Gå til sidens indhold

Leder

Ansvar i markedsstyringens tid

Af Hanne Veber, DM Forskning & Formidling

Når fællesskabet er i opløsning, bliver mennesker sårbare. Sådan lød en nylig underrubrik i et københavnsk dagblad. Det handlede ikke om den omsiggribende individualisering. Det var skævvridningen af samfundets sociale institutioner, herunder store offentlige arbejdspladser, som var i fokus – en skævvridning gennem uheldig mål- og detailstyring under ledelsesstrategier populært kendt som new public management. Disse strategier, som skulle sikre mere kvalitet for færre penge, har i mange tilfælde ført til det stik modsatte: ringere kvalitet, stressede medarbejdere, øget afstand mellem ledere og ansatte, og ikke mindst forskydning af faglige værdier og målsætninger fra kvalitet til kvantitet. Helt firkantet sagt er vi nået til en tilstand, hvor antallet af forskernes publikationer værdsættes højere end kvaliteten af deres indhold, og hvor universitetsstuderende – for at opfylde arbitrære kvoter for fremdrift – motiveres til at springe over hvor gærdet er lavest i stedet for at dyrke boglig fordybelse. På landets sygehuse har personalet ikke længere tid til at tage sig ordentligt af patienterne, og fra skolerne flygter lærere i hobetal.

Det hele foregår inden for politisk-økonomiske paradigmer, hvor magten er overladt til regneark, og hvor faglige og sociale værdier er parkeret i margenen. Styringsmekanismerne er ofte indlejret i IT-systemer, som er svære at komme af med, når de først har bidt sig fast, understreger ledelsesforsker Vibeke Andersen her i bladet. Situationen fastlåses yderligere af den tavshedskultur, som har udviklet sig på arbejdspladserne, hvor påpegning af problemer risikerer at udløse fyring af budbringeren. Kombinationen af tavshedsregime og minutiøst kontrolleret måle-veje-tælle-styring er giftig.

En opskrift på modgift lyder, fra nogle sider, at de  ansatte skal lære at sige fra, når besparelser og målstyring er nået så vidt, at arbejdsopgaverne ikke kan gennemføres forsvarligt. Men erfaringer fra den offentlige sektor viser, at lederne ikke lytter – i hvert fald ikke til deres medarbejdere. De lytter i stedet opad i systemet mod de instanser, som har ansat dem.  Hvordan kan man også fortælle ledere, at de skal lære at lytte til deres ansatte, hvis den øverste ledelse til syvende og sidst viser sig at være nogle regneark, som i sagens natur ikke kan lytte?

Der er gode grunde til at mene, at fagbevægelsen skal på banen. Det gælder ikke mindst de akademiske fagforeninger. Og der skal tænkes nyt. Samtidig skal der stadig arbejdes for at sikre ordnede overenskomstforhold på arbejdsmarkedet. Det indebærer, at man får styr på prekariatiseringen af akademikerne og på den dermed forbundne nedslidning og overbelastning af de fortsat fastansatte på offentlige og private arbejdspladser. I DM er det ikke mindst politikerne, som skal tænke nyt. Den proces er i gang. Men der skal også handles på nytænkningen. Det er straks lidt mere bøvlet. DM’s politikere skal tage ansvar for at imødegå udfordringerne fra globalisering og en teknologisk udvikling, som vi endnu kun aner konturerne af. Det indebærer, at DM ikke blot skal gøre det gode. DM skal også lade omverdenen vide mere nøjagtigt, hvad DM kan og vil, som kommunikationschef Esben Geist forklarer det i en af artiklerne nedenfor. DM skal danne rammen om et vidensarbejderfællesskab i forhold til arbejdsmarkedet, hvor medlemmerne kan tage ansvar og være med til at sikre vilkårene for en høj kvalitet i det akademiske arbejde, som er det, vi alle skal leve af i fremtiden.  Ansvarligheden må være gensidig ledere og ansatte imellem, hvis fællesskabet skal fungere.  Her er tillidsrepræsentantsystemet et vigtigt redskab, som skal styrkes.

Tavshedskulturen på arbejdspladserne er symptom på ansvarsfralæggelse på ledersiden. Erfaringerne peger på, at tavshed om problemer nedgør engagement og kreativitet hos medarbejderne. Et stærkt DM må bistå sine medlemmer i at sige fra, når det er nødvendigt, uden at de af den grund kastes på porten af arbejdsgiverne. Det lader sig omvendt kun gøre, hvis medlemmerne solidarisk holder fast i DM og gør deres stemme gældende her.