Gå til sidens indhold

Tillidsfolk i dilemma omkring løsansatte

Skal man kæmpe for flere fastansættelser, hvis det øger fyringsrisikoen for de allerede fastansatte kolleger? Det er tillidsrepræsentantens dilemma, når det er sparetider.

Af Lasse Højsgaard

Artikel%20om%20tillidsfolk%20

Med finansloven for 2016 er der dømt økonomisk smalhals for danske kulturinstitutioner. De faste bevillinger bliver mindre, og det betyder, at endnu flere penge skal findes gennem midlertidige bevillinger. Det øger risikoen ved at fastansætte folk, for når bevillingerne udløber, kommer man måske til at mangle penge i lønbudgettet.

Den situation skaber også et øget pres på solidariteten på tværs af løst- og fastansatte og sætter tillidsrepræsentanterne i et dilemma. For selv om man i princippet går ind for at få fastansat så mange, som muligt, kan den ambition være med til at skabe øget fyringsrisiko for de fastansatte. Det fortæller tillidsrepræsentanter på flere store kulturinstitutioner.

”Det er rigtig svært. På den ene side vil det bedste være, at folk bliver fastansat. Problemet er bare, at når vi hvert andet eller hvert år skal afskedige, så er det svært at kæmpe for, at A bliver fastansat, hvis man så skal afskedige B,” fortæller Mette Colding Dahl, TR på Det Kongelige Bibliotek.

Heftig diskussion af solidarisk skridt
Nationalmuseet er en institution med mange projektmidler og projektansættelser. Også her kan John Lund, der er TR i Forsknings- og formidlingsafdelingen, bekræfte, at det kan være svært at stå på de høje nagler med hensyn til at kæmpe for fastansættelser frem for løsansættelser.

Det er svært at kæmpe for, at A bliver fastansat, hvis man så skal afskedige B.

”I nogle tilfælde prøver vi at foreslå, at museet fastansætter personen i stedet for en projektansættelse. Men konsekvensen er, at når pengene løber ud, er man nødt til at afskedige enten pågældende eller en anden. Og det er heller ikke en god situation, hvis en anden kollega, ansat på normale vilkår, ender med at blive afskediget. Så det er en meget vanskelig situation,” fortæller John Lund.

På Rigsarkivet vedtog man for nogle år siden i AC-klubben, at vi skulle arbejde for så mange faste stillinger som overhovedet muligt. Men beslutningen blev først taget efter en heftig diskussion og en afstemning, fortæller TR Peter Birkelund.

”Vi vedtager at arbejde for, at man ved eksempelvis en 3-årig projektstilling fastansætter folk, vel vidende, at der kun er penge til 3 år. Så hvis der ikke findes yderligere finansiering, skal der fyres en person. Og så er vi alle i spil. Omvendt ville flere løsansatte i princippet betyde, at os, der er faste, sidder sikrere i stillingen,” fortæller Birkelund, men tilføjer at man endnu reelt ikke har stået i situationen.

Prøver at opdrage ledelsen
Men dilemmaet mellem faglige principper og hensynet til den enkeltes interesser, ligger også et andet sted. Peter Birkelund har som tillidsrepræsentant en aftale med ledelsen om, at han skal sige god for alle ansættelser – også de midlertidige. I den rolle kunne han vælge at modarbejde forlængelser og midlertidige ansættelser for at presse ledelsen til flere fastansættelser. Men det gør han ikke.

”Hos os er det ikke nemt at overføre penge til året efter, så hvert efterår, når ledelsen finder ud af, at der er penge til overs, sker der et antal midlertidige ad hoc-ansættelser. Og som udgangspunkt kan jeg ikke få mig selv til at sige: Nej, det kan I ikke gøre. For det er jo en kollega, der alternativt skal gå arbejdsløs. Det dilemma synes jeg er svært. Jeg prøver at "opdrage" ledelsen til at være mere på forkant, men jeg synes ikke, det går så godt,” siger Birkelund.