Gå til sidens indhold

Leder

Kulturarven i fremtiden – museale arbejdspladser og politiske prioriteringer

Af Erik Christensen, DM NATUR & KULTUR

Vi har nu fået visionerne fra de to udvalg, som kulturminister Mette Bock har nedsat. Set fra min stol er der ikke meget vision over forslagene. Det ene går ud på at lade staten opgive ansvaret for museerne og overlade danmarkshistorien til kommunerne. Det andet forslag samler godt op på debatten om de manglende midler og vil lade det være op til museerne selv at påtage sig opgaverne inden for de fem søjler, de danske museer står på.

Det svarer lidt til at bygge taget før resten af huset. Hvis der bliver frit valg mellem opgaverne, hvem skal så løse de opgaver, der bliver valgt fra? For alle opgaver, fra indsamling over bevaring og registrering til forskning og formidling, hænger sammen. Der vil ikke kunne laves troværdig og professionel formidling uden forskning. Man kan ikke forske i noget, man ikke ved eksisterer, og hvis man ikke bevarer, så er der slet ikke noget at udstille om nogle år. Og hvis indsamlingen stopper, stopper historien så også ...

Nedlægningen af amterne har åbenbaret, at der er store regionale forskelle mellem den støtte, som de statsanerkendte museer har fået, siden loven blev til i 1958. Sådan har der altid været gjort forskel på museerne rundt i landet, uden at man kan pege på en enkelt årsag til forskellene. Men det er blevet tydeligere, fordi kommunerne prioriterer ældre og børn over kultur, og kulturbudgetterne er skåret drastisk, især i de demografisk udfordrede kommuner.

At lave om på det kræver politisk mod og handlekraft – men altså også en vision for, hvordan danmarkshistorien skal skæres i fremtiden. Skal museerne kunne rumme både det sjællandske trevangsbrug, det nord- og vestjyske enestegårdslandskab og det fynske herregårdslandskab? Industrisamfundet kalder også på en genfortælling efter overgangen til det postindustrielle samfund, men der er for mange eller for få Madam Blå-kaffekander til at fortælle om masseproduktionens historie. 

”Danmark er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet”. Et udsagn, som er tæt knyttet til Fremskridtspartiets Kristen Poulsgaard, og som giver et billede af de vanskeligheder, som især kunstmuseerne har været ramt af siden Peter Rindal indledte et folkeligt opgør mod den moderne kunst, et opgør, som nogle politikere i dag bruger til at foreslå ændringer i fordelingen mellem de kunst- og kulturhistoriske museer.

Danmark er ikke et gennemsnitssamfund, hvor et gennemsnit kan forklares med at sætte ét ben i en spand med isterninger og det andet i kogende vand. Det betyder, at vi har forskellige historier at fortælle fra egn til egn.

Vi kan vælge at holde fast ved den mere end hundrede år gamle museumstradition, som fremsynede forfædre startede, og som staten tog ansvar for og professionaliserede for omkring halvtreds år siden. Det betød, at danmarkshistorien rykkede længere ud end de store anlægsprojekter og cykelafstanden til universiteterne. Eller vi kan, som svenskerne har gjort det, opbygge en ny museumsstruktur med færre, men større professionelle museumsenheder og afprofessionalisere resten og gøre dem til hjemstavnsmuseer båret af frivillige.

Det er på det professionelle plan, vores medlemmer kommer ind. Det er dem, der sikrer professionaliseringen, sikrer at det er de rigtige genstande, der indsamles, at de bliver bevaret, registreret, forsket i og fremstillet i form af udstillinger, foredrag og skrifter for dem, der betaler os. Vi er såmænd kun omkring 1200 professionelle historikere, arkæologer, konservatorer og etnologer fordelt på de 121 statslige og statsanerkendte museer.

Men pengene er blevet små, og nu skændes museerne om en fordeling af det evigt salamiskårne statstilskud. Det er ikke godt for museerne og slet ikke godt for vores medlemmer, som ofte må friste en kummerlig nomadetilværelse på evig jagt efter nye projekter. Nogle få elsker denne tilværelse, men den levner ikke megen plads til familie med børn, og det er også mere end vanskeligt at overbevise bank og kreditforening om, at disse museumsnomader er værd at investere i.

Museumsfolk er ikke maskinstormere, men omstillingsparate og innovative. Vi er også del af nationale, regionale og lokale netværk, som løser bevarings- og forskningsopgaver i fællesskab med andre museer og universiteter i Danmark såvel som i udlandet.

Og så lige til allersidst. Hvad blev der af museumslovens kapitel otte om sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med den fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder m.v.? Skal kommunerne nu i højere grad end i dag selv vogte over sine kulturværdier? Hvem skal rådgive og dokumentere historien ved planarbejdet, når der skal stilles vindmøller op, laves kommuneplaner og udpeges kulturarvsområder? Det gør vore medlemmer i dag, og de er dygtige.

Derfor må vores dagsorden i DM for det kommende arbejde med en museumslov være at overbevise politikerne om, at vores medlemmer stadig er derude, hvor dommere og præster engang var. Ude, hvor turistforeninger, lokale entreprenører, kommuner og foreninger har brug for akademisk arbejdskraft for at kunne overbevise fonde og andre investorer om, at historien er værd at investere i. Vi skal ikke udflyttes, vi er der allerede.