Gå til sidens indhold

Analyse: DM var prekariat-pilot

Den voksende gruppe af prekære ansatte er en udfordring for fagbevægelsen, men Magisterforeningen har vist vejen ved at give dem en politisk stemme, siger sociolog og tidligere DSF-formand.

Af Lasse Højsgaard

Foto%20til%20artikel
Magnus Skovrind Pedersen

Fagbevægelsen har traditionelt været organisationer for lønmodtagere – fastansatte lønmodtagere på overenskomst. Men hvilken rolle skal fagbevægelsen spille over den voksende gruppe, der står uden for det traditionelle ansættelsesmønster? Og hvilken attitude skal fagforeningen have over for de atypiske og prekære ansatte, der indirekte er med til at stadsfæste de løse ansættelsesvilkår, man har bekæmpet?

Da den britiske professor Guy Standing, der har gjort prekariat-begrebet kendt, i februar holdt foredrag på KU, satte han ord på fagforeningernes dilemma:

”Fagforeningerne vil have bedre arbejdsvilkår for deres medlemmer – altså medlemmer, der er i arbejde. Hvordan kan det være, at jeg møder den mest indædte modstand mod basisindkomst fra fagforeningerne? Det er fordi, de støtter deres egne. Alle skal være som dem,” sagde han.

DM gav gruppen en stemme og en politisk identitet.

Men problemet går begge veje. For når fagforeningen ikke vil repræsentere de prekære ansatte, har de ingen grund til at være medlem af fagforeningerne. Det efterlader fagforeningerne med færre medlemmer og prekariatet som en gruppe uden politisk selvforståelse, pegede Standing på.

Prekære fik stemme
Men netop i forhold til dette har Dansk Magisterforening været en solstrålehistorie. Det mener Magnus Skovrind Pedersen, sociolog og desuden tidligere formand for Danske Studerendes Fællesråd, der i en analyse har set nærmere på de akademiske fagforeningers håndtering af prekære ansatte.

Han peger på, Magisterforeningens oprettelse af HTDA-sektoren i 1975 er et enestående tidligt eksempel på, at de prekære fik en politisk stemme og indflydelse.

”Ser man sociologisk på det, er det ret banebrydende, at man anerkender, at der findes den her særlige gruppe, som skal have indflydelse. At man så kalder den noget så uskønt som sektor for honorar- og timelønnede, deltidsansatte og arbejdssøgende … det er, hvad det er,” siger Magnus Pedersen.

Med det tiltag, skilte DM sig ud fra den øvrige fagbevægelse.

”Hvor DM gav gruppen en stemme og en politisk identitet, var tilgangen i den øvrige del af fagbevægelsen, at man bekæmpede de atypiske stillingskategorier. Det efterlod de prekære som en helt apolitisk gruppe, og det er det, der nedbryder den politiske og fagforeningsmæssige identitet.”

Aktioner for timelønnede
Magnus Pedersen nævner blokaderne mod Handelshøjskolen i 1975 og 1979, der handlede om timelønnede underviseres vilkår, som eksempler på, at DM-organisationen var en aktiv forkæmper for de prekære både i ord og handling. Men han peger også på, at anerkendelsen af de prekære grupper i perioder har skabt indre splid, blandt andet fordi grupper af fastansatte var imod, at ledige medlemmer skulle have indflydelse på overenskomsterne.

Med de nylige vedtægtsændringer i DM blev HTDA-sektionen nedlagt. Det ser Magnus Pedersen dog umiddelbart ikke som en svækkelse af de prekære gruppers indflydelse. Tvært i mod mener han, linjen gennemsyrer organisationen politisk, hvilket blandt andet kan læses ud af valgoplæggene til hovedbestyrelsesvalget.

Fortsat udfordring
Men han mener alligevel, at både DM og de øvrige akademiske organisationer har en stor udfordring ved fremover at organisere og fastholde den voksende gruppe af prekære ansatte, hvis interesser ikke naturligt varetages af fagforeningerne.

Man er nødt til at kunne tilbyde noget andet – og det kan ikke kun bestå i faglige arrangementer.

Magnus Pedersen peger blandt andet på, at mange akademikere i disse år får ansættelser i mindre private virksomheder, hvor der traditionelt ikke findes en akademiker-overenskomst.

”Man er nødt til at kunne tilbyde noget andet – og det kan ikke kun bestå i faglige arrangementer. Det må være fulgt op i en eller anden kamp for deres vilkår. DM har været vant til, at medlemmerne har været ansat i offentlige institutioner, så det med at tegne nye overenskomster er næsten et helt nyt område. Men nu er man nødt til at lægge helt andre strategier for, hvordan man får organiseret de her grupper.”

  • Atypisk eller prekær

    Begreberne atypisk ansatte og prekære ansatte bliver ofte brugt i samme forbindelse, men ordene dækker ikke præcist det samme.

    Atypiske ansatte er lønmodtagere, hvis ansættelseskontrakt ikke er en fast fuldtidsansættelse. Det dækker en bred vifte af lønmodtagere lige fra deltidsansatte, tidsbegrænset ansatte, ansatte på bureauvikarer, fleksjobbere og au-pairs.

    Prekære ansatte er lønmodtagere, som ikke har de samme rettigheder, løn og arbejdsvilkår som andre lønmodtagere, og/eller hvis ansættelsessituation er usikker.

    At være atypisk ansat behøver således ikke betyde, at man er prekær ansat, men det kan medføre en prekarisering. Hvor begrebet atypisk ansat er en slags teknisk betegnelse for en gruppe af ansættelsesformer, er prekære ansatte en mere kvalitativ, sociologisk betegnelse for en gruppe mennesker, hvis arbejdsliv er kendetegnet af usikre job- og karrieremuligheder og begrænset adgang til sociale goder.

  • Antologi om dansk prekariat

    Magnus Skovrind Pedersens analyse af Dansk Magisterforenings varetagelse af prekariatets politiske interesser er en del af en større antologi med arbejdstitlen ”Prekariseingen af det danske samfund”. Bogen tager udgangspunkt i økonomen Guy Standing og hans beskrivelse af prekarisering som globalt fænomen med udspring i den økonomiske globalisering. Men formålet er at beskrive den danske prekarisering med cases og aspekter fra det danske arbejdsmarked. Kapitlerne, der er skrevet af forskere inden for forskellige videnskabsgrene, ser blandt andet på udstationerede polske bygningsarbejdere i Danmark, unge uden uddannelse, unge forskere på ”det neoliberale universitet” med case i antropologer på KU, og prekarisering af velfærdsproffessionerne i Danmark med case i lærerne.

    Det er antropologerne Dan Hirslund og Julie Rahbæk Møller, der har taget initiativ til antologien og fungerer som redaktører. ”Vi synes, der mangler dansk litteratur om det her fænomen. Prekariseringen bliver nævnt af og til, men der er ikke som sådan noget værk, der beskæftiger sig med det her på dansk. Og der tror vi, antologien kommer til at være et godt bidrag,” siger Julie Rahbæk Møller.

    Antologien er stadig under udarbejdelse, og der er ikke fastlagt et tidspunkt for udgivelsen.