Gå til sidens indhold

En svær øvelse

Det har ikke skortet på opfordringer til at ændre på statens måde at fordele tilskud, men det har vist sig nemmere sagt end gjort

Af Benedikte Ballund

Statstilskud til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst samt 14 regionale museer med hver sit geografiske ansvarsområde. Resten skulle kommunerne tage sig af. Den idé havde kulturminister Jytte Hilden sympati for, da hun i midten af 1990’erne forsøgte at skabe opbakning til en ny støttemodel for de danske museer. Missionen lykkedes aldrig for Jytte Hilden, der i stedet lavede regionale kulturforsøg. Og den er heller ikke lykkedes for hendes efterfølgere, selvom langt de fleste har erklæret, at de gerne vil se på området. Tre museumslove er det blevet til siden Hilden, alle med bred politisk opbakning, men uden at der er sket gennemgribende ændringer.

Afstanden til Slotsholmen
Da kommunalreformen i 2007 blev en realitet med nedlagte amter og sammenlagte kommuner, fik diskussionen om museumsstøtten en ny dimension. Udbetalingen af de kulturtilskud, som amterne havde givet, blev overtaget af staten. Viljen til at yde støtte er omvendt proportional med afstanden til Slotsholmen i København.I første omgang som en midlertidig ordning, der skulle løbe i fire år, hvorefter kommunerne skulle overtage finansieringen via de almindelige bloktilskud. Den måde amterne havde valgt at prioritere midler til museer blev altså videreført, selvom der ikke længere var nogen amter, og kommunalreformen var ikke mange år gammel, før det gav anledning til frustrationer.

”ARoS risikerer at blive reduceret til et hjemstavnsmuseum, hvis ikke politikerne på Christiansborg vågner op og laver en mere retfærdig fordeling af de statslige museumstilskud på landsplan”, lød afskedssalutten i 2009 fra bestyrelsesformand Jørgen Dissing, der gik af i kølvandet på økonomiske problemer på museet. 

”Viljen til at yde støtte er omvendt proportional med afstanden til Slotsholmen i København”, sagde han til Kristeligt Dagblad.

Museumsstøtten har været et emne, som alle, der har sat sig i ministerstolen i Kulturministeriet, har måttet forholde sig til i de senere år. Foto: Polfoto

Permanent overgangsordning
Det synspunkt var der dog ikke meget forståelse for hos kulturminister Carina Christensen. 

”Museerne i Danmark får meget forskellige statstilskud, fordi de enkelte kommuner og de tidligere amter har meget forskellige økonomiske muligheder. Jeg er glad for de overgangsordninger, der blev lavet efter kommunalreformen og har ingen planer om at omfordele tilskuddene”, fastslog kulturministeren. Hun havde i øvrigt lige lavet en aftale med kommunerne, der betød, at amtstilskuddene alligevel ikke skulle forvandles til kommunale bloktilskud. Problemet var, at der rundt omkring i landet var flere kommuner, der kunne se frem til udgifter på den konto, som langt fra ville blive dækket, når overgangsordningen udløb. I Gribskov, kunne man i 2009 læse i Politiken, ville man for eksempel stå med et underskud på omkring fem millioner kroner til Esrum Kloster & Møllegård, der ellers skulle være hjørnesten i forbindelse med etablering af Nationalpark Kongernes Nordsjælland og satsningen på turisme og oplevelsesøkonomi i regionen, men nu i stedet var lukningstruet.

Så galt kom det ikke til at gå. ”Optimalt resultat for kulturen” lød overskriften på pressemeddelelsen, som kulturminister Carina Christensen sendte ud. Overgangsordningen blev gjort permanent. 

Tilsandet system
Carina Christensen blev også den første af i alt fire ministre, som nåede at komme ind over forberedelsen til en ny museumslov. I 2010 satte hun et udredningsarbejde om fremtidens museumslandskab som en del af den kulturpolitiske strategi ”Kultur for alle”. Arbejdsgruppen, der blandt andet bestod af de daværende direktører for Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet udgav i september en midtvejsrapport, hvor det blev konstateret, at ”tilskudssystemet (…) var blevet uigennemskueligt på grund af historiske lag på lag ordninger”, der med arbejdsgruppens ord havde ”sandet museumslovens ellers klare tilskudsprincipper til.”

Da den endelige rapport fra arbejdsgruppen udkom, var anbefalingen, at der blev ryddet op i tilskuddene i den forstand, at de forskellige tilskud, blandt andet pengene fra amterne, kompensation for gratis adgang til børn og unge, ø-tilskud med videre blev erstattet af faste, statslige tilskud. Selve fordelingen mellem museerne mente arbejdsgruppen derimod ikke, at der skulle røres ved. ”Det er arbejdsgruppens vurdering, at en omfordeling af tilskuddene ikke kan gennemføres uden utilsigtede negative konsekvenser for nogle museer”, lød det i rapporten.

De anbefalinger blev fulgt af politikerne. Da den nye museumslov endelig blev vedtaget under Marianne Jelved og kunne træde i kraft i 2013 var tilskuddene gjort faste.

Ikke en tag-selv-kasse
Debatten levede imidlertid videre. Allerede i efteråret 2013 stod kulturordførerne for flere partier i Folketingssalen og erklærede sig klar til at mødes for at tage en diskussion om objektive kriterier og uretfærdig fordeling. Også uden for Christiansborg var emnet stadig varmt. En undersøgelse, som Politiken lavede blandt lederne af 54 større museer viste, at en meget stor del af museerne i Vestdanmark følte, at de blev forfordelt, mens deres østdanske kolleger ikke var enige.

Utilfredsheden kom også til udtryk i Nordjyske Stiftstidende i 2015, hvor flere museumsdirektører kritiserede tilskudssystemet for at være uigennemsigtigt. Og det var problematisk, at de havde det sådan, medgav kulturminister Marianne Jelved, der imidlertid ikke ville ændre på tingene.

”Jeg forstår godt bevæggrundene for den nuværende ordning. Museerne er meget forskellige, og det er derfor svært at være mere retfærdig i parametrene, vi måler dem på”, sagde hun til avisen og fortsatte:

”Vi har i Danmark en lang historie for, at kulturelle initiativer starter i civilsamfundet via kommunerne. Hvis vi giver alle en lige statsstøtte, vil det betyde, at kommunerne ville kunne åbne et museum og så regne med at modtage det samme som de andre museer i statstilskud. Så vil vi have en åben statskasse, og det er ikke en holdbar måde at føre kulturpolitik på. Det er jo ikke en tag selv-kasse,” lød det fra ministeren.

Lidt mere opblødning var der, da Magisterbladet i 2016 fik Bertel Haarders kommentar til en historie om tilskud i forhold til besøgstal. ”Jeg kunne selv godt forestille mig en løsning, hvor i hvert fald nogle af midlerne omfordeles efter objektive kriterier såsom besøgstal og egenindtjening”, skrev ministeren i en mail, men understregede samtidig, at det skulle ske på baggrund af en undersøgelse. Den nåede han aldrig at gå gennemført, inden Mette Bock satte sig i hans stol. Nu er spørgsmålet så, om hun kan få et flertal af Folketinget med.