at lægge en linje. I regionerne står vi for en lønandel under fem procent, så vi har ingen betydning. Vi bliver hele tiden glemt, også af DM”, siger Rasmus Hvass Hansen og giver som eksempel, at det ikke er lykkedes at få et krav om en stillingsstruktur for de hospitalsansatte med i overenskomstforhandlingerne.

Gode vilkår
Både Cindy Søndersø Knudsen og Rasmus Hvass Hansen oplever, at der lokalt er ret frie rammer for deres TR-arbejde.

”Jeg synes, at jeg har rigtigt gode vilkår. Jeg bruger den tid, jeg skal bruge, på TR-arbejdet”, siger Cindy Søndersø Knudsen, men understreger samtidig, at der ikke har været konflikter, hvor rammerne er blevet prøvet af.

Generelt er hendes oplevelse, at tillidsmandsarbejdet bliver taget alvorligt, og hun peger positivt på, at hendes leder kommer hen og involverer hende i personalepolitiske spørgsmål, uden at hun selv skal være opsøgende.

Også Rasmus Hvass Hansen bruger den tid, der er nødvendig, men han oplever til gengæld heller ikke, at der positivt bliver stillet muligheder til rådighed.

”Det eneste tidspunkt, hvor jeg oplever, at ledelsen er interesseret i rammerne, er, når jeg skal et sted hen eller skal gøre noget, som jeg bruger så meget tid på, at de kan få noget lønkompensation, eller når der er fyringer”, siger han.