Gå til sidens indhold

Leder

Prekære og atypiske ansættelser.

Erik%20Alstrup

af Erik Alstrup, formand for landsklubben for Forskning & Formidling

Et 40 års jubilæum som løsansat – er det en festdag, eller er det nærmest det modsatte?

Inge Schjellerup, som fejrede jubilæet sidste år, vender tingene på hovedet og fortæller i dette nummer af Natur & Kultur, at hun er rævestolt. Ikke af den manglende fastansættelse, men af at hun har formået at holde fast og trods alt fået en faglig flot karriere med hæder og udmærkelser.

Vicedirektør Jes Gjørup fra Nationalmuseet er ikke så stolt af jubilæet, for det strider mod museets personalepolitiske principper om, at folk skal fastansættes og ikke holdes fast i løse ansættelser. Men som han – ærligt nok – erkender: et er personalepolitik, et andet er de faglige prioriteringer kombineret med den økonomi, der er til stede. Det undrer her DM Forskning & Formidling, at denne konflikt mellem de to hensyn har fået lov til at løbe over så mange år, uden at den anerkendelse, som Inge Schjellerups arbejde er blevet til del, synes at have sat sig spor i museets faglige prioriteringer.

Inge Schjellerups 40 år er ekstremt, men at gå fra den ene løse ansættelse til den næste er desværre et velkendt fænomen inden for især kulturområdet. I 2014 kunne DM Forskning & Formidling dokumentere, at 43 procent af arkæologerne på lokalmuseerne i 2013 var ansat i tidsbegrænsede stillinger. Det er første gang, at vi har et sådan tal. Og det er første gang, vi ved, hvad den tidsbegrænsede ansættelsesform betyder for den enkelte arkæolog. Desværre fortæller undersøgelsen ikke, om de 43 procent er et lavere eller højere tal end i de forudgående år. Imidlertid er vores vurdering, at forholdene gennem de senere 10-12 år faktisk er blevet bedre. Flere lokalmuseer lægger vægt på at fastansætte, og flere har også de økonomiske muligheder herfor.

At arbejde på midlertidige ansættelser kan give et varieret arbejdsliv, et stort netværk og en følelse af frihed, som fastansatte omvendt kan savne. Prisen er en generel usikkerhed om fremtiden. Som arkæolog Kent Laursen, der helt lavpraktisk fortæller, at han ikke tør sætte sig i en ejerbolig, fordi han ikke kan være sikker på, at lønnen bliver ved med at komme. Et andet afsavn er for mange den kompetenceudvikling og generelle medarbejderpleje, som fastansatte er sikret, men som langt fra er givet for de løsansatte.

Tidsbegrænsede ansættelser er også en udfordring for det faglige fællesskab. DM har ved utallige lejligheder advokeret for flere fastansættelser. Men som flere tillidsfolk fortæller, er der også et ansvar over for de allerede fastansatte kolleger. Skal man kræve en fastansættelse frem for en projektansættelse, hvis man ved, at finansieringen løber ud, og at der i så fald skal fyres en kollega?

Der findes ingen nemme svar og løsninger på denne problemstilling. Men en ting er sikkert: Det er vigtigt, at DM både er fagforening for de løst- og de fastansatte og kan tilbyde løsninger, støtte og solidaritet til begge grupper. Det har DM historisk tradition for, og det skal der holdes fast i. Måske er arbejdsmarkedet under forandring, men så længe det er velorganiseret, har vi stadig indflydelse på, hvordan det forandrer sig.