Gå til sidens indhold

Mellem loyalitet og fagligt ansvar

Tavshedskultur skærper ansattes dilemma mellem fagligt ansvar og loyalitet over for arbejdspladsen, siger forsker.

Af Lasse Højsgaard

Mange offentlige ansatte føler, de har svært ved at leve op til deres faglige ansvar. Men samtidig presses de af en kultur, hvor man ikke klager og taler højt om problemerne. Og så er der kun en vej at vende sine frustrationer: indad.

Sådan siger Vibeke Andersen, lektor ved Aalborg Universitet og forsker i organisation og ledelse.

Hun har i en række år beskæftiget sig med vidensarbejdere, hvor idealerne om at levere faglig kvalitet er høje, og hvor det opleves som en krænkelse, når man ikke har mulighed for at levere et stykke arbejde, der lever op til den faglige standard.

”Men den forandring, der er sket inden for de senere år, er, at det nu ikke er legitimt at sige åbent, at det ikke er muligt at levere et arbejde af god kvalitet indenfor arbejdets rammer. For gør du det, er du ikke loyal over for arbejdspladsen”, siger Vibeke Andersen.

Vender det indad
Hun henviser til sociologen Rasmus Willig, der de senere år har forsket og udgivet flere bøger om offentlige ansattes ytringsfrihed, som ifølge ham er under stadig større pres. Og det er en udvikling, Vibeke Andersen genkender problematikken i, blandt andet ud fra de mange interviews, hun laver med offentlige ansatte.

”Det er godt der kommer fokus på det, fordi det udfordrer din faglige identitet som vidensarbejder, at du ikke kan tale åbent om de forhold i arbejdet, som kan være problematiske i forhold til den faglige udførelse”. 

I længden er det en uholdbar situation, når man ikke føler, man kan leve op til sine faglige idealer, og samtidig ikke kan tale åbent om det.

Mange er utrolig ansvarlige overfor det arbejde, de udfører og tænker: ok, så må man give det en ekstra tand. Men det tærer.

”Folk vender det indad og holder det for sig selv. De tager arbejdet med sig hjem, fordi de føler en ærekærhed over at få arbejdet afleveret ordentligt. Mange er utrolig ansvarlige overfor det arbejde, de udfører og tænker: Ok, så må man give det en ekstra tand. Men det tærer. Dels får du de længere arbejdstider, dels kan det sætte sig som angst og usikkerhed. Det, at man ikke får tid og mulighed for at levere den faglige kvalitet, som den enkelte i kraft af sin uddannelse oplever er nødvendigt, er en af årsagerne til, at mange udvikler stress”, siger hun.

Systemer hænger ved
At den faglige kvalitet er under pres i mange steder i den offentlige sektor kan ifølge Vibeke Andersen bl.a. tilskrives de ledelses- og effektiviseringsprincipper – ofte omtalt som new public management – der de seneste årtier har præget den offentlige sektor.

”Måle-veje-tælle-regimet i den offentlige sektor presser kvaliteten helt vildt. Kvalitet måles ofte i kvantiteter, hvilket i sig selv er et paradoks, da kvalitet netop ikke er målbart og ofte ikke giver mening i den daglige arbejdspraksis”.

New public management har været udsat for massiv kritik og er under forandring, men Vibeke Andersen oplever, at styringsmekanismerne har bidt sig godt fast, og at de vil præge den offentlige sektor i mange år endnu.

”De fleste systemer er IT-baserede, og når først systemerne er indført, er de hverken nemme eller hurtige at afskaffe.  Og så kommer det også an på økonomiske konjunkturer og den politiske situation. Jeg tror, der er lang vej igen”.

Kollektive løsninger
Vibeke Andersen mener, ud fra de mange undersøgelser hun har foretaget, at der må findes kollektive løsninger på de individuelle problemer. Når det ikke er legitimt for den enkelte medarbejder at pege på problemerne, er det nødvendigt at gøre det i fælleskab. Her mener hun blandt andet, fagforeningerne kan spille en central rolle.

Jeg oplever, at det kollektive og fælles-tænkningen er længere væk hos yngre kolleger – det er som om, de er trænet i uddannelsessystemets konkurrencekultur, hvor man forventes at kunne klare sig selv.

”Der ligger en opgave i at tænke mere i kollektive rammer. På større arbejdspladser kan medarbejdere i fællesskab debattere, hvad der skaber en bedre arbejdsplads, hvad der skal til for at begrænse stress, hvordan ytringsfriheden kan sikres samt hvordan der kan skabes alternativer til måle-veje-tælle-kulturen. Jeg oplever, at det kollektive og fælles-tænkningen er længere væk hos yngre kolleger – det er som om, de er trænet i uddannelsessystemets konkurrencekultur, hvor man forventes at kunne klare sig selv. Men måske tænker de yngre medarbejdere kollektivitet på andre måder og det kan de faglige organisationer være med til at støtte op omkring. Så jeg har stadig en tro på, at det er vejen at gå”.

  • Moralsk Stress

    At vidensarbejdere har behov for at komme af med frustrationer om både faglige og andre forhold på arbejdspladsen, dokumenterer en ph.d.-afhandling, der blev publiceret dette forår. Forfatteren Peter Korsbæk Sørensen har analyseret en spørgeundersøgelse blandt 1700 DM-medlemmer. Blandt disse havde omkring 20 procent oplevet kritisable forhold på arbejdspladsen, som de mente, offentligheden burde have kendskab til – dårlig ledelse, dårlige arbejdsforhold og nedskæringer, der gik ud over borgere og andre. Samtidig svarede 20 procent i undersøgelsen, at de havde holdt kritik af arbejdspladsen tilbage af frygt for repressalier.

    Afhandlingen har titlen ”Moralsk stress”, og det er ifølge Korsbæk det, mange ansatte i den offentlige sektor oplever, fordi de hverken føler, de kan stå inde for forholdene eller tale åbent om problemerne. Peter Korsbæk Sørensen har nemlig konstateret en tydelig sammenhæng mellem den form for selvcensur og arbejdsrelateret stress, blandt deltagerne i undersøgelsen.

    ”Forestil jer en trykkoger. Når låget er fastspændt, og der er en lukkethedskultur, hvad sker der så? Så er det, at medarbejderen oplever den moralske stress”, forklarer Peter Korsbæk Sørensen i et interview med Politiken.

    Pelle Korsbæk Sørensen: Moralsk stress – en arbejdslivsanalyse af psykisk arbejdsmiljø, deltagelse og retfærdiggørelsesprocesser blandt højtuddannede vidensarbejdere i Danmark. Roskilde Universitet, 2015.