Gå til sidens indhold

Hvor meget museum får hver borger?

Kvalitetsvurderinger og antallet af borgere kunne være kriterier, hvis man vil løfte de museer, der får mindst, lyder det fra Faaborg. I Aalborg er direktøren for Nordjyllands historiske museum træt af at skulle leve op til de samme krav som alle andre for det halve beløb.

Af Benedikte Ballund

Peter Thor Andersen, direktør før Øhavsmuseet:
”Det er en svær diskussion, fordi det er et kedeligt nulsumsspil. Vi er trods alt gode kolleger som museumsdirektører, der ikke har lyst til at gå ud og rane fra hinanden. Så stopper det jo aldrig”.
Alligevel mener Peter Thor Andersen, at diskussionen, om hvordan man kan lave et ny model for tildelingen af de statslige tilskud, er værd at tage, om ikke andet fordi den gør, at museerne er forberedte, hvis der om nogle år sidder et Folketing, som er klar til at investere flere penge i museerne.

Samtidig kan han som direktør på Øhavsmuseet i Faaborg også konstatere, at han sidder på et af de cirka 50 museer, der årligt får under to millioner i statstilskud, at der er et stort spring op til, hvad nogle andre museer får, og at det egentlig også hænger dårligt sammen med de seneste års museumspolitik.

”Den har haft fokus på at gøre museerne mere lige og for eksempel stille de samme forskningskrav og derfor givet støtte til at få ph.d. på mindre museer, så man ikke bliver et andenrangs-museum uden forskning. Der er en masse gode tiltag, som også hænger godt sammen med, at vi alt andet lige er blevet et lille land. Mange bor et andet sted end der, hvor de arbejder, og hvis man skal være en attraktiv arbejdsplads og kæmpe om små årgange, nytter det ikke noget, at man har helt andre præmisser på et museum i provinsen end i de store byer. Det holder ikke i det lange løb”.

Hvis man skal være en attraktiv arbejdsplads og kæmpe om små årgange, nytter det ikke noget, at man har helt andre præmisser på et museum i provinsen end i de store byer, mener Peter Thor Andersen.

Spørgsmålet er derfor ifølge Peter Thor Andersen, om man skal løfte de museer, der får færrest penge, eller tvinge dem sammen i en ny runde af fusioner. Og han mener ikke, at der er meget, som tyder på, at strukturændringer for enhver pris er vejen frem.

”Vi har lært af SKAT og af kommunalreformen, at det ikke altid giver bedre kvalitet at slå noget sammen i den offentlige sektor”, siger han. ”Det kan man også se, at Christian Nissen konstaterer i det ene visionsoplæg til kulturministeren, som blev offentliggjort for nylig”.

Til gengæld giver det mening, at man i et vist omfang kobler statstilskuddet til de statslige mål, mener han.

”Jeg synes, det er fair, og det er egentlig ikke tilfældet i dag. Der er ingen kobling mellem den kvalitetsvurdering, vi alle sammen får, og vores opgaver og tilskud. Man kunne overveje – hvis politikerne tør – at sige, at der var en form for bonus, hvis man fik topkarakter og måske i princippet også en straf, hvis det var omvendt. Dermed vil minister og Styrelse automatisk skabe mere fokus på de statslige mål for os museer, som er i fokus i kvalitetsvurderingen. Kvalitetsvurdering med større konsekvens er et godt alternativ til en taxametermodel, som er blevet overvejet, hvor vi får støtte hvert år baseret på antal skoleelever på museet, hvor mange digitale formidlingstilbud, vi har, andel af museumsgenstande, der trænger til konservering osv. 

Hvis det er historikken, der skal gælde, bliver skævvridningen permanent.I vurderingen ser embedsmændene på de samme ting, men ender med en konklusion: godt nok, fremragende, ikke helt godt nok eller under al kritik. Så undgår vi også at bruge en masse tid på at måle og tælle. Museerne er måske i bund og grund et af de sidste steder i det offentlige, hvor der er sprælskhed og ikke er så langt fra en vild idé til virkelighed. Det ville være forfærdeligt trist, hvis det blev kvalt i et taxametersystem, som i øvrigt også ville give sammenlægning ad bagvejen, fordi man ellers ikke vil have en tilstrækkeligt stor administration. Der skal være plads til at være den kreative virksomhed, som vi i bund og grund er”.

Et andet aspekt, som også ville være fair at inddrage, mener Peter Thor Andersen, er tilskuddets størrelse i forhold til borgere.

”På den måde anerkender man, at der ligger en kæmpe opgave i at være museum for sine egne borgere og skoler. De er vores primære målgruppe, selvom man selvfølgelig også laver særudstillinger, aktiviteter for at tiltrække turister og skaffe indtægter”, siger han og peger på, at begrebet fællesskab er under forandring.

”I disse år bliver fællesskaber i højere grad noget konkret, som man skaber sammen, og ikke bare, at vi alle sammen sidder og ser DR søndag aften. De bliver mindre i skala, fordi folk selv vil være aktive i dem. Det bliver museerne og kulturlivet også en del af, og det gør, at man bør tænke i kobling mellem geografi og tilskud”.

Lars Nørbach, direktør, Nordjyllands Historiske Museum:
43 kroner. Det er, hvad staten giver pr. borger til museumsdriften i Region Nordjylland. I Midtjylland og Hovedstaden er det cirka det dobbelte. Og det er en forskel, som Lars Nørbach er grundigt træt af. 

”Vi bliver bedømt på de samme vilkår som de andre museer: Vores indsamling, vores registrering, vores forskning og så videre. Vi skal leve op til de samme krav for halvdelen af pengene. Det kan simpelthen ikke være rigtigt”, siger han.

Han har noteret sig, at de regionale forskelle ikke er noget, der bliver adresseret i oplæggene fra kulturministerens visionsgrupper, men det bliver man nødt til, siger han.

”Hvis man vil have kultur eller museer i hele landet, bliver man nødt til at forholde sig til problematikken. Der må gøres noget ved det. Ellers må vi tænke, at samarbejdet ikke er seriøst”
Præcis, hvad der skal gøres, vil han overlade til politikerne, men hvis præmissen er, at den samlede tilskudssum ligger fast og ikke bliver større, så må det ende med, at andre museer får mindre”, siger han. 

”Staten sparer to procent hvert år og kommunerne sparer, så der sker en stadig nedslidning af driftsmidlerne, og driften bliver ringere og ringere. Jeg vil ikke sige, at de er ved muffen i de andre regioner, men de har sgu bedre vilkår, end jeg har. For bare at komme nogenlunde op på omgangshøjde, er jeg simpelthen nødt til at have nogle flere penge”.

Det handler imidlertid ikke kun om forholdene på regionsniveau og antallet af borgere, men også om i hvor høj grad enkelte kommuner bidrager til driften af deres museer, påpeger han og henviser til tal, der viser, at museerne som landsgennemsnit får cirka 60 procent fra kommunerne og 40 procent fra staten. I København og Aarhus er fordelingen omvendt, og i Odense og Aalborg står kommunerne for 80 procent, mens staten står for 20 procent. En forskel, der ifølge Lars Nørbach blandt andet skyldes, at det har været nemmere at få ministeren i tale i de områder end det har været, hvis man for eksempel sad på Harboøre Tange.

”Hvorfor går staten ikke ind og siger, at de kommuner skal yde noget mere? Folk forklarer det med historik, projekter og så videre. Det er meget godt, men hvis det er historikken, der skal gælde, bliver skævvridningen permanent. Så må man sige fra Kulturministeriets side, at man ikke ønsker et museumsvæsen på lige vilkår i hele landet. Så ved vi, hvad vi er oppe imod. Men hvis man ikke vil formulere det, så må man simpelthen smøre smørret mere ligeligt ud”, siger Lars Nørbach.